Provokerende bog om manderollen

Eldredge mener, at mændene i kirken er blevet for „flinke“ og „pæne“.John Eldredge’s bog Wild at Heart er nu kommet på dansk. Den er på én gang befriende og provokerende. Alligevel kan jeg ikke helt sige mig fri for en smule ambivalens.Bogens påstand er, at Gud har skabt mænd med et indbygget ønske om at være helte, og at man i kirken ikke har gjort tilstrækkeligt for at lade denne side komme til udtryk.

En misforstået attitude

Nogle eksempler fra bogen illustrerer forfatterens stil:
Han hævder, at kirkens succes-kriterium for en mand er at være ”flink” eller ”pæn”. Selvom ingen dreng drømmer om at vokse op og bare være en flink fyr, og ingen kvinde ”tænder” på, at kæresten blot er flink.
Som eksempel på kirkens misforståede attitude refererer forfatteren en episode, hvor en kristen far trak sin søn til side før en vigtig fodboldkamp og sagde, at han ikke skulle gå ud og ”sparke røv”, for det lød ikke særlig kristent eller pænt.
Ved en anden anledning var forfatterens søn blevet mobbet af nogle fra sin skole, og forfatterens råd til sønnen var ”næste gang vil jeg have, du skal slå dem, så hårdt du overhovedet kan!” Er det ikke modsat Jesu ord om at vende den anden kind til? Nej, siger forfatteren, for det forudsætter, at der er styrke og selvrespekt i forvejen, som man ville fratage et barn ved at bede det om ikke at slå igen.
Der er nok at tænke over, uanset om man er helt eller delvist enig.

Appel til „krigerrolle“

Forfatteren appellerer fundamentalt til en ”krigerrolle”, der måske må komme lidt anderledes til udtryk i vore dages samfund end på bibelsk tid, men som ikke må glemmes.
Min eneste anke er, at min kone, som også har læst bogen, er lige så tiltalt af budskabet om at være en helt, se udfordringer i øjnene og udrette noget stort – selvom hun ikke tilhører målgruppen. Og ret beset, forfatteren bruger billedet af Jesus som ”løven af Juda” i forbindelse med mænds roller, men løvinder er vel også løver og ikke missekatte.

Også for kvinder

Spørgsmålet er derfor, om forfatteren (utilsigtet og ubevidst) erstatter ét stereotypt billede med et andet? Og om det beskrevne er decideret maskulint eller blot alment menneskeligt?
For min del anbefaler jeg bogen, men til både mænd og kvinder …

John Eldredge:
Født vild
– Det maskuline Hjerte
236 sider • 199,95 kr.
ProRex