Sand forskning fører til erkendelse af Gud
I min generation var det almindeligt at hvis man var ung og gik på universitetet, så mistede man sin barnetro.
Var man veluddannet, var det samtidigt politisk korrekt at være ateist. (En af mine lærere, K. V. Hender, som jeg satte meget højt, havde netop mistet sin tro ved at læse teologi. Så ikke blot var han cand.theol., han tog også efterfølgende en cand.mag. i engelsk og fransk.)
Det havde så i visse dele af det friere danske kirkelandskab ført til en frygt for uddannelse: Blev man for klog, gik man glip af troen. Og især evolutionsteori og bibelkritik skulle man helst ikke vide for meget om.
Det glade budskab i dag er så at sådan behøver det ikke være. At man skal være bange for viden, altså. – Tværtimod! Her kan historien om Antony Flew tjene til opbyggelse (ham kan man læse mere om i juninummeret af Origo):
Denne mand som i en årrække var den første blandt ligemænd i et selskab af militante ateister, er af sin forskning tvunget ud i noget af en overraskende omvending fra gamle tankemønstre.
Med ham er det ellers den klassiske historie om en ung mand der smider sin barnetro ud med det første barbervand fordi han finder sand viden uforenelig med tanken om Gud. Som så mange andre før ham troede han at han som ung mand vidste alt, og det gjorde at han ikke mente han kunne fastholde troen hvis han skulle være ærlig over for sig selv. Men nu er der altså sket det (for nogle utrolige) at han er kommet på bedre tanker. I dag véd han at han ikke véd alt, men han er samtidigt blevet meget klogere; og nu peger hans viden om naturen på en højere intelligens bag skaberværket.
At det er gået som det gik for Antony Flew, er måske ikke så mærkeligt. Ateister har nemlig i snart et århundrede sat sig tungt på forskningen, måske uden at nogen rigtigt har lagt mærke til det. For man har sagt som så: Selvfølgelig kan man ikke blande Gud ind i forklaringerne hvis man vil bedrive videnskab. Vil man have en naturvidenskabelig forklaring på hvordan en el-pære lyser, eller hvorfor termokanden larmer når den er halvtom, kan det ikke nytte noget at man drager noget overnaturligt ind i sin forklaring. Det er jo netop denne sunde indstilling som har hævet os over almindelig overtro. Der sidder jo ikke små mennesker inde i radioen og snakker!
Men ateister har fået os til at tage et umærkeligt skridt videre, nemlig at det skulle være odiøst at lade Gud sidde for enden af forklaringerne. – ?! –
Vi kan konstatere at en ting i naturen, et organ i menneskelegemet, en fysisk lov osv. fungerer sådan og sådan. Og fordi der er en naturlig forklaring på hvordan en ting fungerer, så kan der også kun være en naturlig forklaring på hvordan den er opstået. Naturen har skabt er blevet en naturlig omskrivning for Gud har skabt. – Men dermed har man faktisk snydt på vægten! For hvad ligger der i påstanden naturen har skabt?
Forskerne kan konstatere at universet er så fint afstemt at det har gjort det muligt for mennesket at eksistere i samme univers. Og den eneste beboelige planet vi kender til, er også anbragt ret så hensigtsmæssigt i samme univers. Den nyeste danske forskning i astrofysik (lyt fx til Anja C. Andersen) tyder endvidere på at nødvendige brikker i livets puslespil er sat sammen fordi en supernova-eksplosion fandt sted i nærheden af solsystemet lige nøjagtigt da det blev dannet. Så det var lidt heldigt. – Vi véd med sikkerhed i dag at livet er afhængigt af en programmering af en masse nano-maskiner som, hvis der ellers ikke opstår for mange fejl som systemerne selv kan reparere, bare kører som de skal.
Og her har vi ikke lagt mærke til at ateisten har blandet sin religion ind i forskningen når han hævder at man kun må sige at disse afstemninger af universet, dette held, og at denne programmering og opbygning af nano-maskiner skyldes tilfældigheder; at der intet formål er med skabningen; at det som ligner design, ikke er designet; at alt er meningsløst.
En stor kanon har udtalt sig om at evolutionsteorien har gjort det intellektuelt til-fredsstillende at være ateist. Spørgsmålet er hvor længe dén holder. For nu hvor forskningen i livets nano-maskiner stormer frem, løber de sædvanlige forklaringer ind i større og større problemer. Det er faktisk ikke så intellektuelt tilfredsstillende at ville fastholde at livet er blevet til af sig selv. Selv den mest simple celle med respekt for sig selv er nemlig forsynet med en teknik og en programmering som kan gøre enhver flyfabrikant grøn af misundelse. Cellens flyfabrik kan nemlig selv sortere i løsdelene, hive dem ind i fabrikken i den rigtige rækkefølge, sætte dem sammen de rigtige steder, forsyne delene med de rette kommunikations- og transportsystemer. Kort sagt: Bygge et fly helt fra bunden, et fly som vel at mærke kan reparere sig selv. Og for at det ikke skal være løgn, det kan også duplikere sig selv.
Så der er ikke noget at være bange for ved fx at studere mikrobiologi. Måske vil du som er ung (ved at snuse lidt til naturvidenskab) kunne opleve lidt af det samme som jeg gjorde dengang jeg første gang hørte om sommerfuglehannens fantastiske næse. Den kan opfange nogle ganske få duftmolekyler fra hunnen på flere kilometers afstand fordi dens lufteorgan er sådan indrettet at den gentagne gange kan smage på det samme molekyle. Jeg var forbavset ind i min sjæls inderste: Det var dog en fantastisk indretning. Og den duftemaskine påstår man skulle være blevet til helt af sig selv. Det er ganske enkelt ikke troværdigt!
Så jeg udfordrer enhver ung til at blive forsker. Til at være med til at kaste yderligere lys over livets fantastiske nano-maskiner. I en gammel 1939-film har James Stewart en drøm. Han vil gerne genskabe den motor, som han kaldte det, der sidder i de grønne blade og som kaldes grønkorn. Han er nemlig helt bjergtaget over hvor smart den er.
Vil du være blandt de første som udtager patent på en sådan grønkornsmaskine? Du ville ikke blot blive indstillet til en nobelpris; du vil også have løst alverdens energiproblemer for al fremtid.
På en tegning fra en gammel bog jeg har (Genetik i bobler) sidder Gud (som Michelangelo har gengivet ham i det Sixtinske Kapel) og spekulerer på om der ikke er nogen der skylder ham patent-rettigheder for et par milliarder år. – Meget morsomt, meget sigende! At vi bliver bedre og bedre til at efterabe naturens fantastiske maskiner, gør dét at de eksisterer ikke mindre forunderligt.
Knud Aage Back er
redaktør på Origo, tidsskriftet om videnskab, skabelæse og etik.
