Sommernyt
2600 danskere på pinsecamping i Mariager

Mellem 2600-2700 deltog i uge 28 i pinsekirkernes årlige Sommercamp i Mariager.

Sommercampen holdes i forbindelse med Mariager Højskole, hvis store hal ses i baggrunden.

Heraf var ca. 150 unge og ca. 120 børn, fortæller Klaus Rasmussen, som var leder af receptionen.
Lejren forløb godt, men det er også 57. sommer, de danske pinsekirker er sammen om en sommercamping, så man er ved at have erfaring.
Lejrchefen var Lars Due-Christensen, som til daglig er præst i København.

Danske talere

Programmet rummede én udenlandsk hovedtaler, Mike Breen, Life Shapes USA, men ellers var det de danske ’profeter’, der talte: Flemming Olesen, Réne Ottesen, Lars Due, Frede Rasmussen, Jan Due, Michael Laursen, Johs. Fuchs, Jürgen Galonskja, Mette Villerup og Jarle Tangstad.
Om eftermiddagen var der seminarer m.m. med bl.a. Tove Videbæk, Hans Henrik Lund, Elly Vesterager m.fl.
Der var koncerter med UpAbove, Vicky Beeching og RPM, og desuden var der Natkirke i stilhed.

Classic for 50+

For at ”holde på” den lidt mere modne generation, som måske ikke lige er til højtalere på fuld tryk, var der i år arrangeret en særlig ”Classic” afdeling, hvor deltagerne kunne høre mere tænksomme indslag.

En lokal ”camp-radio” sørgede for, at møderne også kunne høres i campingvognene. Den blev bestyret af UBC, som er et fælles kristent radioarbejde med base på Amager.
Hvis man ikke havde lyst til at kokkerere i campingvognen, kunne man spise billigt i CampCafeteriet.

Venner genser hinanden eller møder nye venner på sommercampen i et afslappet kristent miljø.

Møderne kan i øvrigt alle bestilles på cd. De blev løbende solgt i bogteltet, hvor forlaget Alstrup konstant havde kunder sammen med de andre udstillingsstande.
Ud over hygge mellem telte og campingvogne kunne deltagerne være med i et camp-løb og en fodboldtunering.
Som noget nyt sluttede lejren med en grillaften i stedet for en mødeaften, hvor omkring 700 deltog.
Henri.


Artiklen fortsætter efter annoncen: