Ægte indianer- sang for Gud

Fløjter, skingre krigsskrig, æggende trommer, monotont sing-song på et sprog, som kun Gud forstår – afrundet med ”live” hundekald…En Cree-indianerkvinde fra Hudson Bay synger for mig om det, som hun har opdaget er det vigtigste i livet: Nu-ta wee ne-sa jee–hek (Gud, min Fader, elsker mig!)Det opdagede Mohawk-indianeren Jonathan Maracle også. Da han som ung rockmusiker var i gang med at ødelægge både stemmen og alt mulig andet med kokain og alkohol.
– Jeg vrælede mine tekster, når jeg var høj på kokain, mindes Jonathan.
Det var tæt på at ende med selvmord. Men Jonathans far, pinseevangelisten, havde banket ind i hovedet på ham at: ”Når du er trængt op mod en væg, så råb på Jesus.” Og den bøn følte Jonathan sig til sidst tvunget til at bede.

Jonathan blev snart en eftertraktet lovsangsleder.
Men hans karriere tog en skarp vendning en dag i 1995. Alle åndelige ledere blandt Canadas urbefolkning – uanset hvilken åndelighed de udlevede – samledes til en kongres for at finde en vej ud af håbløsheden.
– Jeg var med for at synge Amazing Grace, beretter Jonathan.
– Men da Osage-indianeren John Sandford gik op på scenen og talte om at bryde bitterhedens vægge ned, blev jeg så rørt, at jeg komponerede en ny sang, som jeg sad der.
John er en af Amerikas mest respekterede sjælesørgere, og da jeg lyttede til ham, forstod jeg, at jeg var nødt til at tage min indianertromme frem igen og spille for dem, der havde mistet både identitet og selvrespekt.
– Og da jeg samlede min guitar op og gik frem for at synge, var det den nye sang, jeg fremførte.

Dér fødtes Broken Walls (som betyder nedbrudte mure).
Jonathan begyndte at synge Jesussange på indiansk vis og for indianere. Han samlede musikere omkring sig, som fulgte med ham til reservatet.
Ikke alle bød trommer og andet ”hedensk” velkomment til deres menigheder og byer.
– Først i dag – tolv år senere – er trommer accepterede i alle kirker og ses som en del af det, vi er, mener Jonathan.

I dag ingår der tre professionelle musikere i bandet: Jonathan selv, Bill Pagarn, en inuit som også spiller i Alaskas symfoniorkester, og Kris Delorenzo fra canadiske Thunderbay.
Bandet turnerer to uger i måneden – i Nordamerika, Kina, Australien, Israel… Men vigtigst for Broken Walls er koncerterne og besøgene i tilbagestående og isolerede indianersamfund uden vejforbindelse, så man kun kan komme dertil med fly.

Fastlavns søndag møder jeg Jonatan Maracle i Aldersville kun et par timers kørsel fra storbyen Toronto.
Alle i den hvidmalede trækirke – bortset fra mig, der har taget mit mest farverige tøj på – er klædt som alle andre her i Canada. Først bagefter, hjemme hos præsten, går det op for mig, at alle jeg mødte faktisk var ”rigtige indianere”.
– Aldersville Vineyard er den eneste indianermenighed, som finansielt støtter Broken Walls, fortæller Jonathan Maracle.
Jonathan bor med sin familie i et andet reservat, en time derfra. Men i dag medvirker han i Aldersville og benytter lejligheden til at sælge Broken Walls’ ottende cd, som er helt frisk fra fabrikken. The Father’s Dance hedder den, og den er en hjertesag for bandet.
– Faderskab var næsten forsvundet i vores samfund, for børnene blev tvangsfjernet fra forældrene og tvangsopfostret på kostskoler, fortæller Jonatan.
– Det går stik imod vores mohawkkultur. Vi føler et ansvar for syv generationer fremad. Vi lever ikke kun for os selv, men for vore børn.

Mohawkfamilien Maracle er en legende i Canada.
I sin ungdom begik far Andrew den fejl at gå hen til kirken for at prøve at snyde præsten. Alle hans venner gik rundt og blev kristne, og det kunne Andrew ikke tolerere.
Men han kom aldrig frem til præsten. I kirkedøren stødte han ind i en gammel tante – og blev kristen lige på stedet!
Andrew blev missionær for sit eget folk, sammen med skotske Lilian, som han mødte på præsteseminariet. Han blev også en kendt aktivist for indianernes borgerrettigheder.
Man kan se ham i fuldt antræk talende mohawk til toner fra indianerfløjter på www.nativerenaissance.com.

Lilian og Andrew fik seks drenge. Jonathan har arvet moderens blå øjne og lyse hår – og måske glimtet i øjet. Skotterne skullle jo også være noget så krigeriske! Men i øjeblikket identifiserer han sig kun som mohawk. Han går så langt som at kalde det amerikanske kontinent for Turtle Island, skildpaddeøen, for ikke at anvende invandrernes/erobrernes navn.

I dag lever en milion indfødte i Canada, indianere og inuiter, en del stadig i reservater, som kun kan nås med fly. Alkoholismen er udbredt og selvmordskvoten himmelhøj i disse samfund. Gennemsnitslevealderen for mænd er 42 år.
Men en vækkelse er begyndt og har skabt social og personlig forandring i adskillige samfund. (Se ”Transformation”-videoer, red.)

Broken Walls har udgivet otte cd’er. For at ”tyvlytte”, gå in på www.brokenwalls.com.
Det seneste album ”The Father’s Dance” er guitarbaseret med engelske tekster.
For den, der holder af den mere oprindelige indianske sound er ”Created to worship” et sikkert valg. ”Beautiful GREAT ONE” er en skøn blanding – både hundekald og amerikansk lyrik indgår.