En forfatter og hans samvittighed

I anledning af Alexander Solsjenitsyns død fortæller H.P. Pedersen om den store russiske forfatters liv og digtning.Den 89-årige russiske forfatter og nobelpristager Alexander Solsjenitsyn, der døde af et slagtilfælde søndag den 3. august og nu er begravet på Donskoje-kirkegården i Moskva, vakte ofte både forargelse og beundring for sine kompromisløse handlinger og erklæringer.

Hans P. Pedersen, præst og forfatter

For Solsjenitsyn som for alle andre forfattere gjaldt det, at nøglen til forståelsen af hans livssyn og verdensopfattelse skal søges i hans bøger og skrifter, der rummer det mest nuancerede og fuldstændige billede af hans tankeunivers og holdning til nutidens brændende problemer.

Alexander Solsjenitsyn blev født i Kislovodsk den 11. september 1918. Han voksede op i byen Rostov ved Don, hvor han også tilbragte hele sin ungdomstid og afsluttede den højere almenskole i 1936.
Allerede som barn ville han være forfatter og skrev også jævnligt en hel del – ungdommeligt nonsens kalder han det selv. I 1930’erne forsøgte han at få sine produkter trykt. Men ingen steder ville man acceptere hans manuskripter. Han ville studere litteratur, men da det ikke lod sig gøre i Rostov ved Don – rejse til Moskva kunne han ikke, dels på grund af at hans mor var alene og svag og dels på grund af hjemmets beskedne kår – så begyndte han i stedet at studere ved det matematiske institut på Rostov Universitet.
Det viste sig snart, at han havde usædvanlige anlæg for matematikken. Dog følte han ikke kaldet til at ofre hele sit liv på den, men den kom alligevel til at spille en velgørende rolle i hans liv og reddede ham flere gange fra at dø.
Han havde sandsynligvis ikke overlevet de 11 år i fangelejrene, hvis han ikke på grund af matematikken var blevet overført til en S. S. Sjarasjka, (en institution hvor fanger under bevogtning udfører f.eks. teknisk-videnskabeligt arbejde), i hvilken han i fire år underviste i matematik og fysik og i al hemmelighed fik lejlighed til at udvikle sit forfatterskab.

Alexander Solsjenitsyn gjorde modigt op med Sovjetsystemet.

Senere tog han en litterær uddannelse, nemlig fra 1939-41, hvor han parallelt med universitetsstudier i matematik og fysik studerede pr. korrespondance ved Moskvas Institut for historie, filosofi og litteratur.
Nogle dage før krigsudbruddet i 1941 fik han sin eksamen ved Institut for fysik og matematik ved Rostovs universitet, og han fik ved krigens begyndelse i vinteren 1941-42 på grund af svagt helbred tjeneste som trænkusk ved forsyningslinjerne.
Men på grund af sine matematikkundskaber overførtes han senere til en artilleriskole, hvorfra han blev udnævnt til chef for et artilleriudlægningskompagni, og i dette gjorde han uafbrudt tjeneste i frontlinjen, indtil han blev arresteret i februar 1945. Dette skete i Øst-Preussen, som på mærkelig vis er forbundet med hans skæbne, for allerede i 1937 valgte han som student at beskrive ”Samsonov-katastrofen” i 1914, og han studerede materiale om denne, indtil han i 1945 selv kom til disse egne (jf. værket August 1914).

Solsjenitsyn blev arresteret på grund af de udtalelser og optegnelser, den sovjetiske censur fandt i hans korrespondance med en skolekammerat i 1944-45. Det var hovedsagelig på grund af respektløse udtalelser om Stalin, skønt han blev nævnt i tilslørede vendinger.
Dette var imidlertid ikke tilstrækkeligt bevismateriale for en rettergang, så i juli 1945 blev han idømt otte års lejrophold – som i øvrigt på den tid blev anset for at være en mild dom. Denne kendelse blev afsagt i overensstemmelse med en beslutning taget af OSO (Folkekommissariatet for indenrigsanliggender).
Straffen aftjente han i flere korrektionsarbejdslejre og specialfængsler. I 1946 blev han dog i sin egenskab af matematiker overført til MVD-MGB’s videnskabelige forskningsinstitut og tilbragte den mellemste periode af sin straffetid i sådanne specialfængsler (jf. værket I den første kreds).

I 1950 blev Solsjenitsyn sendt til en af de nyindrettede ”særlige lejre” beregnet til politiske fanger. I en sådan lejr i byen Ekibastuz i Kasakhstan arbejdede han som grovarbejder, murer og støberiarbejder (jf. bogen En dag i Ivan Denisovitjs liv). Der fik han en kræftbyld, som blev opereret, men ikke lægtes. (De sovjetiske fangelejre sammenligner han med en kræftsvulsts giftige metastaser, der breder sig og trænger dybere og dybere ind i landet for til sidst at omklamre det i et kvælende greb.)
En måned efter at hans otte-årige straffetid var udløbet, kom der, uden nogen ny dom og til og med uden resolution fra OSO, en administrativ beslutning om, at han ikke skulle frigives, men forvises for livstid til Kok-Terek i det sydlige Kasakhstan. Denne foranstaltning var dog ikke specielt rettet mod ham, men det var en almindelig fremgangsmåde.
Her i Kasakhstan tog hans kræft til med hast, og i slutningen af 1953 var han døden meget nær. Han kunne hverken spise eller sove og var svært angrebet af kræftbyldens gift. I denne tilstand gav man ham tilladelse til at blive overflyttet til en kræftafdeling i Tasjkent – hvor han i løbet af 1954 blev restitueret (jf. Kræftafdelingen, Hans højre hånd).
I alle de hårde og ensomme forvisningsår skrev han prosa i al hemmelighed, og da han efter 11 års strafafsoning kom til den europæiske del af Sovjet, havde han sine skriverier med sig. Her beskæftigede han sig fortsat i hemmelighed med sit forfatterskab, først i Vladimir-distriktet (jf. Matrjonas’ gård) og derefter i Rjazan.

Om sine skriverier i disse år sagde Solsjenitsyn selv: ”I årene frem til 1961 var jeg ikke blot overbevist om, at jeg aldrig nogensinde i min tid skulle opnå at se bare én eneste linje på tryk. Jeg vovede dårligt nok at lade mine nære bekendte læse noget af det, jeg havde skrevet, af frygt for at det skulle blive kendt.
I 1961 besluttede jeg mig dog for at træde frem og tilbyde En dag i Ivan Denisovitjs liv. Min fremgangsmåde syntes mig ikke uden grund at være meget risikofyldt, eftersom den kunne føre til tab af mine manuskripter og til min egen undergang. Men det tog sig heldigt ud, og man kunne efter langvarige anstrengelser trykke min bog et år senere.”
Trykningen af hans bøger blev imidlertid afbrudt næsten umiddelbart efter, og i 1964 forbød de sovjetiske myndigheder hans skuespil og romaner. I den første kreds blev beslaglagt i 1965 sammen med hans arkiv fra de foregående år. Selv sagde Solsjenitsyn, at det så ud, som om han havde begået en utilgivelig fejltagelse ved at afsløre sine arbejder for tidligt, og på et tidspunkt frygtede han for, at han ikke skulle komme til at føre dem til ende.

De kommunistiske magthavere forsøgte at lukke munden på forfatteren Solsjenitsyn ved at spærre ham inde. Senere beskrev han i romaner det sovjetiske fangelejr-system Gulag.

I 1958 påbegyndte Solsjenitsyn et monumentalt kæmpeværk GULAG øhavet over de fortiede afsnit af den sovjetiske historie. I over 20 år havde han samlet materiale sammen, og ikke færre end 227 personer (alle navngivne) har bidraget med deres egne levnedsskildringer fra lejrene, som så er viderebragt i Solsjenitsyns form.
Disse sovjetborgere fortæller, hvilke ubegribelige menneskelige ofre, tragedier og lidelser, det har kostet at opbygge sovjetstaten.
I værket opruller Solsjenitsyn en endeløs række eksempler på den umenneskeliggørelse og fornedrelse, der ramte den milliontallige skare af fanger, hvis moralbegreber og adfærdsmønstre gik totalt i opløsning, og som i mange tilfælde sank ned på et plan, hvor de mest instinktive og dyriske sider af mennesket fik lov til at styre deres handlinger.
Øhavets gift havde ifølge Solsjenitsyn inficeret hele sovjetsamfundet og forvandlet det til et fængsel, hvor angsten, mistroen, afsondretheden, forræderiet, forfaldet og løgnen udgjorde de mest karakteristiske bestanddele.
Hele værket bæres oppe af Solsjenitsyns vid og bidende ironi, som afløses af hans poetiske digressioner og passager, hvor hans smertefulde identifikation med sit land og folk slår igennem – ofte ledsaget af håbet om, at man en dag vil drive det onde tilbage og lade sandheden om sovjetstatens lidelsesfulde tilblivelseshistorie komme for dagen og dermed gøre op med årtiers løgne. Solsjenitsyn siger således om sovjetstaten: ”Man står simpelthen overfor en mur af løgne. Løgnen er det sovjetiske samfunds støttepille.”

Solsjenitsyn beretter selv i værket – som nok er hans mest kontroversielle og kompromisløse til dato – om, hvorledes han med forpint hjerte i årevis tilbageholdt det færdige værk, men da hans manuskript faldt i hænderne på statssikkerhedstjenesten, var der ikke levnet ham noget andet valg end omgående at offentliggøre det. Det skete i december 1973. Og denne udgivelse af værket på et fransk forlag blev dråben, der fik bægeret til at flyde over hos de sovjetiske ledere. Kort efter besluttede de sig for at berøve Solsjenitsyn hans sovjetiske statsborgerskab og udvise ham af landet til et ufrivilligt eksil i Vesten. Om dette sagde han: ”Jeg har været i dragens flammende bug. Men den kunne ikke fordøje mig. Den kastede mig op igen. Jeg kommer til jer for at vidne om, hvordan der er derinde.
Kommunismen er lige så primitivt et forsøg på at forklare et samfund og individ, som hvis en kirurg ville udføre sine krævende operationer med en kødøkse. Alle de finere nuancer i menneskesindet og samfundsstrukturen er reduceret til materie. Vi har hengivet os til en velstandslyst for enhver pris: vi har sat den materielle velfærd som den jordiske tilværelses vigtigste mål. Forestillingen om, at det kun er det materielle resultat, der tæller, har i den grad bidt sig fast i vort samfund. Vi har på materialismens alter måttet ofre vores livsform, familiesammenholdet, folkeåndens sundhed, vore markers og floders sjæl – men det blæser vi på. Det er resultatet, der tæller.
– Men det er løgn. I årevis krummer vi ryg under straffearbejdet. Med årenes langsomme spiral stiger vi opad i forståelsen af livet, og fra denne højde ses det ganske klart: ”Det er ikke resultatet, der er det vigtigste, ikke resultatet, men ånden!”

Ved sin ubestikkelige holdning og uudslukkelige tørst efter sandhed og retfærdighed vendte Solsjenitsyn gang på gang tilbage til det eviggyldige spørgsmål om det onde og det gode i mennesket. Enhver lejrfange kom ifølge ham til en skillevej, der ville stille vedkommende over for valget mellem at gå til højre og miste livet eller gå til venstre og miste samvittigheden. Solsjenitsyn sagde: ”Kommunismen har aldrig lagt skjul på, at den forkaster alle absolutte moralbegreber. Den afviser hånligt begreberne godt og ondt. Den anser moral for at være noget relativt. Enhver kan handle i overensstemmelse med omstændighederne – det afhænger af klasseideologien, der defineres af en håndfuld mennesker. Mange lader sig rive med af denne opfattelse, og det anses for temmelig naivt at tage ord som godt og ondt alvorligt. Men hvis vi berøves disse, hvad har vi så tilbage? Vi vil synke ned på dyrenes stade!”

I GULAG øhavet finder man billedet af Solsjenitsyns åndelige univers, og hans virkelige credo afdækkes tydeligere og mere eksplicit end i nogen af hans tidligere værker. Med anvendelse af kristendommens centrale lære om det onde og gode, næstekærlighed, retfærdighed og straf rejser han spørgsmålet, om livet i lejrene fører til menneskesjælens opblomstring eller forfald.
”Kun gennem prøvelser og kamp” – sagde Solsjenitsyn – ”kan mennesket opnå den eneste virkelige frihed: åndens eller sjælens frihed! I det øjeblik man er kommet til denne erkendelse, bliver tanken om friheden udenfor pigtrådshegnet til et imaginært begreb, som får denne formulering: Befrielsesdagen! Som om der i dette land findes frihed! Eller som om man kan befri dem, der ikke har vundet sjælens frihed!”
Den erkendelse Solsjenitsyn nåede frem til, gav han udtryk for i dette digt, der beskriver, hvordan han selv fandt vejen til friheden:

Hvornår har jeg kunnet miste alt velsignet, som kom fra Dig hele min barndom, jeg jo tilbragte i dine templers lysende sang.
Da glimted al boglig lærdom og gennemtrængte min hovne forstand al verdens hemmelighed syntes fattelig min livsbane – føjelig som voks.

Jeg har fået mit gamle mål tilbage – og nipper atter af det levende vand –
Oh almægtige Gud, jeg tror på ny – selv den faldnes skridt har du ledet.

Dimitrij Panin (forbilledet for Dimitrij Solodging i ”I den første kreds”) sad 16 år i Stalins fangelejre og heraf fem år sammen med Solsjenitsyn, og han kender hans vej fra ateisme til tro.
”Da jeg først mødte Solsjenitsyn i fangelejren, var han ateist. Men den grusomme menneskelige lidelse fik ham til at revidere sit standpunkt. Jeg så, hvordan han for mine øjne forvandledes til en kristen,” beretter Panin.
Selv sagde Solsjenitsyn: ”Gradvist gik det op for mig, at skillelinjen mellem ondt og godt ikke går mellem stater, klasser eller partier – den går gennem ethvert menneskes hjerte – gennem alle menneskehjerter. Jeg begyndte at forstå løgnen i alle historiens revolutioner: de udrydder kun bærere af ondskaben (og i al hastværk også bærere af det gode!), men det onde arver de i endnu større format!
Jeg skuede tilbage og indså, at jeg hele mit bevidste liv ikke havde forstået mig selv og min stræben. Længe havde det, som faktisk var ødelæggende for mig, forekommet mig godt. Men ligesom havets brændingsbølger vælter den uerfarne svømmer omkuld og kaster ham op på bredden – således blev jeg gang på gang smertefuldt kastet tilbage på fast grund! Og først da kunne jeg gå den vej, jeg altid havde villet!”

Årene i de sovjetiske fangelejre åbnede Solsjenitsyns øjne for Gud. Han kunne ikke længere acceptere tesen om, at mennesket kun er et produkt af det sociale miljø, og at alt åndeligt liv er en afspejling af de økonomiske forhold.
Han nåede i stedet frem til den erkendelse, at kun et guddommeligt indgreb kan overvinde det onde. Den vil lede mennesket frem til Gud, som for ham var livets ophav og mål og den kraft, der kan frembringe revolutionerende forvandling, selv der hvor de ydre såvel som indre forhold er vanskelige og pinefulde.
I den kristne livsanskuelse så Solsjenitsyn den faktor, der kan fordrive det onde og lade sandheden fortrænge fortielser og løgne i sovjetstatens historie, så det russiske folk kan genvinde sin moralske renhed og menneskelige værdighed.