En levende og voksende bevægelse
Ny bog om en meget interessant del af dansk kirkeliv: huskirker.Kirken kommer hjem er en bog om huskirker og med Svend Løbner, der selv i mange år har været aktiv indenfor området, som en af forfatterne.Bogen bygger på interviews med repræsentanter for en række huskirker. Og på baggrund af disse tegner forfatterne et billede af huskirkerne i Danmark, deres fælles træk, forskellene, deres særlige kendetegn, og deres stærke og svage sider. Citaterne er anonymiserede, og kun i enkelte tilfælde kan man genkende en konkret sammenhæng. Dette er både en fordel og en ulempe, men jeg hælder nok mest til det sidste.
Ikke uventet fokuseres der i bogen meget på huskirkernes relationelle side. Her skiller de sig ud i forhold til større og mere traditionelle kirker. I huskirkerne ser man sig som en familie, der lever sig ind i hinandens liv. Det handler også om autencitet og ægthed, som vel er meget efterspurgt blandt mange, eller om ønsker om en uformel stil, og om at give alle mulighed for at virke med ved kirkens samlinger.
Forfatterne tager dog også svagheder og ulemper op, hvilket gør bogen lidt mere helstøbt. F.eks. berøres risikoen for at magtmennesker kommer ind og tager meget tid og bringer meget forvirring. Eller savnet af større fællesskaber, ikke mindst for børn og unge.
Det virker, som om forfatterne i bogen tilstræber en bevidst søgervenlig stil, hvor kristne begreber søges beskrevet med vanlige og knap så kirkelige ord. Bogen sætter sig her en smule mellem to stole. Hvis man vil nå ud til søgende, som er nysgerrige efter, hvad huskirker er for en størrelse, så er det glimrende, men hvis man vil tegne et portræt af huskirker overfor andre kristne, er det til tider en smule distraherende og lidt overpædagogisk. Det ændrer dog ikke på, at bogen overordnet set er letlæst og tilgængelig.
Man sidder dog tilbage med en række spørgsmål, som ikke helt entydigt besvares i bogen, og som nok kunne have fortjent mere opmærksomhed.
Først og fremmest om huskirkerne i egne øjne ses som dén rigtige måde at være kirke på eller blot en ligeværdig form blandt andre. Og om man bekender sig til nogle principielle, teologiske eller ideologiske standpunkter, som trækker en grænse i forhold til almindelige kirker, fx om det er forbudt på sigt at aflønne ledere, eller om det er forbudt at vokse ud over husstørrelse uden at blive delt, eller om det er forbudt at lave vedtægter og mere formelle rammer for kirkens liv.
Man kan også stille spørgsmålet, om det nære og familiære liv, man ser i huskirker, ikke også kunne finde sted i traditionelle kirker, i cellegrupper og lignende, og i givet fald, hvor huskirken har sin styrke på trods af dette.
Når det er sagt, tegner bogen under alle omstændigheder et billede af en måske lille, men dog vældig interessant del af dansk kirkeliv, og den giver et gedigent vidnesbyrd om, at der er en levende og voksende huskirkebevægelse i Danmark. Tilhængere af huskirker kan glæde sig over, at de på den måde bliver synlige, og (vi) andre kan finde mange ting at tænke over.
Jette Vibeke Madsen
og Svend Løbner Madsen:
Kirken kommer hjem
191 sider 248 kr.
cBooks