Lejrlivets x-faktor
Kristne sommerlejre er nu den smukkeste tid på året. Og desuden den bedste anledning til at lave ballade! Da jeg som 10-årig var på en kristen sommerlejr, besluttede min veninde og jeg at peppe tingene lidt op. En eftermiddag holdt lederne samling, og vi så det som vores pligt at minde dem om vores tilstedeværelse. Vi fik øje på en rengøringsvogn og lod os inspirere. Vi fyldte en stor spand med vand op til randen og planlagde vores kup.
Planen var, at min kriminelle partner åbnede døren, mens jeg med mine spaghettiarme – balancerede ind med den fyldte spand vand og hældte den udover så mange ledere som muligt.
Som tænkt, så gjort. Plask!
Men ved synet af alle de forundrede og vrede ledere, valgte min medskyldige imidlertid at smække døren i og løbe væk. Så da jeg havde fået skabt nok vandskade på både hår, tøj og gulvtæppe og ville stikke af, knaldede jeg hovedet ind i en låst dør.
Med dobbeltsyn og lidt hjernerystelse fik jeg dog låst døren op og spænede ud. Det eneste, jeg kunne høre i mine vindblæste ører, var mit navn i Emil-fra-Lønneberg-accent.
Min veninde hev mig ind i et rengøringsskab, hvor vi gemte os, indtil lejrchefen fandt os og bad os om at tage et par mopper og gulvklude med ud, når nu vi alligevel var derinde.
Ledernes reaktioner på vores vandede ugerning var overraskende blandede. Nogle syntes, det var et hylemorsomt forfriskende indslag på dagen. Andre mente, vi skulle sendes hjem.
Vi var naturligvis superhelte blandt lejrdeltagerne og blev hædret med gratis slik og sodavand. Det hele endte vist med et par ekstra opvasketjanser ude hos den sure køkkendame.
Nu skriver jeg jo selvfølgelig ikke om denne hændelse i Udfordringens fantastiske bagsideklumme med henblik på at inspirere kommende generationer af 10-årige lejrdeltagere
men udelukkende for at fortælle om farerne ved at have en smule problemer med autoriteter!
Ellers ville jeg jo i stedet kunne nævne flere hændelser, fx en farverig ildelugtende sko-guirlande i en spisesal, eller glæden ved at påklæde sig dyne & sejlgarn og lege sumobrydere klokken 2 om natten, eller blot starte en klassisk udendørs vandkamp i sommerheden. Mulighederne er uendelige.