Prædikanter protesterer mod homofestival

Johnny Noer (øverst)
og Johs. Facius.

To garvede ”protestanter” vil stille sig op på Axeltorv i København den 9. august og demonstrere mod, at Tivoli omdannes til såkaldt ”homoparadis” i den kommende uge.
Johnny Noer og Johannes Facius stod i spidsen for Unge Kristne i begyndelsen af 1970’erne og protesterede dengang mod fri pornografi med en storstilet aktion, hvor pornobutikker over hele landet blev overklistret med plakater.
– Nu har vi fundet boksehandskerne frem igen, smiler Johannes Facius.
Hele ugen fra den 9.-16. august er Tivoli i kørt i stilling under sloganet ”Tivoli goes gay!”
– Vi vil stille os op med et banner, hvor der står: Tivoli goes gay – Tivoli goes gray!, fortæller Johnny Noer. – Så må folk selv komme og spørge, hvad det betyder.
De to gamle ”Unge kristne” håber, mange kristne og gamle venner vil troppe op den 9. august kl. 11, hvor Noer og Facius vil prædike og læse højt, hvad Bibelen siger om homoseksualitet.
/sl