Anne fra Miss B. Haven: Ingen gren kan overleve alene
Anne Vig Skoven var i over 10 år rockguitarist i pigebandet Miss B. Haven. Midt i 1990erne lagde hun dog musikken på hylden til fordel for teologistudierne, og i dag er hun præst ved Esajas Kirke på Østerbro.
Jesus sagde: Jeg er vintræet, I er grenene (Johannesevangeliet 15,5)
På søndag har vi dåb i Esajas Kirke igen. Det har vi faktisk ret tit, selvom statistikken ellers siger, at der bliver færre og færre dåb her i København. På søndag er det en lille pige, der skal døbes. Hun skal hedde Kamma, og jeg skal tegne korsets tegn for hendes ansigt og bryst og døbe hende i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
I kristen sammenhæng er dåben den vigtigste begivenhed i et menneskes liv. Alligevel er det ikke til at se på nogen, om de er blevet døbt. Det usynlige korstegn, der tegnes på ansigt og bryst i dåben, er og forbliver usynligt for det blotte øje. Men række efter række ned gennem kirkeskibet, på rynkede såvel som glatte pander, står disse usynlige kors tegnet.
Bibelen har et billede for dette usynlige dåbsfællesskab. Det antydes i den korte formaningstale, som jeg skal holde til Kammas forældre og fadderne i slutningen af dåben. Der hedder det nemlig overraskende – at hun nu er indpodet på Kristus. I den ellers så prosaiske formaningstale om at opdrage barnet i den kristne børnelærdom optræder pludselig dette fragment af et billede, løsrevet fra sin poetiske sammenhæng.
Jeg tænker tit, at det for den uindviede må være det rene volapyk. Man skal have lidt kendskab til enten frugtavl eller til Bibelen for at kunne fange billedet i forbifarten. Plus en god portion poetisk sans. De bibelske billeder giver sjældent mening, hvis man lever af fornuften alene.
I evangelieteksten til på søndag bliver det klart, at det billede, formaningstalen hentyder til, er et vintræ. Det kunne egentlig lige så godt være et dansk æbletræ, men i Bibelen er det nu et vintræ. Man skal forestille sig Jesus Kristus som et vintræ, og det lille barn som en gren, der podes ind på dette enorme træ, som allerede har millioner af grene.
Det lyder jo ret vildt, men billedet af barnet som en indpodet gren er på en gang både let fatteligt og dybsindigt, synes jeg. Man behøver jo ikke at være botaniker for at vide, at ingen gren kan overleve uden en stamme.
Hvis man skærer en gren af et træ og sætter den i vand, kan man have den hos sig i en vis tid, men så visner den. Stikker man den ned i jorden, visner den også. Den kan ikke leve uden stamme.
Det er Bibelens påstand om mennesket, at det er som en afskåren gren. Fortabt uden forbindelsen til den stamme, der kan trække liv og næring op fra rødderne og give det videre.
Og her sprænger vintræsbilledet vores forestilling om tid og rum, for det liv, der tales om, er mere end det liv, vi kender. Grenene på træet er nemlig ikke bare de mennesker, vi har omkring os, men også alle de generationer, der har siddet på kirkebænkene før os. Alle er en del af det store vintræ, hvis rødder strækker sig helt ned i evigheden.
Det er dog ikke er meningen, at man skal forvilde sig helt ind i evighedens trækroner. Et frugttræ skal naturligvis bære frugt! Lad vore hænders nøgne træ få blomst og blade, lad vore liv her bære frugt til lægedom for andres sår, beder den norske salmedigter Svein Ellingsen i salmen Vi rækker vore hænder frem.
Det kristne menneskes liv er et udadrettet liv. Det fortaber sig ikke i sin egen spiritualitet eller frelse. Det begrænser heller ikke sin næstekærlighed til de andre kristne i det usynlige dåbsfællesskab.
Men grenen bestemmer selvfølgelig ikke selv, om den vil bære frugt eller ej. Det afhænger helt af forbindelsen til stammen. Kristendommen har den optimistiske forventning til mennesket, at jo mere liv, man suger til sig fra stammen, des mere frugt bærer man. Eller med andre ord: at der er en organisk forbindelse mellem det, man tror, og det, man gør.
