En indvielse i kristen mystik
Ny bog af Ben(ny) Alex – med udgangspunkt i hans omdiskuterede bog Vejen ud.Benny Alex, nu Ben, er på banen med en ny bog Mødet med Eckhart – En indvielse i kristen mystik. Den skal helt klart ses i forlængelse af hans meget omdiskuterede bog Vejen ud, der fik mange til at stille spørgsmålstegn ved hans kristne tro, hans tro på Gud, på Jesus og på Helligånden.Han var virkelig med til at skille vandene i de dage, men måske var han lidt forud for sin tid, når man ser på de bøger, der efterfølgende er kommet af Peter Halldorf, Magnus Malm og til en vis grad også Brian MCLaren. Sidstnævnte er jeg ikke særlig begejstret for, idet jeg oplever, at han på flere områder er på vildveje. Mødet med Echart kan føjes til gruppen af nye bøger om kristne mystikere, som udgives i stigende grad i disse år.
selvbiografisk roman
I Mødet med Eckhart tages der udgangspunkt i Vejen ud, og derefter tages læseren i bogens andel del – en delvis selvbiografisk roman – med på en personlig rejse ind i den kristne mystiks fascinerende landskab og bliver på den måde introduceret til flere mystikere og nogle af deres værker fra 200-tallet og frem til i dag. Der er tale om en kombination af personlig erfaring og mystikernes tidløse vidnesbyrd.
I bogen følger vi Ben Alex gennem hans indre kampe siden Vejen ud, til han lander på en kroatisk ø i det Ægæiske Hav. Her møder han en noget utraditionel munk ved navn Eckhart, der bliver hans lærer og mester, mens han opholder sig på øen. Eckhart tager ham med ud på en næsten øde ø ikke så langt fra den ø, hvor de mødtes, til en fysisk og åndelig overlevelsestur. Her udsættes han for dybtgående samtaler, åndedrætsøvelser og dykkertræning, og på dybderne møder han nye sider af sig selv, af livet og af det åndelige liv, og han vender hjem med en indsigt, som kun er tilgængelig for den, der vover sig ud på dybet og dykker ned på bunden. Jeg står stadig uforstående over for, hvad åndedrætsøvelserne og dykkertræningen skulle være godt for.
En af de mystikere, som Ben Alex præsenterer læserne for, er Meister Eckehart fra 1400-tallet, og måske samles Meister Eckehart og andre mystikere i virkeligheden i en opdigtet romanfigur i Mester Echarts skikkelse i Ben Alexs egen søgen efter dybere lag i forholdet til Gud og i hans forsøg på at viderebringe de dybere lag til læserne? Her er jeg som læser usikker.
Bogen er i virkeligheden en meget teologisk og filosofisk bog, ikke helt nem, nærmest lidt elitær. Men det er lidt besynderligt at skrive en så teologisk og filosofisk bog, når man har indledt en diskussion om Ord. Ord er ikke, hvad de giver sig ud for. Ord er pointers. Mester Eckhart læser stort set ingen bøger, ikke filosofi og teologi. Han siger på side 53: Ingen teologi. Ingen filosofi. Bøger er ord, ord er tanker, og tanker er noget, vi selv har fundet på – inklusive teologi og filosofi. Men bogen er fyldt med teologi og ikke mindst filosofi, og der er et dilemma i at tage afstand fra teologi og filosofi og så at bruge de to discipliner til at forklare den større åndelige forståelse, man er nået frem til. Men ord er alligevel den eneste måde, man kan give udtryk for det, der rører sig i én.
Vejen ud blev udgivet på Forlaget Scandinavia. Mødet med Echart er udgivet på et nyt forlag, Gnosis Forlag, Ben Alexs eget forlag, og navnet på forlaget er ikke tilfældigt. Det græske ord gnosis betyder visdom eller indsigt. Gnostikerne lærte, at mennesket gennem udvikling af bevidstheden kan nå frem til en direkte forståelse af de skjulte dimensioner i Skabelsen, og det er netop en del af budskabet i bogen. Gnostikerne hævdede, at de repræsenterede den sande kristendom, som den kom til udtryk i Jesu hemmelige lære, og de anvendte forskellige teknikker, som gør det muligt at se Guds rige inden man dør. Man kan ikke umiddelbart udlede af bogen, at Ben Alex er gnostiker, men gnosticismen har helt klart inspireret ham i den livsrejse, han har begivet sig ud på. Selv er jeg meget skeptisk i forhold til gnostiscismen.
Gnostikerne blev udsat for svære forfølgelser i det fjerde og femte århundrede, men gnosticismen overlevede som en esoterisk understrøm gennem middelalderen. Den kom til udtryk i enkelte klostersamfund, og hos kristne mystikere som Teresa de Ávila, Juan de la Cruz (Johannes af Korset), Hildegard von Bingen, Meister Eckehart og Jan van Ruusbroec. I dag er interessen for gnostisk kristendom i øvrigt stigende – også inden for kirken. Det skal tilføjes, at gnosticismen blev fordømt som kættersk af oldkirken.
Jeg troede undervejs, at navneskiftet hos forfatteren fra Benny til Ben skulle ses i lyset af den åndelige rejse/udvikling, han har gennemlevet. For at få min nysgerrighed styret, kontaktede jeg ham, og der ligger en helt anden og ganske enkel forklaring bag navneskiftet. Han hedder faktisk rent lovmæssigt Ben, efter at han i USA ikke blev kaldt andet af familie og venner. En anden grund var, at han ønskede at udtrykke sin identitet ved, at han er søn (Ben) af Alex (hans fars fornavn). I sine bøger har han hidtil holdt fast i forfatternavnet Benny, men synes nu, det er på tide at ændre det til Ben.
Bogen er et udtryk for et klart ønske om at komme Gud nær og at leve i hans nærhed. Den er uhyre velskrevet, rimelig let at læse, men flere steder ikke så let at forstå. Ben er klart inspireret af Søren Kierkegaard, som mange opgiver at læse, det samme kan ske med Mit møde med Echart – En indvielse i kristen mystik.
Ben Alex:
Mødet med Echart
– En indvielse i kristen mystik
224 sider 200 kr.
Gnosis