Her er vandet så tykt som vælling

Høvdinge fra Tanzania sendte nødråb efter drikkevand.
Udfordringen har besøgt landsbyen, hvor en mudderpøl skal dække 4000 menneskers behov.Fire høvdinge i Tanzania sendte nødråb efter vand. Danske pinsekirker indsamlede hurtigt 225.000 kr. til nye brønde. Og nu har kirkernes nødhjælpsorganisation netop besøgt en landsby og opdaget et akut behov for rent drikkevand.
Et brøndprojekt er begyndelsen på International Aid Services’ engagement i Tanzania.

Torben Madsen fra IAS sammen med lokale partnere i Tanzania: præsten, landsbyformanden og missionær Verner Madsen.

Vi befinder os knap 1000 km sydvest for Nairobi i landsbyen Migondwa. Her har de gravet et par meter ned i den porøse sandjord efter vand. En vandpyt med noget, der ligner muddersovs, er dukket op, og her henter alle landsbyens 4000 indbyggere deres drikkevand, inklusive 600 skolebørn. Over 50 børn må hver dag blive hjemme fra skole på grund af diarré og ondt i maven.

Iddi Ifanda er landsbyformand og fremviser lister med skolebørnenes fravær.
– Fordi vandet er snavset, får folk ondt i maven. Det er også et problem, at folk går hen til det samme vandhul med deres familie og bader, klager han.
For kilden er den eneste i miles omkreds.
Vandet i vandhullet vil ikke række tørtiden igennem, forklarer Ifanda. Det er tørtid fra juni til december, men til oktober vil vandhullet være udtørret. Derfor haster det at få gravet en brønd.
– Fordi der ikke er nok vand i kilden, bliver vi nødt til at cykle langt for at hente vand. Vi cykler af sted tidligt om morgenen og kommet først tilbage med vand ved to-tiden om eftermiddagen. Der er kun 20 liter i en spand, og derfor må man cykle af sted flere gange om dagen. Fordi familierne er på 10 medlemmer, måske 20, rækker en enkelt spand ikke langt, forklarer landsbyformanden.

Torben Madsen er daglig leder for International Aid Services og tydeligt berørt af situationen. Han tager en rask beslutning om at grave ikke kun én, men flere brønde. Ifølge FN bør der være en brønd for hver 250 indbyggere. IAS har gravet hundredevis af brønde i bl.a. Sudan, Kenya og Sri Lanka. Her graver man en brønd for hver 500-1000 indbyggere. Uanset målestok er det i hvert fald bedre end et enkelt vandhul til 4000 personer.
Han spørger landsbyformanden, hvad de selv kan gøre for at komme i gang så hurtigt som muligt:
– Vi er klar til at grave, vi har unge mennesker, som allerede i morgen kan begynde at grave, forsikrer landsbyformand Iddi Ifanda.
Nu skal arbejdet organiseres, brøndringe lægges ned og et dæksel med håndpumpe placeres øverst.
– Vores mål er at grave fire brønde i Migondwa, men det afhænger af behovene i de andre landsbyer. Vi starter nok med et par brønde i hver landsby, forudser Torben Madsen.

Han ankom sammen med programleder for Østafrika Anders Jacobsen og missionær Verner Madsen efter fem timers kørsel over stok og sten. En hel velkomstkomité tog imod dem, og kvinderne dansede og sang. Migondwas indbyggere tilhører Wasukuma-stammen og bød efter traditionen velkommen med sød og røget the og ”samusa”, en trekantet forårsrulle med kødfyld.
Efter at alle formaliteter var overstået, blev danskerne ført hen til kilden med det mudrede vand, der nærmest havde konsistens som vælling. Kvinderne viste, hvordan nogle går helt ned i vandhullet for at skovle vand op i spande. Andre står på en afsats med klæde bundet sammen som reb om spanden, mens de kaster den de to meter ned til vandpytten.

Migondwa ligger 125 km fra Sanjaranda, hvor danske missionærer har etableret kirker, skoler og et stort landbrugsprojekt siden 1954. De fire høvdinge sendte deres nødråb efter vand til de lokale missionærer, Margaret og Verner Madsen, der sendte nødråbet videre til Danmark. På Pinsekirkernes SommerCamp i Mariager midt i juli samlede de 50 pinsekirker 225.000 kr. ind til brøndene. Og nu kan arbejdet komme i gang i landsbyen, hvor der ikke engang er en vej, men kun traktorer og firehjulstrækkere kryber frem ad stierne.
Missionær Verner Madsen har allerede lokaliseret flere vandårer, bl.a. på skolens grund.
– Det er vigtigt for IAS, at brønden ikke placeres på kirkens eller privatpersoners grund. Der skal være adgang for alle uanset religion, stamme og social status, pointerer Torben Madsen.
Hver brønd skal graves så dybt, at der er halvanden meter vand i den. Man regner med, at der er rent vand ca. syv meter under jordoverfladen.

Brønden skal graves med håndkraft. Landsbyens stiller arbejdskraft til rådighed til at grave og hente vand og sand til betonblandingen, IAS og Verner Madsen kommer ud og støber brøndringe i beton på stedet. Brøndringene sænkes ned i hullet en efter en, efterhånden som arbejderne graver dybere og dybere. Når der graves, synker brøndringene dybere og der kan lægges yderligere brøndringe ovenpå. Hver brøndring er 1,2 meter i diameter og en halv meter dyb. Dvs. der skal 14 brøndringe til en brønd på syv meter. Sammen med udgifter til cement, diesel og enkelte lønninger til teknikere kommer hver brønd til at koste 1000 kr. pr. meter. Man regner med, at prisen pr. brønd i gennemsnit bliver 10.000 kr. alt afhængig af, hvor langt der er til de underjordiske vandårer. Ved at grave flere brønde i landsbyen på én gang, kan der spares yderligere på ressourcerne. Efter at brønden er gravet og brøndringene sat i, lægges et dæksel, hvorpå der placeres en vandpumpe.