Julie lærte at synge på efterskole
Julie Lindell fandt ud af, at hun kunne synge på Efterskolen Kildevæld i Kolding. I dag lever hun af at synge og leder flere gospelkor. Hun har også sunget for regeringen.- Det har været et af de bedste år i mit liv,
et enormt vigtigt år.
De rosende ord om tiden på Efterskolen Kildevæld kommer uden omsvøb. Vi er på besøg hos Julie Lindell og hendes mand og pianist Markus i deres lejlighed i Københavns nordvestkvarter.
Hun har drevet det vidt, siden hun var på efterskole i 1993: startet seks gospelkor, sunget med på film, underholdt ved en regeringsmiddag, og hun turnerer i dag med gospel som teambuilding for virksomheder.
Men alt dette var måske ikke blevet til noget, hvis hun ikke var kommet på efterskole og tilfældigvis var landet på et valgfag, som handlede om musik:
– Jeg havde egentlig valgt keramik som valgfag. Men der var ikke plads, så jeg blev sat på Musicalskrivning. Det var nedtur, og jeg hadede det! Jeg var ikke særlig god til at skrive, og i folkeskolen gik jeg til stavehjælp. Mine stile plejede at være meget røde!
Men da en lærer fremlagde sin idé om flugt og virkelighedsflugt, fandt Julie ud af, at hun var nødt til at overvinde den forhindring:
– Man skulle skrive replikker, og jeg fandt ud af, at hvis jeg hurtigt indtalte dem på en diktafon, så blev det mundret. Jeg endte med at skrive en sang, som skulle være med i musicalen. Den handlede om en flygtning, som kom til Danmark og oplevede, at danskerne flygtede fra sig selv.
Men hvem skulle have hovedrollen som flygtning? Der var 5-7 piger, som var mørke, og alle havde gættet på, hvem der skulle have hovedrollen. Men det endte med at blive Julie – med sort hår og sovsekulør i ansigtet.
– Det var en kæmpe cadeu, husker Julie. Jeg har altid oplevet mig selv som lidt middelmådig, leverpostejagtig og ikke god til noget særligt. Men nu skulle jeg oven i købet synge den sang, jeg selv havde skrevet til musicalens slutning.
Forestillingen, og ikke mindst Julies sang, fik megen ros, og det styrkede selvtilliden:
– Det var mega fedt at opleve. Der er noget, jeg er god til! Og så har jeg faktisk sunget lige siden.
Sammen med to andre piger startede hun gruppen Soya. De sang til forskellige arrangementer på skolen og lavede en ny farvelsang, som blev opført ved dimissionsfesten.
Siden gik det stærkt med Julies karriere som sanger. Efter opholdet på Kildevæld sang Soya sammen i 10 år, samtidig med at Julie dirigerede Copenhagen Gospel Choir i Københavns Kulturcenter og startede bl.a. Copenhagen Gospel Voices, Gentofte Gospel og for nylig Copenhagen Gospel Singers på Filippavej. I dag er gospel blevet hendes levevej.
Ud over at dirigere gospelkor optræder Julie på skoler med gruppen Gospel Sisters og arbejder også solo med gospel som teambuilding for virksomheder:
– Det startede med, at jeg fik kontakt med et firma, som laver kurser for virksomheder i krise. Direktøren havde meldt sig ind i vores gospelkor og blev tændt for det. Han havde en afdeling, hvor de ikke arbejdede godt sammen og spurgte: De har brug for glæde. Kan I ikke komme og synge?
– Vi tog ud og havde halvanden time, hvor vi lavede dem om til et gospelkor: Varmede op, grinede en masse, øvede og endte med at synge flerstemmigt. Vi fik gode tilbagemeldinger, så firmaet begyndte at bruge os mere.
Julie har nu brugt gospel som teambuilding på Novair, Philips, Blumøller, Herning Konferencecenter og andre firmaer og endda med den danske regering. Det var i 2004, hvor endnu en af Julies grupper, Gospel Electric – fire piger og et klaver – var inviteret til Venstre og Konservatives årlige middag i Den sorte diamant.
– Vi fik at vide af statsministeriet, at musikken skulle være så høj, at man kunne synge med og så lav, at man kunne snakke. Det måtte kun vare 45 minutter, mens de spiste dessert. Vi endte dog med at synge i over halvanden time.
– Vi startede med sangen Shackles, og så blev der bomstille i hele rummet. Politikerne sad ved borde, hvor halvdelen sad med ryggen til. Ikke en fod vippede. Da sangen var slut, turde vi ikke kigge på hinanden. Vi havde aldrig i den grad prøvet at dø på en scene!
– Nu må det briste eller bære, tænkte jeg. Der skal ske noget. Og så sagde jeg til regeringen: Venner kom nu op at stå, nu skal vi synge. Så går vi fra side til side, smækker poterne sammen osv. Så rejste de sig så sandelig op og klappede og sang af hjertens lyst. Til sidst i koncerten var de helt oppe omkring os. Skatteministeren sang This little light og Jens Rhode Oh happy day. En af ministrene stod med lukkede øjne og hænderne åbne. Flere græd og var meget berørte.
Efter halvanden time, hvor vi havde alles – og især Anders Fogh Rasmussens – opmærksomhed hele tiden, sagde jeg: I har et stort ansvar. Vi vil ønske jer Guds velsignelse, og at I må få visdom til at lede vores land. Da blev der helt stille, og flere bøjede deres hoveder.
Efter koncerten kom forskningsminister Helge Sander og sagde: Det var en fantastisk aften! Og Jens Rohde sagde: Er du klar over, at der skete et mirakel i aften? Aldrig har jeg set folk fra Konservative og Venstre have det så sjovt og rart sammen!
Julie har masser af historier om gospelmusikkens virkning på folk:
– Alle siger det samme: sikke en karma, aura, kærlighed, fred, det er overnaturligt, det bobler, man er høj, der er en guddommelig connection.
Og det kan blive begyndelsen til, at kirkefremmede nærmer sig det kristne budskab et budskab, Julie selv fik ind under huden på efterskolen. For selv om man som Julie er vokset op i en kristen familie, hvor ens far er præst i en frikirke, kan man godt have brug for at reflektere over troen:
– Efterskole er noget af det bedste, man kan gøre for sine børn, at lære sig selv at kende i et kristent miljø med så dygtige lærere.
– Giv din teenager et år til at finde sig selv og Gud i sit eget tempo, opfordrer Julie. I gymnasiet kunne man tydeligt mærke, hvem der havde været på efterskole. Det var dem, som var teamplayers, sociale og udadvendte.
– At være på efterskole har indtil videre været et af de bedste og mest udviklende år i mit liv, slutter Julie Lindell.
