Om gavmildhed og stolthed

Jeg skal til Kirk Franklin-koncert. Selveste Kirk Franklin kommer til Horsens, og jeg skal ind og høre ham. Det bliver så fedt. Men faktisk var det lige før, jeg ikke kunne komme med. En billet koster nemlig knap 300 kr., og det er altså mange penge at hive ud af et stramt budget. Jeg havde egentlig vænnet mig til tanken om, at jeg ikke skulle med. Jo, jeg var da træt af det, men jeg skal jo have penge til mad.
I mit gospelkor var der stor interesse for koncerten. Faktisk har vi aflyst en øveaften for at give dem, der vil, mulighed for at komme med. Så det jeg havde at se frem til, var ingen koncert og ingen øveaften. Øv.
En af mine gode venner fra koret har mange gange spurgt mig, om jeg skulle med til koncert. Jeg har svaret nej hver gang, men hun har spurgt alligevel. Sidste torsdag spurgte hun så igen. Jeg svarede nej, og så spurgte hun, om det var fordi, jeg ikke havde råd. Lidt flov måtte jeg indrømme, at ja, det var sådan, tingene hang sammen. Så var det, overraskelsen kom. Min ven tænkte lidt og spurgte så, om jeg havde råd, hvis hun betalte halvdelen af billetten.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. På den ene side ville det virkelig hjælpe, hvis hun betalte halvdelen. Men på den anden side syntes jeg næsten ikke, jeg kunne tillade mig at tage imod tilbudet. Jeg er, som de fleste danskere, opdraget til at kunne klare mig selv og ikke bede andre om hjælp. Da min ven tilbød at betale for mig, satte det gang i en konflikt mellem min lyst til at komme til koncert og min stolthed ved at klare mig selv.
Jeg begyndte lidt halvhjertet at protestere i beskedenhedens navn. Men da jeg så min ven i øjnene, holdt jeg dog op. Jeg kunne se, at hun virkelig mente sit tilbud og ønskede at hjælpe mig til at få en oplevelse. Alligevel var det svært for mig at acceptere hjælpen. Jeg gjorde det og gav min ven et stort knus, men det var virkelig svært.
Hvorfor skal det være sådan? Når nogen tilbyder deres hjælp, må man da gå ud fra, at de rent faktisk ønsker at hjælpe. Hvorfor er det så et problem at tage imod? Vi mennesker er ikke skabt til at klare os selv. Vores stolthed er ikke andet end dumhed og arrogance. Vi er sat på Jorden for at hjælpe hinanden, og jo før vi accepterer det, jo bedre.