Synnøve Søe:
– Troen holder mig i live

Troen på Gud er det faste holdepunkt for Synnøve Søe, der har slået sig til ro på Bornholm efter en omtumlet opvækst og berømmelseEn søndag sad Synnøve Søe i sin kirke, Bodilsker Kirke, hvor præsten, Frederikke Kjeldesen, var ved at udlægge søndagens tekst fra prædikestolen. Pludselig begynder Synnøve at græde. Jesu ord om ikke at dømme og hade andre har ramt hende. Hun tænker på mordere, pædofile og andre, hun ikke kan elske. Hun rækker fingeren op.
„Jeg ved godt, jeg kunne vente med at spørge til kirkekaffen. Men jeg vil så gerne have, at du svarer mig, mens du har præstekjolen på. Jeg hverken kan eller vil elske alle. Vil Jesus så ikke kendes ved mig?“ Spørger Synnøve fra kirkebænken.
„Det, Jesus siger her, er målet. Ingen af os er der endnu. Vi må se os selv som i lære som kristne,“ svarer Frederikke Kjeldsen hende.
Synnøve Søe er et følsomt menneske med let til tårer. Men lige så umiddelbar er hun, når hun giver udtryk for sin begejstring og glæde.
– Når jeg går ud af kirken, føler jeg mig opløftet. Der findes ikke en pille eller en flaske spiritus, der kan gøre mig så glad. Jeg føler mig som en løbsk hest, danser og hopper og giver knus. Det er ikke alle præster, der kan rumme det. Men Frederikke kan.
Præsten i Bodilsker Kirke må også rumme den 41 årige kirkegængers kontante ud-meldinger, som når Synnøve synes, at prædikenen har været for vandet.
– Gudstjenesten er ugens højdepunkt for mig, og jeg vil have noget at gå hjem på. Ikke sådan at forstå, at præsten skal udlægge teksten efter mit hoved, men jeg vil have en sætning at leve videre på. Første juledag udvandrede jeg af kirken og sagde bagefter til Frederikke, at hvis hun ikke havde noget ordentligt at sige, kunne hun da i det mindste sige „Tillykke Jesus!“

– Jeg har altid ønsket at blive præst.
Men jeg ved ikke, om jeg kunne holde til
jobbet i længden, siger Synnøve Søe, der
indenfor den nærmeste fremtid skal prædike
i Bodilsker Kirke på Bornholm

Den kristne tro er ikke noget, Synnøve Søe har fået med hjemmefra. Men fra hun var ti år, blev kirken hendes faste holdepunkt i en traumatisk og forvirret barndom.
– Da jeg var ti år, flyttede jeg med min mor og hendes mand ind på et nedlagt landbrug i Lerbjerg ved Hadsten. Grunden stødte lige op til kirken. Men jeg vidste ikke, hvad en kirke var. Da kirkeklokkerne ringede, spurgte jeg min mor, hvad det var for nogle klokker, der ringede? Og hvad en kirke var? Om søndagen gik jeg selv over i kirken.
– Jeg kom hver søndag. Nogle gange var jeg den eneste kirkegænger, og som reglerne foreskriver, spurgte præsten, om han skulle gennemføre gudstjenesten. „Ja,“ svarede jeg, selv om jeg ikke forstod meget af hverken prædiken eller salmer.
– Men jeg tror, jeg fik direkte adgang til Gud, ligesom jeg fik en ro og et netværk, forklarer Synnøve, der i mange år selv ønskede at blive præst. Hun elsker at læse og diskutere teologi, ligesom hun stadig nyder stilheden og liturgien, som hun finder den i folkekirken.
– Det må være en menneskeret at få lov at fordybe sig én time om ugen, siger hun, men indrømmer, at det ind imellem kan være lidt svært, når hun har sin søn, Romeo med. Det er ikke let for en femårig dreng at sidde stille en hel gudstjeneste.

Synnøve Søe blev kendt i Danmark, da hun i 1989 debuterede med den meget omtalte roman, Fars, som beskriver konsekvenserne af en barndom med bl.a. misbrug, skilsmisse og forældres selvrealisering på bekostning af barnet.
Opvæksten har dog tilsyneladende ikke skadet hendes opfattelse af Gud som en kærlig Far.
– Gud er min Far. Det er som at vinde i lotto med ham som Far. Han er jo en rigtig far, der passer på mig og ved alt om mig, og som elsker mig helt tosset, svarer Synnøve med en selvfølgelighed i sin sprøde stemme, når hun bliver bedt om at beskrive sin kristne tro.
– Jeg møder ind imellem „sorte“ kristne, der synes, jeg tager min tro som en selvfølge. Men jeg er bare så sikker på, at jeg er elsket!
– Jeg føler ofte, at jeg er et dårligt menneske. Det siger jeg til min Far, for jeg er i konstant dialog med Ham. Men Han gider ikke høre på, at jeg slår mig selv i hovedet på den måde, for Han synes, jeg er god nok, pointer Synnøve og tilføjer:
– Det er en trøst, at Gud elsker alle, og at man ikke kan blive den bedste i klassen hos Ham.

Det er en anden Synnøve end hende, der vakte opsigt tilbage i 90´erne iklædt corsage og med hvidpudret ansigt. Hun forekommer nu at hvile mere i sig selv og ser naturlig og frisk ud med sin korte frisure, røde strømpebukser, spraglet striknederdel og højhalset trøje.
– Jeg er blevet mor, lyder hendes egen forklaring på forandringen.
Hun bor i Snogebæk på Bornholm med sin søn. Roen på Bornholm gør hende godt.
– Kan du ikke mærke Gud her? Spørger hun.
Hun arbejder som freelance journalist, bl.a. på TV2 Bornholm. Som forfatter er hun i gang med at skrive en roman om at miste troen.
– Hvorfor? Fordi det er det værste, der kunne ske! Udbryder hun.
Selv havde hun en periode med tvivl og frustrationer, da hun i 1993-95 boede i Irland og blev konfronteret med meningsforskellene mellem naturvidenskaben og den bibeltro kristendom. Men troen vandt.
– Jeg ville føle, jeg blev tappet for blod, hvis jeg ikke havde troen, fortsætter hun.
– Troen har holdt mig i live. Jeg har ofte oplevet mig bombarderet med engle. Når jeg har det skidt og ikke engang kan læse i Bibelen, fordi der står for mange uhyggelige ting i den. Når jeg ikke ser noget lys overhovedet, så er Han Lyset.
– Gud er der hele tiden og sover ikke på vagten. Han hvisker til mig og mildner min sorg og tvivl. Han elsker mig mere end Romeo eller en mand nogensinde ville kunne elske mig.

Blå bog
Synnøve Søe, født 1962. Udannet journalist. Debuterede 1989 som forfatter til den meget omtalte selvbiografiske roman Fars, som siden blev efterfulgt af romanerne No Credit, Orm & Ar og Regntid.
Spektakulær talkshow-vært på TV Danmark og TV3. Arbejder nu som forfatter og freelancejorunalist, bl.a. for TV2 Bornholm.
Mor til Romeo på fem år.