Yvonne fandt dét hun søgte
Yvonne Marquard Pedersen søgte desperat efter en mening med livet. Og en dag forlod hun sin mand og rejste til Peru
– Jeg havde læst bogen Andesbjergenes Hemmelighed. Den fortalte om et kloster, som lå skjult i en meget smuk, paradisisk dal, fortæller hun.
– Ja, tænkte jeg, det er dét, jeg skal. Jeg vil rejse derover og gå i kloster, indtil jeg dør.
Yvonne forlod sin kære Knud under dække af at ville besøge en veninde. Men hun vendte ikke tilbage. Hun købte en enkeltbillet til Peru.
– Vi havde et godt ægteskab, men jeg følte hele tiden en uro. Jeg kunne ikke sige til Knud, at jeg ville gå i kloster, forklarer Yvonne, som ellers var en fornuftig landmandskone i Tullebølle på Langeland.
Fra Perus hovedstad, Lima, rejste hun sydpå til Arequipa med fly og derfra til Juliaca med bus. Hun tog videre til Huancane, hvor hun ankom midt om natten og var heldig at finde et billigt herberg.
Efter en tid her rejste hun videre til Moho. Her fulgte det hemmelige politi hende til herberget, efter at hun havde spist på en billig restaurant.
Et par dage senere tog hun bussen videre til Taraco klokken to om natten og ankom kl. 5 om morgenen. Hun besøgte en tidligere katolsk præst, som havde giftet sig med en peruaner. Han var chokeret over, at Yvonne bare havde forladt sin mand.
Næste dag sejlede hun over en bugt i Titicaca søen i en lille familiebåd og fortsatte op i bjergene. Om natten sov hun i et landbrugskollektiv.
Det var en meget krævende rejse til fods i Andesbjergene. Med sig havde hun kun sin rygsæk. Om natten sov hun ofte på gulvet hos fattige indianske bjergbønder.
Nogle gange blev hun jaget væk af bidske hunde eller afvist af bange mennesker, som frygtede terrorister.
Ca. 80 nætter fik Yvonne lov at overnatte hos bjergbønderne. En gang lå hun i noget, der lignede et brændeskur. Gulvet bestod af hårdstampet dyremøg fra lamaerne og alkapaerne…
De fattige delte ofte deres sparsomme mad med den fremmede. Men Yvonne var vegetar, så hun fik ikke noget kød og blev underernæret.
Hun tog tilbage til Juliaca og helt op til Cusco og tilbage igen til Puno og Taraco, hvorfra hun rejste videre med lasbil til Putina. De fleste steder, hun besøgte, ligger i 3-4.000 meters højde. Heroppe er iltindholdet lavt, og det er koldt. Ofte er bjergene dækket af sne. Alligevel måtte Yvonne nogle nætter sove udenfor. Næste dag måtte soveposen hænges til tørre i solen
Fra Putina begyndte den store bjergvandring for alvor. Et af de første steder overnattede hun hos en kristen familie. Selv var hun ikke kristen. Hun havde tilegnet sig en blandings-religion, hvor Gud var blandet sammen med alt det, hun havde læst om bl.a. i Martinus skrifter og i bogen om Andesbjergenes Hemmelighed.
Stadig var hun på jagt efter den skjulte paradisiske dal, hvor klosteret skulle ligge et eller andet sted nord for den mægtige Titicaca-sø.
En aften nåede Yvonne ikke frem til beboede egne og måtte overnatte i det fri i bjergene. Der var sne, og hun vidste ikke, hvor hun skulle finde læ. Men en lille fugl havde fulgt hende. Det var, som om den viste vej for hende. Nu fløj den ca. 30 meter op ad en skråning. Yvonne kravlede derop, og det viste sig, at der var en hule et par meter over, som ikke kunne ses længere nede fra. Her kravlede hun ind og overnattede i sin sovepose. Næste morgen måtte hun vente til kl. 9 med at kravle ud, for der var is og sne overalt.
En anden gang, hvor hun overnattede i en fordybning i et bjerg, fløj fuglene ud og ind hele natten. Det sneede og haglede, og sneen kom ind og smeltede. Soveposen blev våd, og det gjorde hun også. Hun frøs voldsomt og måtte stå tidligt op og vandre for at holde varmen.
Få andre kvinder ville begive sig ud på et sådant eventyr. For det var både koldt og farligt. Der var terrorister i bjergene foruden vilde hunde, og fjendtlige mennesker.
Engang vandrede hun hele natten i mørke i bjergene på smalle stier, fordi hun ikke fik lov at få husly.
– Hvordan kunne du finde på at udsætte dig for dette?
– Jeg var i ret god form. Jeg var vant til at vandre. Og det var jo det sidste håb for mig. Ellers vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre
Jeg ville frem til klosteret og leve dér resten af mine dage, husker Yvonne.
I sin søgen kom Yvonne til at krydse grænsen ind i Bolivia.
På et tidspunkt forsøgte hun at kravle ned ad et bjerg, men gled og slog kolbøtter 30 m nedad med sin oppakning på 15-20 kg!
Da hun stoppede, blødte det fra en flækket underlæbe, fem flænger i panden, sår i hovedbunden, sår på højre albue, underarm, hånd. Højre knæ og skinneben var forslået og hævede voldsomt. Begge støvler var sprængt. Venstre knæ var forvredet og en sene sprængt. Ribbenene var trykket af rygsækken imod leveren og efterlod en stor knude og blodsamling. En muskel var sprængt i venstre ben
Hun havde nok også fået en hjernerystelse.
Da hun havde tørret blodet væk, blev hun liggende her i tre døgn i en fordybning og sultede og tørstede, mens kroppen var så øm, at hun ikke kunne komme på benene
– Jeg kunne nermt være død, indrømmer Yvonne i dag.
Her lå hun i et mennesketomt område i Andesbjergene i tre døgn og fejrede sin 51 års fødselsdag. Det lykkedes hende efter to dage at komme på benene og humpe efter vand 500 meter borte i en lille sø. Havde hun ikke gjort det, var hun nok kollapset af tørst.
Bagefter humpede hun seks kilometer og nåede frem til et hus, men ægteparret forstod hende ikke og sendte hunden i benene på hende, mens de selv flygtede. Yvonne lagde sig til at sove bag et stendige, sammen med fårene. Men to unge mænd dukkede op med kæppe og piske i den tro, at det var en terrorist.
Den forslåede stakkelse kone tog nu med dem endnu seks kilometer til et hus. Men ingen var hjemme, og de måtte gå yderligere seks kilometer, før hun endelig fik husly i en skole.
Om natten drømte hun, at Jesus kom til hende i et strålende lys, og at hun kunne takke for alle de strabadser, hun havde været udsat for.
– For hvis Gud tugtede mig, måtte jeg være hans barn.
Den forjættede dal, som hun havde søgt efter, var et fata morgana, som forfatteren havde fundet på. Men Yvonne fandt alligevel meningen med livet i Peru. Hun skulle have sit visum fornyet, og politiet henviste hende til norske missionærer i Crucero. Hun var fattig havde kun 35 kr. tilbage havde fået gulsot, var afkræftet og havde ingen returbillet til Danmark!
– Havde jeg ikke mødt de kristne, var jeg nok omkommet, tænker Yvonne i dag.
Da hun så sig selv i et spejl, blev hun forskrækket.
Men missionærerne tog sig utroligt godt af hende. De sørgede for visum, mad og medicin. Og mens hun lå dødssyg, nød hun at lytte til kristne bånd med sang og tale.
Søndag den 7. juli 1985, mens hun læste Carl Frederik Wisløffs andagtsbog Dagligt Brød, fattede hun evangeliet om syndernes forladelse.
– Jeg forstod, at jeg havde modtaget Helligånden. Sløret var taget væk fra mine øjne. Jeg var født på ny. Frelst fra evig fortabelse, skriver hun i sin bog Herrens omveje er uransagelige, som netop er udkommet i 3. oplag nu hos Lohses forlag.
– Siden jeg blev kristen har jeg ikke haft en dårlig dag, siger Yvonne til Udfordringen.
– Jeg har ikke undgået problemer, og det har været svært. Men jeg har aldrig været alene med det. For Jesus er der.
Da sløret var væk, forstod Yvonne, at hun skulle hjem. Der blev sendt besked gennem ambassaden til Knud om, at hans kone var på vej. Pengene til hjemrejsen lånte hun af en veninde.
– Da jeg mødte Knud i lufthavnen hviskede jeg til ham: Kan du tilgive mig? Han svarede bare: Visse vasse, nu skal du bare med hjem.
– Knud var godt tilfreds med den ændring, der var sket med mig. Senere blev han senil, og jeg passede ham, indtil han døde.
Yvonne kom gennem nordmændene i kontakt med kristne på Langeland.
Hun har holdt utallige foredrag om sin forunderlige rejse, og her i sommers havde hun besøg af de to kvindelige missionærer, som hun mødte i Peru, og som blev hendes barmhjertige samaritanere.
