Biskop: Del din tro med andre
Martin Lønnebo opfordrede til fordybelse og forkyndelse ved seminar i Nordjylland.Den pensionerede svenske biskop Martin Lönnebo understregede vigtigheden af at give en levende tro videre, da han lørdag den 20. september 2008 gæstede Vodskov Kirke i Aalborg Stift.
– Vi skal forvandle lære til bøn og bøn til liv, sagde biskop Martin Lönnebo til de 90 fremmødte i Vodskov Kirke.
Lönnebo var inviteret til Nordjylland af Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde. Anledningen var en temadag om den Kristruskrans, som Lönnebo har opfundet for at give moderne mennesker et redskab i deres trosliv.
Kristuskransen er en bedekrans med perler i forskellige farver, som hver udtrykker en side af det kristne liv.
Ideen til kransen fik den svenske biskop under en tur til Grækenland, hvor han så de gamle mænd sidde og binde de ortodokse bedesnore.
Temadagen startede med en velkomst ved biskop over Aalborg Stift, Søren Lodberg Hvas.
Martin Lönnebo tryllebandt med sit foredrag forsamlingen i kirkerummet.
Det var tydeligt, at her talte en, som har gjort sig dybe tanker om livet og levet efter dem. Den aldrende Lönnebos rolige væsen og varme udstråling syntes at understrege det meditative aspekt ved Kristuskransen.
Martin Lönnebos bøger og Kristuskrans har været til stor inspiration i dansk kirkeliv. Således er mange bøger om og af Lönnebo udgivet på dansk, og præster er begyndt at bruge Kristuskransen i undervisningen af konfirmander.
– Det er vigtigt at give en levende tro videre, understregede Lönnebo.
Martin Lönnebo var biskop 1980-1995 i Linköpings Stift.
/sl