Du opfører dig som om, jeg er død

Du opfører dig som om, jeg er død – det blev det stærkeste budskab for mig i denne påske.

En kort beretning som en del af prædikenen påskesøndag, hvor præsten citerede en iransk kvinde, der havde plantet flere menigheder i Iran og var i gang med at plante endnu en, da hun blev arresteret og kom i fængsel. I fængslet blev hun ramt af vrede, skuffelse, håbløshed og alt muligt andet. Indtil hun en dag oplevede, at Jesus talte til hende og sagde: ”Du opfører dig som om, jeg er død,” sagde han.

En påmindelse om, at selv når det ser håbløst ud, når jeg føler mig fanget i et fængsel, når fremgang pludselig vendes til modgang osv., så er Jesus præcis lige så levende og lige så opstået, som han altid har været. Han er ikke død, og han er ikke udelukkende afhængig af mig eller min kirke. Når vi synes, dørene og mulighederne lukkes, skal vi ikke kaste os modløse tilbage. Det ville være at opføre os som om, at Jesus er død.

At opføre sig, som om Jesus lever, er til gengæld at leve i håb og tillid til en magt og kraft, der er stærkere end selve døden. Det giver frimodighed. Og hvis ikke du synes, det giver frimodighed, så giv dig selv tid til at tanke frimodighed ved at dyrke fællesskabet med ham, og lad ham sige de samme ord til dig: ”Du opfører dig som om, jeg er død”, og lad ham tale til dig om netop dét. Det er frisættende ord – ikke fordømmende.

En anden ting, der fylder her på bagkant af påsken, er i en noget andet kategori, nemlig den amerikanske præsidents vilde trusler om ”udslettelsen af en hel civilisation”, som han truede Iran med, hvis ikke de gjorde, som han sagde. I skrivende stund er der netop trådt en to uger lang våbenhvileaftale i kraft, og det er stadig uvist i hvilket omfang, Trump faktisk havde tænkt sig at gøre alvor af truslerne.

Jeg ønsker absolut det ondskabsfulde præstestyre i Iran langt væk, men jeg må sige, at Trump med alle hans løgne og helt ude i hampen skøre udtalelser, gør det meget svært at fastholde sympatien for noget som helst, som den mand står i spidsen for. Forhåbentlig ender krigen uden endnu større katastrofer, og forhåbentlig ender det også med et svækket præstestyre – og dermed mere frihed og sikkerhed både for Israel og andre demokratier.

På bagkanten af påsken må vi også endnu engang konstatere, at der rundt omkring i verden er kristne, der er blevet dræbt under deres påskefejringer – og endnu engang ser det ud til, at det er hadfyldte islamister, der står bag. Husk at bede for de pårørende og for de kristne i de berørte områder. Når jeg kigger mig omkring på nyhedsmedier og sociale medier, kan jeg godt miste modet lidt og tænke, hvordan skal noget som helst nogensinde gøre en forskel midt i al den ondskab?

Hvad nytter mine små tanker, ord og handlinger i den store verdensfred? Ikke meget. Men det er også okay. De fleste af os har ikke muligheden for at påvirke det store verdensbillede – så vi må nøjes med at gøre en forskel de steder, hvor vi er. Og så må vi huske at opføre os som om, at Han lever. Jeg håber ikke, at påskens budskab går alt for hurtigt i glemmebogen her på bagkanten af påsken.