En kæmpe forkæmper for det ufødte liv

Den norske præst Børre Knudsen blev med sine anti-abort-demonstrationer forsidestof i 1980’erne. På dansk er der for nylig udkommet en biografi om ham – skrevet af en ateist!Jeg er ikke meget for at læse biografier – eller selvbiografier for den sags skyld. Der skal i det mindste være tale om et helt ekstraordinært menneske for at give mig lyst til at læse en sådan bog fra ende til anden. Et sådant menneske er imidlertid Børre Knudsen.

Niels Jørgen Vase

Når så biografien oven i købet er skrevet af en mand, der holdningsmæssigt står så langt fra den mand, bogen omhandler, som næsten tænkes kan, ja, så er det ekstra ekstraordinært.
Niels Chr. Geelmuyden er erklæret ateist og regnes i Norge for en kontroversiel forfatter. Hvordan kan han finde på at skrive en bog om en Guds tjener, der tager sin tjeneste meget alvorligt, og som han ikke har stort andet til fælles med end æresmedlemskabet af „Tåbernes Klub“?
I forordet til biografien kommer der en begrundelse. Bogen er skrevet
– i humanetisk begejstring over, at der findes mennesker som Børre Knudsen.
– i overbevisning om, at verden for længst ville være gået til grunde, hvis den slags mennesker ikke fandtes.
– i håb om at være i stand til at formidle et sandfærdigt billede af den måske største oprører, Norge har frembragt i det 20. århundrede.
En oprører – ja – og en oprører, der så stort på de store omkostninger, oprøret medførte.

Egentlig ville han slet ikke være præst. Det var fortiden, der var hans passion. Han ville studere arkæologi, måske historie. For hoved til det havde han.
Af såvel venner som fjender har han fået det skudsmål, at han er lynende intelligent og dertil har en veludviklet sans for humor.
En dag bekendtgør han i hjemmet, at han alligevel vil læse teologi, og som teologisk student er han med til Teologiske Studenters Venners festaften, hvortil professorer med fruer gerne kommer, og hvor man helst har en kendt foredragsholder på programmet. Desværre er den pågældende denne aften blevet syg, men han har selv sørget for at finde en stedfortræder, hans „gode ven og trosfælle, redaktør Shi-mo Pratzka.“ Denne Pratzka bliver beskrevet som „en ældre herre, noget lille af vækst med strittende gråsprængt skæg, tydeligt præget af trange kår“, og han holder på tysk „et langt og yderst engageret foredrag med udgangspunkt i det ptolemæiske verdensbillede“, men slår så pludselig over i flydende norsk – og river skægget af. „Det gav et sæt i tilhørerne. Professorerne tog sig til hovedet. … det var jo Børre Knudsen. Han havde snydt dem alle som en“!
Men det er helt andre „seancer“, der gør denne usædvanlige personlighed berømt – eller snarere: berygtet.

I 1978 blev loven om fri abort vedtaget i Norge.
På det tidspunkt havde Børre Knudsen i mange år været sognepræst i Balsfjord i det nordligste Norge.
Her indflettede han i kirkebønnen en bøn for det ufødte liv – og den blev han ved med at bede søndag efter søndag, selv om han havde fået at vide, at han ikke måtte.
Dernæst skrev han i maj 1978 et brev til kongen, og sidst på året præsenterede han sine 17 teser mod abortloven, hvoraf det fremgår, at loven ikke bare er i modstrid med Guds bud, men også med statens eget retsgrundlag. De 17 teser sender han til såvel kongen som regeringen. I et ledsagebrev skriver han: „Tro mod grundloven og Guds ord ser jeg mig forpligtet til at bekæmpe kongens abortlov, så langt evner og kræfter rækker. I alle de situationer, hvor denne lov bliver aktuel, vil jeg i tale og skrift opfordre til lovbrud og civil ulydighed“!
Ved samme lejlighed nedlægger Knudsen den statslige del af sit præsteembede, og det bliver indledningen til det, der siden blev betegnet som „århundredets ejendommeligste og mest forvirrede hændelsesforløb“.
Men først i november 1983 får han rettens ord for, at abortloven ikke er i strid med grundloven – og at han er afskediget.
I 1987 danner han så sammen med kampfællen, præsten Ludvig Nessa, nødretsorganisationen Aktion Nyt Liv. Nok kunne han i 1986 samle o. 20.000 mennesker til demonstration mod abort – den største demonstration i Norge siden 2. verdenskrig -, men han er blevet klar over, at folk har et alt for teoretisk forhold til abort. Fosterdrabet må gøres konkret. De må vise barnet frem. Det er Nessas ide. „’Ludvig er fuld af gode ideer,’ synes Knudsen. Vi korsfæster en dukke! God idé.“ Det sker så ved en mindegudstjeneste for de 15.000 børn, der blev dræbt i 1987.
I 1988 anbringer de 41 dukker – svarende til de 41 daglige fosterdrab – indsmurt i ketchup i plasticposer og overbringer dem til kongen og regeringen. Og en dag i september lægger Knudsen sig på knæ uden for Stortinget, tager en skål op af en taske, fylder den med gedeblod og hælder blodet ned over sit hoved …

Under en af de samtaler, forfatteren har med Knudsen, fortæller præsten bl.a. om en case, som et panel af psykologer, læger, sociologer og socialrådgivere skulle tage stilling til. Panelets leder fortalte om en kvinde, der var gravid i anden måned. Hun var arbejdsløs og gift med en arbejdsløs alkoholiker. Det stod sløjt til med både hygiejne, tøj og mad. Og hun havde født to børn, som begge døde. Spørgsmålet var:
Ville panelet anbefale abort under de givne omstændigheder? Der lød et samstemmende ja. Sjældent havde de stået over for et tilfælde, hvor en udskrabning var så oplagt. „Jeg beklager i så fald at måtte oplyse jer om, at I lige har taget livet af Ludwig van Beetho-ven,“ sagde panelets leder.
Dermed fristes man til at spørge: Hvem er det, det bliver slået ihjel? Hvad er det, verden går glip af?
Spørgsmålene giver selvfølgelig kun mening med et kristent menneskesyn, der fastholder, at hvert eneste menneske er helt enestående. Men det er også et kristent menneskesyn, der gør abort til drab.
For det ufødte barn er for Knudsen et barn og ikke bare et foster eller noget som helst andet, der skal antyde, at der ikke er tale om et menneske. Det er et liv, et mirakel, det største af alle, og ikke bare et „præventionsuheld“. Og med aborten er det Guds skaberværk eller Guds fortsatte skabelse, der forkastes, afvises; det er Gud selv, der bliver vraget, afsat.

I anledning af 70-årsdagen i 2007 udkom der et festskrift for Børre Knudsen. Det var en syg Børre Knudsen – syg af parkinsonisme – der deltog ved præsentationen af Som en ild går Åndens ord.
Flere norske aviser brugte anledningen til at interviewe ham. I et af interviewene siger han bl.a.:
Jeg har stor respekt for islam, de er ikke til at kimse ad på nogen måde. Det er dem, der tager imod børnene, som fortjener at arve landet. Det er ikke med våben, de tager os, men med barnevognene, altså med deres egen respekt og omsorg for livet. Islam er specialkonstrueret, tror jeg, for at være Guds svøbe over den frafaldne kristenhed. Denne gang er der ingenting, der beskytter os længere, for vi har mistet vores tro.
Den tro, der må gøre det indlysende, at det er både paradoksalt og absurd, at det mest uskyldige og mest forsvarsløse ingen retsbeskyttelse har, men uden videre bliver dødsdømt.
For Børre Knudsen var kampen for det ufødte barn så vigtig, at han satsede alt og også måtte i fængsel i flere omgange, bl.a. i 1994.
Bogen En præst og en plage slutter med en dagbog fra fængslet, hvori Knudsen yderligere argumenterer for sine synspunkter og opstiller en slags handlingsplan for abortmodstanden.
Tilbage er blot at tilføje: Læs bogen om det ufødte barns mest fanatiske forsvarer – hvad enten du er for eller imod!

Niels Chr. Geelmuyden:
En præst
og en plage
223 sider
229,95 kr.
Lohse

Niels Jørgen Vase er cand.phil. i litteratur, freelancer og kulturredaktør.