Gospel for overklassen

Jeg var for nylig en snuptur i England for at lede en gospelworkshop for 70 kvinder i deres bedste alder – hvilken naturligvis strækker sig helt fra 20 år til langt over de 60. Arrangementet blev afholdt i Royal Leamington Spa – som faktisk bedst er kendt for at være stedet, hvor tv-serien ”Fint skal det være” blev optaget.
På gaden fik jeg øje på en masse Hyacinth’er med hver deres Richard i hælene som posebærere. Byens fine boligkvarter præsenterede det ene hvide palæ efter det andet, og kvarteret rungede af stilhed – sikkert fordi alle deres Sheridans var flyttet til universitetsbyerne.

Vi gik i gang med et par dages intense sangøvelser i kirken, hvor kvinderne bl.a. fik lært at gå fra side til side i takt med musikken (lige på nær én, som fik ømme tæer).
På et tidspunkt bad jeg folk om at huje og pifte, men i stedet blev der bomstille… hm… øh… Folk kiggede rundt på hinanden i mistro. Var der mon noget galt med mit engelske?
Endelig rejste kirkens præst sig op og forsikrede de villige sangere om, at det skam var en del af gospelgenren at slå sig lidt løs, og der sænkedes nogle få skeptiske øjenbryn.

Jeg eskalerede dog krisen ved at diske op med min country/gospelsang ”Don’t sell the cow”. Glad sang jeg ko-sangen for kvindekoret, mens jeg i mellemspillet brølede muh-lyde fra pianobænken. Afslutnings-akkorden klingede af, og der kunne falde en fjer til jorden og lyde et brag.
Jeg så mig i ånden blive ekskorteret ud til lufthavnen efter diverse anklager om blasfemi. Men da lød der et udbrud fra 4. række: ”Må jeg ikk’ hellere gale som en hane!? Det’ jeg god til!”.
Og snart var hele bondegården fyldt op – også til den afsluttende gospelkoncert på byens rådhus, hvor publikum også til sidst prustede som heste, øffede som grise og muh’ede som køer i malketid.
Til sidst måtte jeg endda dæmpe gemytterne for at sikre mig, at folk stadig fik ilt til hjernen. Britisk stivhed er passé – når bare de får lov.

Hvad skal jeg sige? Jeg elsker muh-sik.