Helen var buddhist – men fandt fred i kristendommen

– I dag ved jeg, hvem jeg har bedt til hele mit liv, fortæller Helen Mikkelsen.- Jeg har altid søgt Gud og bedt til Gud. Men når man beder til Gud efter buddhismen, hvem er det så, man beder til? Der er ingen forklaring. I dag ved jeg, hvem jeg har bedt til hele mit liv.

– Buddhismen er en fredelig religion, siger danskerne. Men kristendommen har givet mig noget andet og mere. siger Helen.

Helen Mikkelsen henter kaffe og citronkage i caféen på Esbjerg Bibliotek, mens hun fortæller om sin lange rejse fra barndommens templer på solskinsøen i det Indiske Ocean til kirken i Esbjergforstaden Kvaglund, hvor hun i dag er fast kirkegænger.

Barndommen var turbulent med mange voldsomme oplevelser og meget lidt skolegang. Hun mistede tidligt begge forældre og boede hos skiftende familiemedlemmer, der udnyttede den unge piges arbejdskraft.
Som ung fik hun arbejde for et tefirma og rejste verden rundt med teprøver. I 1978 gik turen til Cypern, hvor hun mødte sin danske mand, der arbejdede i forsvaret. De blev forlovet og gift samme år på Esbjerg Rådhus.
– Selv om jeg var buddist, var kirken ikke fremmed for mig. Både på Sri Lanka og senere, da jeg rejste rundt i verden, gik jeg ofte ind i en kirke for at tænde lys og bede til Gud. Det fortsatte jeg med i Danmark.
Den lille singalesiske kvinde ønsker ikke at nedgøre sin tidligere religion. Når hun er på ferie på Sri Lanka, besøger hun stadig de buddhistmunke, der hjalp hende gennem de svære år efter morens død. Men hun er ikke i tvivl om, at hun i kristendommen har mødt Kristus og gennem ham fundet livets mening.

At hun i 1998 fik kontakt til med Kvaglund Kirke ligner en tilfældighed. Men for Helen var det Guds indgriben.
– Vi var inviteret til konfirmation hos srilankanske venner i Esbjerg. Blandt gæsterne var en dansk præst og hans kone. Vi kom til at sidde over for hinanden og kom til at snakke. Præsten spurgte, om jeg kom i kirken. Jeg forklarede, at jeg var buddist. Det er lige meget, sagde han og opfordrede mig til at komme og se, hvad der foregår i kirken. Jeg tænkte, at det kunne jeg da godt, og lovede at komme næste søndag.
Gudstjenesten var meget anderledes end noget, Helen tidligere havde oplevet.
– Der var mange mennesker fra forkellige lande. De var meget åbne og snakkede med mig. Salmerne kom op på væggen, og folk sang meget. Men præ­stens tale er det, jeg husker bedst. Den tog jeg med hele hjertet. Næste søndag kom jeg igen. Og næste søndag.
– En dag spurgte præsten, om jeg kunne tænke mig at del­tage i et kursus i kristendom for voksne. Det kunne jeg godt. Senere deltog jeg i flere kurser.

– En søndag havde jeg lyst til at gå til nadver og spurgte præ­sten, om jeg måtte. Han sagde, at Gud ikke afviser nogen. Så gik jeg. Mens jeg stod der sammen med alle de andre, var der plud­selig en meget stærk duft, som jeg genkendte. Det var den helt specielle aromatiske duft af sandeltræ – et orientalsk træ, der vokser i Indien og på Sri Lanka og bruges til fremstilling af lægemidler. Efter gudstjene­sten spurgte jeg præsten, hvor duften kom fra. Han sagde, at der ikke var nogen træer i kirken, og opfordrede mig til at gå hjem og læse nogle tekster i Bibelen. Her læste jeg, at Gud kan bruge dufte, når han åbenbarer sig for mennesker. Så vidste jeg, at det var Gud, der havde mødt mig i kirken.

Siden dåben ved en søndagsgudstjeneste i Kvaglund Kirke for snart fire år siden er Helen kommet i kirken hver søndag. Hun hjælper med nadveruddeling, laver kirkekaffe og er også med i en gruppe, der mødes hver anden uge i et privat hjem og spiser sammen, synger, læser i Bibelen og beder. Hendes mand støtter hende, men er ikke selv kirkegænger.
– Min mand siger ikke så meget, men jeg tror han er glad indvendig. Han er jo også døbt. Jeg har sådan en dejlig mand. Han har jo altid bakket mig op i alt.
I kirken har Helen lært nye mennesker at kende og fået nye venner.
– Jeg er stolt af min kirke. Det er et meget internationalt sted, hvor jeg møder rigtig mange mennesker. Menigheden er som min familie. Det har været meget overvældende at mærke deres kærlighed. Men det bedste i kirken er at høre Guds ord. Præstens måde at være på og fordybelse i kristendommen taler stærkt til mit hjerte. Inden jeg tager i kirke, læser jeg altid søndagens tekster derhjemme. Så forstår jeg bedre, når præsten forklarer.
– Efter gudstjenesten siger præsten, at alle kan få forbøn. Det får jeg hver søndag. For nogle år siden var jeg meget syg. Mange bad for mig dengang. Jeg fik livet igen.

For Helen er den største forskel på at være buddhist og kristen, at hun ikke længere er bange for det onde.
– Min mor var en meget troende buddhist og tog mig med i templet for at bede og meditere. Vi bad først til Buddha, så til Gud og så til Djævelen. I kristendommen siger Jesus, st vi ikke skal have noget med Djævelen at gøre. Vi skal være sammen med Jesus. Så behøver vi ikke være bange for noget.
– Nogle danskere kan ikke forstå, hvorfor jeg er konverteret. Buddhismen er jo en fredelig religion, siger de. Men kristendommen har givet mig noget andet og mere. Mit liv er ligesom sat på plads. Jesus har taget alt det svære – alle mine problemer. Jeg er ikke bange for at dø. Jeg tror ikke længere på reinkarnation. Jeg ved, at når jeg dør, skal jeg være sammen med Jesus.
– Hver dag beder jeg morgen- og aftenbøn. Det er vigtigt for mig at have et ritual. Når jeg står op klokken halv seks, læser jeg i Bibelen og beder til Gud. Bagefter takker jeg Gud for, at han gav mig endnu en dag at leve.