Hemmelig kristen radio når somaliere i Afrika

Kristne bliver forfulgt i det muslimske Somalia. Men Radio Somalia giver dem et fristed. Muslimer lytter med, og mange bliver kristneI en helt almindelig boligblok i en østafrikansk storby finder vi Radio Somalia – en kristen radio, som sender ”helt fra Israel til Cape Town” som stationsleder Warsame udtrykker det.

Warsame i det hemmelige studie et sted i Østafrika.

Warsame er hans ”medienavn”, for som kristen missionær i en muslimsk sammenhæng er han nødt til at holde sit rigtige navn hemmeligt.
Han er selv blevet forfulgt for sin tro og har endda været i fængsel. Derfor er der ingen skilte, ingen antenner og prangende paraboler, der afslører, at han sender fra sin private lejlighed. Der ligger en moské lige om hjørnet og 50 meter væk ligger en muslimsk radiostation.

Når 14 mio. somaliere

Med sine fem medarbejdere sender Warsame hver dag to timers bibelfortælling, kristen musik og spørgeprogrammer på somalisk til hele den østlige del af Afrika, fra nord til syd, til hele Mellemøsten og dele af Asien.
– Vi når i alt 14 mio. somaliere, fortæller Warsame stolt.
Han vurderer, at 2 mio. somaliere lytter jævnligt. Nogle af dem er flygtninge i Nord-kenya – hele 68.000 – og alle hører programmerne, fordi det er de eneste på somalisk.
Radio Somalia sender en halv time på tre FM stationer, en hel time kortbølge og en halv time på Internettet. Programmerne produceres på den hemmelige adresse og sendes dels til en FM-sender i den kenyanske by Eldoret og dels til en server i Tyskland, hvor de indgår i en større programflade, som sendes via satellit til en kortbølgesender et andet sted i Østafrika.

Populært
spørgeprogram

Så meget dækker Radio Somalia.
Hør radioen på Codkanadaba.org.

Somaliere kan li’ at diskutere, og derfor er stationens spørgeprogram populært:
– Vi får mange spørgsmål på e-mail. Færre med almindelig post, fordi der ikke findes et regulært postvæsen i Somalia. De fleste handler om, hvorfor jeg og mine medarbejdere blev kristne, og det fortæller vi gerne om, forklarer produceren, der går under medienavnet ”Keynan”.
Han har en klar strategi for nå sine muslimske landsmænd med det kristne budskab:
– Vi tager udgangspunkt i deres tankegang og traditioner – ellers vil de slet ikke kunne tage imod budskabet. De lever i en helt anden verden.
– Når vi skal forklare Jesu død for mennesker, sammenligner vi med en gammel somalisk tradition: hvis der skal skabes fred mellem to rivaliserende stammer, bringes der et offerlam. Blodet bliver et tegn på pagten mellem stammerne, forklarer Keynan.
Bruger I Koranen?
– Kun når der er noget i Koranen, som underbygger Bibelens budskab, forklarer Warsame. – Vi belyser ikke forskellene, fordi vi ikke ønsker konfrontation med muslimerne.
Kalder I Gud for Allah?
– Nej, for hvis vi siger Allah, så vil de bare svare: jamen så tror vi på det samme. Vi bruger i stedet ordet Ebe, som betyder far, Ila som betyder Gud, eller Rabbi som betyder Den suveræne. Disse ord blev brugt om Gud, længe før islam kom til Somalia.

Mange bliver kristne

Hvordan er responsen?
– Vi har mange vidnesbyrd om muslimer, som er blevet kristne gennem radioen, især i Ethiopien og Somaliland. Vi har lige åbnet et chatroom på vores hjemmeside Codkanadaba.org. Der er mange besøg, for der er ikke mange hjemmesider på somalisk.
– Når de komme ind, møder de andre, som kan li’ at diskutere, og det giver dem lyst til at deltage. Mange muslimer kommer med bitterhed mod de kristne. Vi lader dem bare være, så køler de af. Til sidst stiller de nysgerrige spørgsmål om kristendommen.
Får I trusler?
– Ja, vi har både fået e-mails og folk, som har prøvet at trænge ind her og sabotere. Men heldigvis er vi blevet bevaret. Dog har vi alle fem oplevet at få tæsk, fordi vi er kristne.
– Islam er lukket land. Men gennem radioen kan vi trænge igennem muren, slutter Warsame.
Fonden Kristus til alle videresender gaver ubeskåret til Radio Somalia på giro 440-0917 eller Netbank reg. nr. 3737, konto 4400917.


Artiklen fortsætter efter annoncen: