Jesus kan bryde hul i murene
Torben Hjul Andersen er provst over Slagelse provsti og sognepræst ved Sct. Peders Kirke i Slagelse.Jesus sagde: Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den. Matthæusevangeliet 21,33
For mange år siden så jeg et dramastykke, som nogle unge havde lavet om mure mellem mennesker. En pige fortalte, at hun havde behov for en beskyttelsesmur. Hun følte sig sårbar og måtte lave en mur, så ingen kunne nå ind til hende. Et af elementerne i muren var modetøj. Et andet var makeup. Jeg prøver altid at lægge en perfekt make-up, især omkring øjnene, så man ikke lægger mærke til, at mine øjne er usikre, sagde den unge pige.
Ja, sagde en ung mand. Jeg bruger altid ironi og sjove replikker, så man aldrig ved, om jeg laver sjov eller mener det. På den måde kan jeg holde folk på afstand og beskytte mig selv.
I søndagens tekst er det vingårdsejeren, der sætter et gærde omkring sin vingård for at beskytte den. Vingårdsejeren er Gud. Han ved, at hans skabning har brug for beskyttelse.
Mens de unge byggede hver sin beskyttelsesmur, så begyndte nogle andre at bygge mure på den anden del af scenen. Det var nogle unge, som havde nogle kasser sodavand og noget slik, som de ville have for sig selv. Det prøvede de så at sikre sig ved endnu et murbyggeri.
Det samme gjorde vinbønderne i dagens lignelse. De brugte vingårdens gærde til at sikre deres besiddelse. Vingårdsejeren havde givet dem lov til at passe og dyrke hans vingård, så de kunne få deres udkomme og daglige brød ved det. Men det ville de ikke nøjes med. De ville eje den og have alting selv. Så gærdet var ikke en beskyttelsesmur de så det som en ringmur.
På scenen blev murene bygget op. Beskyttelsesmurene omkring de sårbare. Begærets mur omkring dem, som ville rage til sig. Og murene isolerede de unge fra hinanden, så det, de skulle, blev umuligt. De skulle holde en fest og dele sodavand og slik og dele deres glæde, usikkerhed, sårbarhed. Men det kunne de ikke, for murene delte dem. Så blev scenelyset slukket, og to spørgsmål hang i luften. Er det sådan, det er, vores liv? Og hvis det er: hvad gør vi så ved det?
Svaret i Jesu lignelse er fyldt af håb. Håbet kommer fra vingårdsejerens søn, som blev sendt til vinbønderne. Da Jesus døde, blev han henrettet på grund af de mure, som vi bygger op mellem os og Gud og mellem os og vores medmennesker. Jesus kom med Guds kærlighed og Guds kærlige ord til os. Ordene om at elske Gud og vor næste. Men vi vinbønder har travlt med at hyppe vores egne kartofler. Og det preller af på vores mur. Derfor er Golgata dommens sted. Hvor vi må svare vingårdsejeren, Gud: Ja, sådan handler vi.
Men Golgata er også frelsens sted. Påskemorgen blev stenen væltet fra. Kristus blev opvakt fra de døde. Han brød hul i muren. De mure, som vi ikke selv kan bryde ned, kan Kristus gennembryde.
Det er håbets svar til os i dag, som ofte søger ind bag begærets mur, vi-kan-selv-muren og alle de andre mure. Kristus kan bryde hul, så hans kraft kan trænge ind og fylde os og give os mod og kræfter til at rive murene ned.
I søndagens tekst kalder Jesus os. Til dommens sted, hvor vi må se situationen i vingården i øjnene. Til frelsens sted, hvor murens sten bliver væltet væk, så Guds fred, Guds kraft og Guds kærlighed kan fylde os.
Det er det liv, som troen på Jesus kalder os til. Et liv hvor vi ikke bygger hegn, men fællesskab. Et liv, hvor vi ikke bygger adskillelse men samhørighed. Med Guds verden, med os selv og med hinanden.
