Moderne og klassisk Kristusmystik

Kronborg skriver om luthersk spiritualitet.Egentlig er det hele ganske enkelt, fortæller faderen barnet, da det spørger ham om, hvad hans bog skal handle om. Det er ligesom i børne-lovsangen: „Du bli’r glad, du bli’r glad / du bli’r rigtig glad / når Jesus i hjertet må bo“.Og barnet spørger sin far, hvorfor han så har skrevet en hel bog om det. Men det har han så, og det er en bog, fuld af voksen inderlighed, der virkelig kommer godt af sted med at formidle forfatterens glæde over Guds grænseoverskridende kærlighed.

Den ukendte Luther

Uffe Kronborg skriver ud fra en erkendelse af, at man i dag oplever en bevægelse frem mod en mere fælleskirkelig tradition, og at meget af talen om spiritualitet, mystik og kontemplation allerede findes hos Luther.
Der er altså ikke grund til at gå over åen efter vand, og bogen er således også en læsning af den mere ukendte Luther, beregnet på en moderne tid med al dens åbenhed, åndelige søgen og længsel efter oplevelse og erfaring.

Forståelsen af Kristusmystik

Forfatteren definerer positivt Kristusmystik som det troende menneskes forening med Kristus, vi i ham og han i os, og illustrerer det meget rammende med dette billede:
„Som en flaske nedsænkes i vand, så flasken er i vandet, samtidig med at vandet er i flasken – sådan er vi i Kristus, samtidig med at han er i os“ (s. 34).

Inderligheden

Det er et meget personligt forhold: Kristus og den kristne, der tales om her, og det er grundlæggende subjektivt. Forfatteren sætter denne inderlighed op mod den mere „juridiske“ sprogbrug, der ofte også bruges omkring retfærdiggørelsen: den klassiske, objektivt prægede skelnen mellem lov og evangelium.
Forstået på den måde er Kristus-mystikken også af betydning – ikke alene i troen og teologien, men også i sjælesorgen. Dertil kommer, at den peger frem mod Johannes’ vision i Åbenbaringsbogen af den nye jord.

Fuld af håb

Følelse, indfølelse og erfaring går hånd i hånd i denne bog, der også er fuld af håb. En god bog, sine steder dog måske lidt tynget af teologisk lærdom – men hæng på! Det lønner sig.

Uffe Kronborg:
Kristusmystik
– Om luthersk spiritualitet og helliggørelse
158 sider • 200 kr.
Lohse