Salgseksperten vil hjælpe andre

Karsten Bach bliver selvstændig.Karsten Bach kan dét der med at sælge. Engang lykkedes det ham at sælge en hel by…!

Karsten Bach

Indtil for nylig var Karsten Bach salgs- og marketingchef i DANA, a-kassen for selvstændige. Men efter otte år skulle der ske noget nyt.
Karsten Bach besluttede derfor at realisere en drøm, han har haft i alle årene som sælger, nemlig at blive selvstændig.
”BlueWay” hedder hans nye firma, og opgaven er først og fremmest at hjælpe andre sælgere til at sælge bedre. Det skal ske gennem kurser og optimering af salgsarbejdet.
Karsten Bachs stærke side er, at han er meget kreativ og visionær, samtidig med at han kan bevare overblikket.
– Salget er jo en afgørende del af de fleste virksomheder. Derfor er det vigtigt, at salget fungerer godt. Og at det også foregår på en ordentlig måde, som man kan være bekendt.
Men det er et hårdt erhverv at være sælger. Og det er vigtigt, at en sælger får den rigtige opbakning, siger Karsten af egen erfaring.
Han blev udannet i den grafiske branche inden for salg og marketing i virksomheden DZ Danmark.
En periode derefter var han sekretariatsleder i studenterorganisationen KFS i København. Så var han en tid i Eliteplast, før han blev turist- og handelschef i Kolding.
Her samlede han detailhandlen om at sælge hele byen samlet og ikke spilde kræfterne på at konkurrere indbyrdes eller med det nye storcenter uden for byen.
I DANA handlede det om at vende en traditionel virksomhed fra at være reaktionær til at være proaktiv. Han havde ansvaret for de lokale salgkontorer. Også det havde Karsten succes med.
Han kan få en organisation til at arbejde i samme retning.
Samtidig med skiftet til DANA flyttede Karsten og hustruen Jette – der er fra Hvide Sande – til Karlslunde. Jette er statsautoriseret revisor og arbejder som Task Force Manager i Landic Property Group. Parret har tre piger på 5, 10 og 12 år. I Karlslunde engagerede familien sig i den lokale folkekirke, Strandkirken.
Karsten blev straks menighedsrådsformand og har på det sidste været med til at finde en afløser for kirkens pionér og grand old man, sognepræst Helge Pahus, da han sidste år gik på pension.
Men til menighedsrådsvalget i november takker Karsten af efter to perioder og otte år.
– Det kræver en del at være formand for et menighedsråd, – hvis man gør noget ved det.Og jeg kan ikke være med i noget uden at engagere mig 100 pct., forklarer han.

Erhvervsklynge

I Karlslunde har Karsten Bach også samlet en klynge af erhvervsfolk, som mødes hver 2. søndag aften. De spiser sammen, mens de deler erfaringer og tro med hinanden.
Karsten Bach har også haft en hel del med LifeShapes-kurserne (Livsmønstre) at gøre. Kirkens forlag, Mediacellen har udgivet grundbøgerne.
I 2002 blev Karsten Bach opfordret til at gå ind i Udfordringens fondsbestyrelse, hvor han især holder øje med salg- og personalesiden.
Henri Nissen