To nye mandecentre i Odense og Århus

– Den kristne næstekærlighed driver os, siger Kim Nidam, kendt fra lovsangsgruppen Beraka.I går – den 22. oktober 2008 – åbnede to nye mandecentre i hhv. Odense og Århus. Begge centre er et tilbud til mænd, der gerne vil tilbage på sporet, når livet er gået i ”sort skærm” efter skilsmisse, brudte parforhold og strid om børn.

– Mænd er dårligere end kvinder til at takle skilsmisse. Derfor er der brug for mandecentre, mener Kim Nidam, der er leder for det ny Mandecenter i Århus.

De nye mandecentre udspringer af Mandecentret i København, der er landets største. Alle tre centre har mange kristne ansat og er åbne for alle mænd i krise:
– Mandecentret er ikke kristent, men har mange kristne ansat. Og vores værdigrundlag er kristent, siger Kim Nidam, der leder centret i Århus og er kendt fra lovsangsgruppen Beraka, der udgav flere albums i 1990’erne.
Hvorfor går du ind i dette?
– Det er næstekærligheden, der driver mig. Og så er det enormt spændende at starte noget nyt op – noget, der møder et så åbenlyst behov i samfundet.
Mandecentret holdt åbent hus i Vestergade 58 i Aarhus, hvor der er indrettet et rådgivningskontor og to værelser til mænd, der står med et akut boligproblem efter en skilsmisse. Der er plads til 10 mænd på Mandecentret i København. I Odense kigger man på lokaler nær centrum. Det er penge fra Velfærdsministeriets Sats-pulje, der gør det muligt for Mandecentret at formere sig fra ét til tre på to år.

Mænd klarer sig dårligt efter skilsmisse

Hvorfor mandecentre?
– Mænd er langt dårligere end kvinderne til at hjælpe sig selv eller til at gribe fat i deres netværk, når parforhold og ægteskab forliser. De færreste tager initiativet til en snak med familie, kolleger og venner om de tanker og følelser, der ruller ind over dem som en flodbølge, når livets faste rammer eksploderer, siger Kim Nidam.
Statistikken taler sit klare sprog: 80 pct. af alle socialt udstødte er mænd. I to ud af tre skilsmisser er det kvinden, der tager initiativet og styringen af begivenhederne. For to tredjedele af alle mænd går det psykisk fra slemt til værre efter en skilsmisse – mænd i skilsmisse har dobbelt så høj risiko for at begå selvmord i forhold til mænd i parforhold.
– De fleste mænd har blot brug for en håndsrækning for at genvinde fodfæstet i livet, så dagligdagen kommer tilbage på sporet, siger Kim Nidam.
Der er Ifølge Danmarks Statistik i 2007 hvert år 14.066 skilsmisser. Dem vil Mandecentrene forbygge:
– Det er også muligt for par at komme ind på centrene, fortæller Kim Nidam. Gennem rådgivning kan et ægteskab eller parforhold muligvis reddes.
Tilbuddet gælder også kristne:
– Kristne kommer jo også i krise og bliver skilt.