Vi har ret til at bruge religiøse argumenter
Flertallet afgør landets politik, men kirken har ret til at blande sig i debatten.Har man lov til at bruge religiøse argumenter i den politiske debat og har de overhovedet nogen plads i en demokratisk proces?
Disse to spørgsmål er blevet diskuteret livligt i længere tid. Til begge spørgsmål må der svares ja.
I en offentlig, også politisk, debat, er ethvert argument fremsat på en hæderlig og respektfuld måde gyldigt.
Man må som udgangspunkt gå ud fra, at den, der har en sag inden for politik, økonomi, socialvæsen, miljø, fredsskabelse, kultur og religion tror på den som noget vigtigt og fremsætter den, selv om den også kan få konsekvenser for dem, der ikke er enige.
Blandt de ovenstående emner vækker religionen og de religiøse argumenter hurtigt mistænksomhed og afstandtagen.
De anses ikke for ligeværdige med de andre, fordi religion betragtes som en privatsag, som mange mener ikke skal have for megen plads i det offentlige rum og i hvert fald ikke skal påtvinges nogen.
Med afvisningen af religiøse argumenters gyldighed forsøger man ikke blot at blokere for f.eks. kristen indflydelse på abort- familie- og sociallovgivning. Man søger også ubevidst at definere grænserne for religionens indflydelse på dens udøveres liv.
Nu skal dertil siges, at der også blandt kristne er delte meninger om, hvor meget man skal lade sin personlige overbevisning præge beslutninger, som kommer til at berøre andre.
Der er mange kristne, også politikere, som er tilbageholdende eller ligefrem direkte imod at bruge kristne argumenter i samfundsdebatten.
Ud over følelser samt ikke mindst angst for ikke at blive valgt eller taget alvorligt, viser det også forskelle i definition af kristendom.
Set fra bl.a. et katolsk synspunkt er ens tro nok personlig, men ikke privat.
Den er noget, der angår hele mennesket, noget der skal efterleves og udbredes, men naturligvis hverken med vold eller tvang.
Det er derfor naturligt, at en kristen politiker også vil bruge sin tro i argumentationen og sin indflydelse til at fremme kristne værdier.
På samme måde vil nogle kristne vælgere forsøge at sætte deres kryds ved én, som de bedst synes fremmer kristne værdier.
Et parlament er uvilkårligt med til at præge folks opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. På mange områder økonomiske, sociale, administrative er afgørelserne ikke af etisk grundlæggende art.
Men der er spørgsmål som f.eks. abort, eutanasi, manipulation med det vordende menneskeliv, hvor en demokratisk proces ikke kan afgøre, om noget er rigtigt eller forkert.
For den kristne er det naturligt at betragte troslæren som noget, der er blevet overleveret, og ikke som noget, man selv kan definere.
Dog kan også den ikke-kristne eller for den sags skyld ikke-troende erkende at f.eks. livets ukrænkelighed ikke kan defineres af mennesker, men bygger på naturretten, altså bestemmes af en autoritet, som er større end os selv.
I demokratiske lande er religionsmodstandernes bekymring om for megen religion i det offentlige rum ubegrundet.
Ønsket om at fremme kristne værdier, som f.eks. at afskaffe eller begrænse abort, om at forhindre registreret partnerskabs ligestilling med ægteskab, går i vort politiske system kun i opfyldelse, hvis et flertal af vælgerne vil, og hvis der er politikere, som vil fremme det.
Men indtil en sag er afgjort, har alle, der ønsker af fremme kristne værdier, lov til at argumentere, også med deres tro. De har lov til at forsøge at overbevise andre og lov til at sige, at visse spørgsmål slet ikke kan sættes til afstemning.
Czeslaw Kozon er biskop for den Katolske Kirke. Han er oprindelig fra Lolland-Falster, men studerede ved Gregoriana og Lateranuniversitetet i Rom.
