Kirken skal udfordre
Kristne skal være modkultur til sekularisme, lød det på konference i Evangelisk Alliance.- I en verden, hvor sekularisme og mystik er den nye religion, skal den kristne tro udfordre frem for at blive udfordret.
Sådan lød udfordringen fra den asiatiske leder af Evangelisk Alliance, dr. Richard Howell, på en konference for World Evangelical Alliance (Verdens Evangelisk Alliance) i sidste uge.
Konferencen, der fandt sted i Pattaya, Thailand, havde mere end 100 deltagere fra forskellige lande.
Ifølge Richard Howell bør kristne være en modkultur til tidens trends. Med Jesu første disciple som eksempel udfordrede han derfor konferencens deltagere til at tage radikale opgør med deres kulturelle sammenhænge.
– Den evangelisk-kristne identitet hviler på en altomfattende loyalitet. En underlæggelse af kulturer under alle kulturers Gud.
– Opbrud er en del af den kristne identitet, lød budskabet fra Richard Howell til forsamlingen, der havde deltagere fra et bredt udsnit af kirker og kirkelige organisationer verden rundt.
– Vi må vælge at være salt og lys i de kulturer, vi er sat i, fortsatte han og understregede det kirkelige mandat til at være lys og salt i verden.
– Det vil sige, at kirkens mål må være at forvandle og berige alle kulturer til Guds herlighed, lød konklusionen.
Konferencen, der havde fokus på verdensevangelisation, indledtes med en halv dags faste og en hel dags bøn.