Nu kan Bibelen let tages med i hverdagen
Bibelen på Hverdagsdansk er udkommet i lommeformat. Anbefales af sanger Jette Torp.Det er et år siden Bibelen på hverdagsdansk tog landet med storm og solgte i over 10.000 eks. på seks måneder. Nu er den også kommet i pocketudgave og stadig i udsøgt kvalitet.
Det betyder, at den populære bibel kan tages med ud, hvor den hører til: i hverdagen på toget, på caféen og endda på arbejdspladsen. Lommebiblen foreligger nemlig i hele syv forskellige udgaver fra stift bind til blødt læder og endda med lynlås for ekstra beskyttelse. Bibelen på Hverdagsdansk er blevet en rigtig hverdagsbibel.
Og den har fået fine anmeldelser, siden den udkom i ny og forbedret udgave i 2007.
– Bibelen på hverdagsdansk gør kristendommens centrale skrift tilgængeligt og indbydende, også for mennesker, der normalt ikke læser religiøse tekster. Sproget er mundret uden at blive poppet. Stilen er let uden at blive flakkende. Svære ord eller historiske udtryk fra både Det Gamle og Det Nye Testamente får korte, men effektive forklaringer med på vejen på næsten hvert opslag, skriver kirkeredaktør Morten Thomsen Højsgaard i Kristeligt Dagblad.
Både teologer og kunstnere har rost Bibelen senest entertaineren Jette Torp:
– Oversættelserne af bibelens tekster til hverdagsdansk er både forståelige, sprogligt nuancerede, klare og poetiske.
Lektor i praktisk teologi Hans Raun Iversen ser også oversættelsen som et vigtigt bidrag:
– Der er presset meget bibelsk saft over i den nye udgave af Bibelen på hverdagsdansk.
– I en globaliseret tid er vi vant til at finde en by pass, en alternativ vej til det, som vi ellers ikke kunne finde ud af. Som en sådan alternativ – og ofte mere direkte – vej til det bibelske budskab kan Bibelen på hverdagsdansk anbefales, siger han.
Jette Torp er enig:
– Det er muligt, at nogle teologer vil mene, at der går detaljer tabt i en sådan oversættelse. Forståeligheden og lysten til at forstå bliver til gengæld mangedoblet, så jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg foretrækker, siger hun.