Sofias historie

”Sofias historie” er netop udkommet på Udfordringens forlag. Den 17. december kl. 14.30-16 synger hun jødiske folkesange og fortæller sin historie i Bethesda på Israels Plads i København. Bagefter signerer hun sin bog i Bethesdas boghandel.Det var, som om mit liv var ved at falde fra hinanden. Som om tæppet langsomt blev revet væk under mig. Mit livsfundament, som i forvejen var spinkelt og skrøbeligt, kunne knapt nok tåle flere rystelser.

Sofia Kuperman elsker H.C. Andersen og alt, hvad der er dansk. Nu elsker hun også korset i flaget.

Sådan begynder Sofia Kuperman sin bog ”Sofias historie – en dansk jødes bekendelser”.Bogen er netop udkommet på Udfordringens forlag.
Den fortæller om en jødisk pige, som blev kaldt ”Jesus-morder”, når hun blev mobbet af sine skolekammerater i det kommunistiske Polen.
Hendes forældre led stadig under frygtelige traumer efter Holocaust. En blanding af vrede over det forfærdelige, der var sket, og en urimelig skyldfølelse over, at de selv var overlevet.
Børnene led under disse traumer. Tilmed blev Sofia udsat for incest.
Da jøderne blev forfulgt i det kommunistiske Polen, flygtede hendes forældre til Danmark.
Men det var ikke nemt at flytte til et land, hvor kulturen var helt forskellig, med pornografi og ungdomsoprør.
Sofia måtte kæmpe sig igennem – som dansker og alligevel en fremmed.

– Det var, som om alle de relationer, jeg havde, ikke længere duede. De var destruktive og havde udspillet deres rolle. Jeg havde kæmpet mig fri af dem, men nu var jeg alene og ensom, skriver hun.
– På alle fronter oplevede jeg fiasko på fiasko. Til sidst kunne jeg ikke se nogen mening med mit liv.
Hjælp mig, kære Gud… hjælp mig… jeg kan ikke holde mit liv ud længere. Du er velkommen til at tage det fra mig. Lad dagen i dag blive den sidste dag… jeg er så træt… træt af det hele…

Jeg bad og bad… hver dag. Men der skete ingenting. Til sidst – i ren og skær desperation – sagde jeg: … Tag mit liv… jeg gider ikke leve mere…
Jeg havde på fornemmelsen, at jeg var på grænsen til, hvad jeg kunne klare.

Sofia Kuperman beskrev sit nye syn på Jesus i en kronik i Politiken – og fik kulden fra sine jødiske medborgere at føle.

Det var sommer. Dansk sommer, når den er bedst.
København var badet i solskin, himlen var skyfri og dybblå. Folk i gaderne virkede glade og afslappede. Der var feriestemning i byen. Cafeerne var overfyldt med københavnere og turister. De spiste is og drak kolde bajere. Grinede og skålede.
Men inde i mig var det vinter – kold, mørk og fjendtlig. Jeg gik rundt og frøs. Jeg frøs midt i sommervarmen, fortæller Sofia.

Sofia beskriver, hvordan en negativ indre stemme hele tiden forsøgte at tage modet fra hende.
– Hvor kom denne kyniske og perfide hvisken fra?
Men hver gang denne skånselsløse og destruktive stemme lokkede mig i døden, var det, som om der var en anden stemme – blid og medfølende – der hviskede mig i øret og opmuntrede mig til at vælge livet.
” Du er god nok, som du er,” forsikrede den mig. ”Livet er en gave. Hver dag er en gave. Brug det! Lad være med at give op! Søg, og du skal finde…”

– Hvem tilhørte den stemme? Det vidste jeg heller ikke, dog kunne jeg fornemme, at den – i modsætning til den første stemme – ønskede mig det godt. Den tilhørte én, som var mig venligt stemt. En slags åndelig velgører.
”Måske er jeg ved at gå fra forstanden, ” tænkte jeg. ”Siden jeg hører stemmer…”
Men det var ikke almindelige stemmer, jeg hørte. Det var stemmer, der talte til mig, på det indre plan. De talte til mit hjerte… kæmpede om mit hjerte…
Sofia går til læge, men finder ikke den hjælp, hun søger. Hun får kun nogle piller.
– Jeg må ærligt talt indrømme, at samme aften, da jeg sad alene hjemme foran fjernsynet, følte jeg mig fristet til at tage alle piller på en gang.
Sofia er ganske vist jøde og tror på Gud som en universel kraft, men som mange andre danskere har hun også rodet med det alternative.
Hun er især interesseret i buddhisme. Hun dyrker yoga og flirter med det nyreligiøse. Men ved enden af det hele er hun alligevel deprimeret og har bare lyst til at dø…

En dag stod hun og læste programmet i glasmontren foran en kirke.
Vis mig din vej, og giv mig mod til at gå den, stod der.
– Dengang havde jeg ingen anelse om, hvor sætningen stammede fra, men jeg fornemmede, at det var et citat fra Biblen, skønt jeg aldrig havde læst den. Det var bare en fornemmelse, jeg havde, fordi ordene lød som en bøn og et råb om hjælp.
Jeg kunne godt lide den sætning, og jeg læste den igen og igen. Den blev en slags motto, som jeg gentog inde i mig selv, hver gang jeg var på vej hen til Helleruphavn.
Kære Gud
Vis mig din vej, og giv mig mod til at gå den…

– Svanemøllehavn og Helleruphavn var blevet mine to åndehuller, hvor jeg kunne få hvile og ro. Hav og himmel lagde en dæmper på min vrede og mildnede den til toner af blidt bølgeskvulp.
En dag får Sofia svar på sin bøn. Hun møder tilfældigt en iransk kvinde, og de kommer til at snakke sammen:
”Jeg vil gerne give en kop kaffe,” sagde jeg. ”Der ligger en dejlig café lige her i nærheden, og de har rigtig god caffé latte…”
Hun kiggede nervøst på sit ur. ”Jeg skal til et møde, ” sagde hun. ”Og mødet starter om knap en time… Har du lyst til at komme med?”
”Hvad er det for et møde?” spurgte jeg.
”Det er et møde med en prædikant fra Indien.”
”Okay…” sagde jeg.
Jeg havde ikke lyst til at være alene resten af aftenen. Jeg ville hellere være i selskab med Nilofar.
”Alle tiders!” sagde hun begejstret. ”Du kommer ikke til at fortryde, at du tog med. Han er en fantastisk prædikant!”
Jeg gik ud fra, at prædikanten fra Indien var buddhist.
Og jeg var jo interesseret i buddhisme.
Derfor fik jeg noget af et chok, da vi trådte ind i den store sal, hvor en masse mennesker allerede var forsamlet, og hvor et kor akkompagneret af en gruppe musikere varmede op med høj og livlig gospelmusik.
Det gik med ét op for mig, at jeg var havnet det forkerte sted, og at jeg måtte se at komme ud herfra i en fart.
Det var en kristen frikirke, og den karismatiske prædikant fra Indien var ikke buddhist, sådan som jeg havde troet. Han var derimod en kristen prædikant.

– Jeg stirrede målløs på Nilofar, som stod ved siden af mig med løftede arme og begejstret råbte: ”Halleluja! Tak, Jesus!” og jeg kunne se, at hun havde glædestårer i øjnene. Og pludselig kom jeg i tanke om, at Nilofar – på en af vores spadsereture nede ved Svanemøllehavnen – havde fortalt mig, at hun troede på Jesus. Men da Jesus var det sidste, jeg dengang interesserede mig for, bed jeg ikke mærke i det.
Jeg var ved at blive dårlig. Og var lige ved at sige til Nilofar, at jeg var nødt til at smutte hjem, for det her var bestemt ikke noget for mig.
Prædikanten begyndte at tale, og der blev helt stille i salen. Jeg tænkte:
”Jeg kan ikke være bekendt at gå nu… jeg må hellere blive, til hele forestillingen er forbi… det vil være respektløst at rejse sig op nu, hvor alle sidder musestille på deres pladser…”
Selve prædikenen gjorde ikke noget særligt indtryk på mig. Bevares, prædikanten var veltalende og havde tilhørerne i sin hule hånd. Bortset fra mig…
Jeg var totalt uinteresseret i at høre om Jesus. Jeg gabte flere gange og ønskede, at dette show snart var forbi.

– Da prædikanten omsider blev færdig, og jeg troede, at vi nu endelig skulle hjem, tilbød han at give velsignelser i Jesu navn til alle.
Alle – undtagen mig – rejste sig op fra stolene og skyndte sig hen mod podiet, hvor prædikanten stod parat til at tage imod enhver, som ville modtage en personlig velsignelse i Jesu navn. Jeg så ham lægge hånden på Nilofars hoved og bede for hende. Hun faldt bagover og blev fanget i faldet at nogen, der stod bag hende. Jeg var helt paf.
Igen kæmper de to stemmer indeni Sofia. Den onde stemme forsøger at få hende til at gå, mens den blide stemme leder hende hen til podiet.
– Og pludselig stod jeg dér, foran podiet. Og prædikanten lagde stille og roligt sin hånd på mit hoved og bad for mig på engelsk. Han sagde kun ganske få ord og afsluttede velsignelsen med at sige:
”God bless you in the name of Jesus! Go with peace!”
Det var det hele.

– I årevis var jeg vant til at tage stesolider for at falde i søvn. Men da jeg kom hjem den aften, var jeg så træt i hele kroppen, at jeg faldt i søvn af mig selv. Jeg sov og sov og sov… Da jeg vågnede næste morgen, vidste jeg, at noget fantastisk var sket.
Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde følt mig så let om hjertet. Min vrede var væk.
Det tungsind og den angst, som ellers straks plejede at melde sig, når jeg vågnede om morgenen, var væk.
Jeg stod forsigtigt ud af sengen, bange for, at denne følelse skulle forsvinde. Men den forsvandt ikke.
Den ledsagede mig, mens jeg tog bad og spiste morgenmad. Følelsen af lethed og glæde var inden i mig og omkring mig. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde haft det så godt.
Jeg kendte selvfølgelig til følelsen af lethed og glæde, men denne følelse var anderledes. Det var, som om den kom fra en indre kilde. Hvordan skal jeg beskrive det…
Det var, som om en stor glæde vældede op i mig. En glæde, som jeg knapt nok kunne rumme. Så stor var den. Og den havde en berusende effekt på mig. For første gang i meget lang tid var jeg fuld af energi og livsglæde.

Sofia Kuperman:
”Sofias historie – en dansk jødes bekendelser.”
Udfordringen 2008.
136 sider, illustreret.
148 kr.