Vores klang

I lørdags mødtes min kone med gamle klassekammerater på Grejsdalens Efterskole. De havde ikke set hinanden i 25 år, så spændingen var stor.Alle var naturligvis for længst blevet gift. Alle havde naturligvis fået tre børn. Sådan cirka. Og alle var naturligvis totalt ugenkendelige.
Alligevel troppede de nostalgiske op med gulnede minder og klassefotos under armen i de kendte rammer i idylliske Grejsdal ved Vejle. Ingen havde den fjerneste lighed med de upolerede ansigter, der bar deres navnetræk.
Som rynkede æbler blev de endnu engang blandet sammen og bænket ved de festlige borde. Et halvt hundrede modne damer og herrer med søgende blikke. Med fugede ansigter og i tungere udgaver end deres kontrafej på skolefotoet. Håbet var et glædeligt gensyn med gamle kendinge, kammerater og kærester.
En utopi skulle man tro, men nej. Miraklet indtraf. Som var de udstyret med røntgenblik zoomede damerne og herrerne forbavsende let ind på deres aldrende ungdomsflok fra dengang det var før. Hvordan? Tjae, såmænd ved at lade historien gentage sig. Trods 25 års fravær faldt en hel skoleårgang atter, ganske ubemærket og på få øjeblikke ind i eksakt samme roller, som da de var 15 år. Et interessant – og måske skræmmende – fænomen. En tidsrejse til en tabt og genfundet ungdom.
Tilsyneladende er der unikke træk, der (for)følger os hele livet. Et signalement, der altid kan genkendes hos os.
Filosoffen Villy Sørensen har sagt, at enhver person har sin egen klang. Nogle grundtoner, der anslås tidligt i tilværelsen og klinger med livet igennem.
Tænk engang. Det træk, det temperament og den tone, der typisk sætter sig igennem hos os, vil altid afsløre os. Skræmmende måske, når man er ung. Men altså ret praktisk, når man mødes igen efter 25 år.
På facebook findes hundredvis af grupper for gamle klassekammerater. Min egen gamle efterskole er der også. Vi har ikke endnu taget os sammen til en gensynsfest. Men har jeg spejdet efter de gulnede minder og klassefotos på fjæsbogen? Selvfølgelig har jeg det. Ligesom alle de andre. Men i virkeligheden har jeg nok (som alle de andre) blot ledt efter klangen, der minder mig om, hvem jeg er.