Klar tale
Asbjørn Asmussen er en mand med mange evner.Ikke blot er han netmissionær og mediekonsulent i Indre Mission, men har også været musiksekretær i samme bevægelse. Og nu har han udgivet egne sange på cd.
Asbjørn hedder albummet ganske enkelt. Og enkle er både tekster, melodier og arrangementer. Velgørende at lytte til de danske sange som inspiration til morgen- eller aftenandagten. Flere af sangene er nemlig direkte bibelcitater fra bl.a. Salmernes bog.
Asbjørns tekster er i et nutidigt og let tilgængeligt sprog. Indholdet bærer præg af hans personlige liv med Gud, noget han har fået med fra sit barndomshjem:
– Jeg er vokset op i kristent hjem og har dér oplevet et kristent liv i praksis. Mine forældre prædikede aldrig for mig, men jeg tror, de har bedt meget for mig og mine søskende. Og efterhånden er troen på Gud og Jesus vokset til en personlig overbevisning, som jeg kun kan forklare som Guds eget værk i mig. Hvor skulle det ellers komme fra? spørger han på sin hjemmeside www.asas.dk.
Derfor er mange af hans sange bønner og lovsange til Gud. Vi får historien om den fortabte søn fra sønnens synsvinkel: Hvor skønt at ens far byder velkommen hjem! Vi forsikres om, at Gud elsker os og holder os fast.
Asbjørn Asmussen har selv skrevet de fleste af sangene på cden. Øvrige sangskrivere er Preben Olsen, Bente Graugaard Nielsen og sønnen Arvid Asmussen. Der er sågar kommet en bearbejdning af en Brorsonsalme med.
Asbjørns stemme er klar og tydelig. Akkompagnementet underbygger fint. Og et spændende korarrangement sørger for afveksling.
Svend Løbner