Kommentar: Våbenhvile under tidspres
Som tidligere krige påført Israel er konflikten i Gaza en nødvendig reaktion mod terror.I øjeblikket er verdens fokus rettet mod Israel og Mellemøsten. Meningerne er delte.
Mange anklager Israel for at udsætte uskyldige menneskers liv for fare. Andre anklager dem for at have stjålet landet fra palæstinenserne.
Der er også fokus på Israels militære overlegenhed, og de elendige forhold befolkningen i Gaza må udholde.
Hvad er sandheden i denne krise?
FNs resolution 181 af november 1947, som delte landet i tre dele, hvor araberne blev tildelt de to dele og jøderne en del. Det er grundlaget for staten Israel. Her har Israel bøjet sig for en beslutning, som for dem var meget dårlig, idet 72 % af landet allerede var givet til araberne som landet Transjordanien – i dag Jordan.
FN pålagde såvel jøder som arabere at danne demokratiske stater, som gensidigt anerkendte hinanden. Det har Israel gjort, men det vil Hamas og de fleste dér boende arabere ikke. De anerkender ikke staten Israel, men deres mål er at udrydde Israel som stat.
Allerede i 1948 blev staten Israel overfaldet af fem arabiske lande på dets 0 års fødselsdag, hvor hele verden holdt vejret, fordi ingen mente, at Israel kunne overleve angreb fra nationer som tilsammen udgjorde over 100 mio. mennesker, når der på det tidspunkt kun fandtes 700.000 jøder i Israel, og landet endnu ikke havde nogen hær.
Igen 1956 kom Sinai-krigen, hvor Israel blev overfaldet af Egypten og Syrien, som tabte krigen. I 1967 kom Seksdages-krigen, hvor Israel blev overfaldet af otte arabiske lande: Egypten, Syrien, Irak, Yemen, Algeriet, Sudan, Sydyemen og Libyen, hvor Israel i løbet af seks dage vandt krigen.
Så i 1973 kom Yom Kippur-krigen netop på Israels største helligdag, hvor mange jøder ikke telefonerer, hører radio eller ser TV, og derfor var det svært at mobilisere hæren.
Mærkeligt nok var Mossad (Israels sikkerheds politi) ikke klar over faren fra Egypten og Syrien denne gang, men alligevel vandt Israel igen. I alle disse krige var det araberne, som var aggressorerne.
Foruden alle disse krige, som blev påført Israel, måtte landet også leve med utallige selvmordsbomber, som palæstinenserne stod for med det formål at dræbe og lemlæste så mange jøder som muligt. Derfor lukkede Israel grænserne ind til Gaza.
Nu lovede Gaza så, at hvis Israel rømmede de israelske bosættelser i Gaza, så ville de få fred. Det gjorde Israel så i 2005, men siden er konfrontationerne fra Gaza blot eskaleret.
Trods store protester fra dér boende jøder blev de på påbud af Israels regering tvangsflyttet til Israel, og nu ventede alle, at den lovede fred så ville komme. Men freden udeblev.
I stedet begyndte Hamas at affyre raketter ind i Israel med det formål at ramme civile borgere inklusive skoler og børnehaver, så borgerne måtte leve i konstant trussel og rædsel i Israel. Det er blevet til mange tusinder raketter.
Politikere, journalister og muslimer i Vesten hævder, at det er synd for det palæstinensiske folk, at de må leve under så kummerlige kår i Gaza, og de har ret.
Livet i Gaza er mere end kummerligt, men borgerne i Gaza er ikke uskyldige! Som tyskerne valgte Hitler, kom det tyske folk til at lide forfærdeligt. Tænk blot på de meningsløse tæppebombningerne i de sidste dage af krigen, hvor tusinder af civile tyskere døde under devisen: Nok er nok!
Men det er ikke under denne devise, at Israel nu forsøger at stække Hamas. Hamas er en terrororganisation, som ikke vil rette sig efter FNs resolutioner (bl.a. den nævnte af nov. 1947 FN 181).
Hamas erklærede mål er at udrydde staten Israel, og under den devise har befolkningen i Gaza som majoritet valgt dem. Det må de nu bære ansvaret for. Hvis Israel blot en gang taber en krig, er der ikke noget der hedder Israel længere!
Den krig, som Israel nu fører, er ikke imod palæstinenserne, men har til formål, at stække Hamas. Det er en uhyre vovelig affære for Israel at sende soldater ind i selve Gaza bys smalle gader, hvor Hamas ledere skjuler sig i skoler, børnehaver og lignende steder, så de kan beskylde Israel for at være så bestialske, at de går efter civilbefolkningen.
I den forbindelse er det også interessant, at de arabiske lande er meget tilbageholdende med at kritisere Israel, fordi man ved, at Hamas er en farlig terrororganisation.
Men Israel arbejde nu under et tidspres. De var nødt til at trække sig ud senest den 19. januar, dagen før den nye præsident i USA Barack Obama blev indsat. Israel kan ikke leve med, at den nye præsident straks skal tage stilling til dette verdens brændpunkt nummer 1!
Jeg indrømmer gerne, at de såkaldte palæstinensere i Det hellige Land lever under kummerlige kår dér. De israelske bosættelser på Vestbredden bør fjernes snarest, og Israel var på vej til det, hvis forsøget i Gaza havde holdt, hvad det lovede.
Forholdene i Gaza er ganske umenneskelige for beboerne dér. Men hvordan kan det være anderledes, når man ved, at så snart grænserne åbnes, så vil selvmordsbombere i hobevis igen massakrere den jødiske befolkning.
HANS KRISTIAN NEERSKOV:
Præst, forfatter, menneskerettigheds forkæmper og formand for Den Internationale Sakharov Komité.
