At starte med slutningen

Jeg har det med at være på de forkerte steder på de forkerte tidspunkter. Hjælp søges.Ta’ fx for nylig da jeg var i en dvd-udlejningsbutik sammen med nogle venner. Vi blev dog hængende lidt længere end først beregnet, fordi vi spottede et ungt par, der skændtes højlydt om, hvilken dvd de skulle leje. Det var førsteklasses underholdning.
På et tidspunkt greb en af mine venner fat i dvd’en The Perfect Storm, men jeg udbrød prompte: ”Naaaj! Dén gider jeg altså ikke se. Den ender jo med, at han dør!”.
Det lillebitte problem var, at vi ikke havde set det skilsmisse-parate par stå ved siden af os – med samme film i hånden. Ups. Nu kendte de vistnok slutningen. Kvinden kiggede vredt på mig, som om jeg nu var skyld i, at de var kogeklare til at underskrive skilsmissepapirerne. Jeg var lige ved at tilbyde at være vidne over for dommeren for at få ægteskabet annulleret. Men jeg valgte at vente på deres udspil først. Det føltes som om, jeg nu var midt i en western-duel.
Manden stillede langsomt dvd’en tilbage. Der var dødstille. Ingen rørte på sig. Sceneriet ændrede sig til western-byens støvede hovedgade, som var blevet rømmet for mennesker på ingen tid. Kvindens øjne brændte sig fast på mig. Jeg – en sladrehank. Og sladrehanke skal dø. I baggrunden kunne jeg næsten høre bedemanden slå sømmene i min kiste, mens saloon-ejeren gjorde klar til gravøl. Selv dvd-ekspedienten havde nu hørt om opgøret og slukkede for butikkens baggrundsmusik. Han ville også ha’ kvindeopgørets afslutning med. Så var der da én, der fik en ordentlig afslutning med sig hjem.
Kvindens blik slap endelig min forstenede krop, og hun vendte sig mod sin mand som havde gemt sig bag hende: ”Nå, Martin,” startede hun, ”Ska’ vi gå igang med at skændes om en ny film i endnu en times tid…?!”, hvorefter vi alle brød ud i grin, og jeg begyndte igen at tilføre ilt til min hjerne. Det var som om, jeg havde reddet deres ægteskab, for som de kloge siger: ”Par, der griner sammen, holder sammen”. Parret havde pludselig ikke hinanden at være sure på, men de kunne grine og ryste på hovedet af en tredjepart – mig, sladrehanken.

Hændelsen lærte mig, at jeg gerne dummer mig for at redde et par ægteskaber hist og pist. Altid til tjeneste.