Skuespiller og teaterdirektør Jytte Abildstrøm: Kristendommen er min platform

Jytte Abildstrøm er kendt for sin sprudlende livsglæde på de skrå brædder. Den fik hun i sin opvækst under Anden Verdenskrig, hvor bøn og salmer holdt modet oppe. – Hvis ikke vi holder fast i den kristne platform, så skrider alt sammen under os, siger hun.Hvorfor hanker de ikke op i det religiøse grundlag? Det er jo det, kristendommen skal bruges til!

Det hjælper altid at folde hænderne og bede en bøn til Gud og takke ham for det liv, vi har, siger skuespiller og teaterdirektør Jytte Abildstrøm. Hun udlever sit kristenliv med kirkegang og økologi.

Det siger Jytte Abildstrøm i forbindelse med, at hun for nylig blev inviteret i DR’s studie med sønnen Peter Mygind for bl.a. at kommentere dramaserien Sommer. Et vigtigt omdrejningspunkt i serien er den dybt troende mor Sophia:
– Da jeg så det program – jeg har jo ikke haft tv i 40 år – så undrede det mig bare, at de ikke kunne hanke op i det religiøse grundlag, sådan at de kunne få løst de familiekonflikter på en skønnere måde. For det er det, vi skal bruge kristendommen til, siger Jytte Abildstrøm.
Og den folkekære scenekunstner har noget at have sin vurdering i.

Hun er nemlig født under 1930’ernes depression og voksede op under Anden Verdenskrig, hvor hun lærte at klynge sig til håbet i det kristne budskab.
– Under krigen kom jeg ud på landet og var ude på en gård. Så foldede jeg da hænderne hver aften og sagde: Tak fordi jeg fik mad i dag også! fortæller Jytte Abildstrøm.
Her lærte hun at bruge kristendommen som platform for den livsglæde og humor, hun er så kendt for i dag.
– Kristendommen har betydet meget for mig selv og min opvækst. Jeg er født i 1934, og min far og mor var ikke meget kirkegængere. Men vi voksede op med de 10 bud og dyderne, som mine forældre lagde mere vægt på end på synderne. Dyd er en kraft, man skal udvikle gennem hele livet for at gøre det gode for mennesker.
– Vi skal ikke være så nervøse for at bekende vores tro, det er jo egentlig meget enkelt: at formidle det kærlighedsbudskab som er i kristendommen.
– Jeg kom i skole allerede i 1940 og lærte der vore dejlige salmer af bl.a. Ingemann og Grundtvig at kende. Derhjemme foldede vi vore hænder om aftenen og bad en lille bøn om, at verden skulle få godhed og kærlighed i sig igen, og glædede os over, når vores arbejdsløse far og brødre fik arbejde. Og det har fulgt mig hele livet, fortæller Jytte Abildstrøm.

Jytte Abildstrøm er blevet kaldt “rablende skør”, “ildsjæl” og “energibundt” siden hendes professionelle debut som revyskuespiller i 1957. Hun har slået sine folder i bl.a. Helsingørrevyen og Cirkusrevyen, inden hun slog sig på dukketeater og i 1970 genåbnede det gamle forlystelsessted Riddersalen på Frederiksberg. Her er hun nu teaterdirektør på ”Jytte Abild-strøms Teater”, hvor hun har iværksat langt over hundrede forestillinger – de fleste er forestillinger for børn skrevet specielt til dette teater og med nykomponeret musik.
Glæden er dit varemærke – stammer det også fra din opvækst?
– Det sjove er, at den glæde og varme som jeg er vokset op med er mange gange blevet vendt imod mig, fordi andre syntes jeg var for positiv og for optimistisk. Det begyndte allerede i skolen og gymnasiet. Og da jeg senere kom ud i det virkelige liv, blev jeg kaldt naiv og enfoldig. Men jeg har en overbevisning, og det generer mig ikke. Hvis jeg mister overbevisningen om, at det nytter at finde det gode ved tingene, så ved jeg snart ikke…

Men Jytte Abildstrøm har trods modvind fået en lang række priser gennem tiden. I 1976 modtog hun PH-Prisen, i 1980 LOs Kulturpris, i 1982 Niels Matthiasens Mindelegat og i 1994 Danmarks Teaterforeningers Børne-Ungdomsteaterpris. Hun tildeltes i 1995 den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond og i 1998 Gelsted-Kirk-Scherfig-Prisen. Samme år blev hun ifølge Kvindebiografisk Leksikon nomineret til Nordisk Råds miljøpris, og i 1999 fik hun Karen Marie Thorsens Mindelegat på 100.000 kr. som anerkendelse af hendes unikke placering i dansk teater og stædige kamp for at redde Riddersalen. Hun blev i 1990 udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.
Men det har ikke altid været nemt at få det gode frem i kunsten, fortæller hun:
– Det bliver nemt sådan, at folk synes, man er sentimental eller romantisk, eller at man ikke kender til virkeligheden. Men det er jo netop, fordi man kender til virkeligheden – for mig var det specielt i krigsårene, hvor jeg var mellem 6 og 11 år – at man holder fast i den platform. Fordi hvis ikke vi holder fast i den platform, så skrider det jo alt sammen under os.

Og den platform har du fået gennem kristendommen?
– Ja, i min opvækst. Jeg gik meget op i at blive konfirmeret, kan jeg godt sige dig. Jeg har kendt og talt med mange præster, ikke mindst Johannes Møllehave. Han skrev den første revyvise, som jeg forløste ved en stor ”studillefest”, og vi spadserede mange gange op og ned ad Gl. Kongevej i vores unge dage. Jeg var dybt fascineret af ham og hans formidling af Bibelen til hverdagsbrug. Han har en mageløs indfaldsvinkel.
– Nu bor jeg i et økologisk kollektiv i Trekroner ved Roskilde, og jeg kommer meget i Himmelev kirke. Jeg er meget, meget glad for de tre præster, der er dernede. Jeg har det bedst, når jeg kommer ned i kirken en søndag og får, som jeg kalder det, en sang i hjertet og en historie til sjælen.

Humoren præger dig meget…
– Ja, men humor betyder oprindelig væskebalance og indbefatter medfølelse. Så ironi rummer ikke den medfølelse som humoren indebærer.
– Folk forveksler ofte ironi og satire med humor. Men det har intet med hinanden at gøre. Hvis nogen spørger: Hvorfor laver du aldrig sort humor på dit teater? Så svarer jeg: For mig er den sorte farve mørke og mangler medfølelse. Derfor kan man ikke lave sort humor. Man kan ikke sætte de to ting sammen, synes jeg.
– Kierkegaard skrev også: Satire håner folk, ironi driller, men humor er medfølelse og indeholder også smerte. Når en klov optræder, viser han sin smerte, så tilskueren får medfølelse. Man ler ikke ad ham, men med ham.

Du er performer, men hvordan får troen udtryk privat?
– Jeg har nogle idealer, som jeg prøver at leve op til. Der skal være en sammenhæng mellem min private levemåde og levemåden på de skrå brædder. Jeg er faktisk ikke skuespiller, for jeg spiller ikke roller.
– Jeg har gennem et langt liv levet ret ydmygt og spartansk. For netop når man optræder for børn med et budskab om, at vi skal hjælpe hinanden og være nøjsomme, så kan det ikke nytte noget, at vi ikke selv efterlever det.
– Så på sin vis er jeg jo glad for, at jeg bor på 50 kvadratmeter i et økologisk bofællesskab, hvor vi netop prøver – med alle vore forskelligartetheder – at leve op til den vision som hedder ”spirituel økologi” – kald det bare religion. Det hjælper mig meget, at jeg lige kan gå hjem og folde hænderne og læse en Grundtvig-salme. Han er jo et uudtømmeligt bæger af kærlighed og godhed. Og så læse noget filosofi, K.E. Løgstrup læser jeg meget (dansk teolog og filosof- red.).
– Jeg er jo ikke færdig med det gode og bliver det måske heller ikke, før jeg stiller skoene. Men det er da godt at prøve i det daglige, i den daglige omgangsform. Det har jeg også fra mine forældre, for de havde altid et venligt ord i dagligdagen, hvis der var nogen der ikke kunne bære tasken eller kom op at skændes i køen eller ikke kunne sidde i toget. Det er jo de små ting, det starter med.
Og det økologiske – hvad har det med din tro at gøre?
– I mange af de salmer, jeg sang som barn i skolen, spillede naturen en stor rolle. Tænk bare på I østen stiger solen op og alle B. S. Ingemanns salmer.

– Nogle siger til mig: Du kan da ikke tro på det der med de seks dage! Verden blev jo til gennem The Big Bang! Folk er blevet så videnskabeligt korrekte. Men jeg tror ikke på The Big Bang…
– Selv om videnskaben udvikler sig, så kan du ikke opfinde vand. Du kan ikke lave jord. Du kan ikke fremstille luft.
– Økologi handler jo bare om at holde hus med jorden, ligesom økonomi det er at holde hus med pengene. Det er sjovt, at jeg er endt i et økologisk bofællesskab, hvor vi skal prøve at tage hinanden i hånden og hjælpe hinanden, få nye ideer og være klare over, at det hjælper at folde hænderne og bede en lille bøn og takke hver dag for det liv, vi har.

Og bønnen holder fokus på det væsentlige?
– Ja, nemlig. For nylig læste jeg Kirsten Kjærulffs bog om Hildegard af Bingen (benedikternonne – red.). Sidste år i maj var jeg på en bustur til Hildegard af Bingens kloster. Det var skønt at være sammen med så mange katolikker. De spurgte mig, ligesom du spørger nu: Hvordan kommer troen ind i dit privatliv, og hvordan kommer økologien ind i billedet? Og jeg svarede: Det kommer fra salmen. Så holdt jeg et miljøforedrag, hvor jeg gik ud fra salmen Op al den ting som Gud har gjort. Den er genial! Jeg læste den op helt langsomt. Det var fuldstændigt som om, vi alle sammen fik et af de sjældne øjeblikke, hvor man pludselig forstår, hvad det handler om.
Et evighedsøjeblik?
– Ja netop. Vi mødtes igen på Dalum Kloster før jul og skal mødes igen sidst i januar. Så alt det, som har ligget stille nede i mit sind, det prøver jeg lige så stille at få frem.
– Jeg har kun taget hul på noget, som ligger godt og ulmer, og nu tør jeg stå lidt mere ved det. Måske kan jeg også hjælpe andre, så de tør sige det. For folk er blevet så berøringsangste overfor det med troen.