Åben Aalborg-kirke satser på events
Missionsforbundets kirke i Aalborg, Bethaniakirken, er en moderne, udadvendt kirke, hvor sang og musik spiller en stor rolle.
Men der høres andre sprog end musikkens. I kirken tales der – ud over dansk – arabisk, farsi, engelsk, færøsk, fransk og flere afrikanske dialekter. Mange kristne nydanskere er blevet en del kirken – og det kan mærkes. Kirken er i dag en multietnisk kirke.
Bob Bailey og koret Amaze indtager scenen fredag den 27. februar i Bethaniakirken, og der er lagt op til en festlig gospeloplevelse ud over det sædvanlige.
Den kendte amerikanske gospelsanger Bob Bailey er en helt utrolig alsidig musikalsk herre. Han er fast sanger i en række tv-shows i USA og har medvirket på mere end 2000 plade- og cd-indspilninger samt ved et utal af koncerter med så store navne som Bruce Springsteen, Ray Charles, Michael Jackson, Johnny Cash, Nathalie Cole, Dolly Parton og B. B. King. Han har udgivet fire albums i eget navn.
Bob Bailey besøger ofte Danmark, hvor han øser ud af sine store evner på gospel-området og samler et stort publikum ved sine koncerter. Nu kommer han på scenen i Bethaniakirken i Aalborg.
Ved samme koncert medvirker gospelkoret Amaze fra Århus. Koret består af syv erfarne gospelsangere, som har specialiseret sig i autentisk gospelmusik, der henvender sig til et bredt publikum, og i koncerterne involveres publikum på en festlig måde. Jakob Gunnertoft fra koret siger:
Gospelmusik har glæde, energi og begejstring som vigtige elementer, og det har vi praktiseret ved utallige koncerter siden 2001.
I sommeren 2007 kunne Bethaniakirken, der ligger centralt i Aalborg, åbne dørene til en udvidet og moderniseret kirke med 570 nye m2 med mange spændende muligheder og de muligheder skal udnyttes.
Man ønsker at byde mange af Aalborgs indbyggere ind i kirken. For at få kontakt med nye grupper af mennesker blev det foreslået, at man skulle lave nogle særlige arrangementer, events.
Gospelkoncerten er et led i rækken af disse events. Tidligere har man haft besøg af skuespilleren Lone Hertz, der meget levende genfortalte Johannesevangeliet. Der har været flere store koncerter med Gospel Sisters, Etta Cameron, Ester Brohus og Fangekoret fra Statsfængslet i Vridsløselille.
Disse events har alle været velbesøgte også af mennesker, der ikke kommer i kirken til daglig. Derfor vil Bethaniakirken også invitere til events i fremtiden.