Faste og Retræte
Faste gør os til hele mennesker

(Læsetid: 7 minutter)

Faste er en øvelse, der hjælper os at holde balance mellem livets indtægter og udgifter, skriver freelancepræst Poul Asger Beck.Fasten er givet os, for at vi kan overveje, hvordan vi bruger vores penge, tid og andre ressourcer.Poul Asger Beck
Freelancepræst i Baptistkirken og retræteleder i Aandeligvejledning.dk

Bruger vi dem til glæde og gavn for os selv og andre? Eller er vi egentlig blevet slaver af tiden og overforbrug? Uden glæde? Uden fred? Uden harmoni?
Gud ønsker, vi skal være lykkelige. Han ønsker os alt godt og glædeligt. Ikke at fratage os livets goder, men at vi må finde de sande goder i livet.

Balance i livets regnskab

Jeg har fået mange nye samtalepartnere den seneste tid. En dag talte jeg med én af dem om, hvad det er at hvile i sig selv? Hvordan bliver man et helt menneske?
– Det er svært at svare på, sagde han.
Ganske rigtigt!
Ugen efter, da vi mødtes igen, havde han tænkt over det, og nu sagde han:
– Det er, når der er balance mellem udgifter og indtægter!
Vi har ikke tid, siger vi tit. Men er det nu sådan? Tiden er der jo altid. Der er lige meget af den hver dag, og der er lige meget af den til alle. Alle har vi fået 24 timer i døgnet. Syv dage om ugen. Hverken mere eller mindre.
Tiden er måske det mest demokratiske, der findes. For alle – rig og fattig, ung og gammel, mand og kvinde – har fået præcis lige meget af den. Og uanset hvad vi gør, kan vi ikke købe os til 25 timer i døgnet eller 8 dage pr. uge.
Tid har vi alle fået lige meget af, og i dag får vi præcis lige så meget tid som i går. Denne uge nøjagtigt lige så meget som i næste uge.
Problemet er ikke så meget tiden, som hvad vi prøver at putte ind i tiden. Hvad vi fylder vores tid med? Ønsker vi at være hele mennesker, må der være balance mellem indtægter og udgifter. Så vi kan hvile i os selv. Ellers bliver det opgaverne, arbejdet, tv, mails, sms og facebook, der booker ”vores” tid. Sådan at vores fritid også er nøje tilrettelagt tid fyldt af opgaver – bare uden løn.

Karnevallet i Milano, tryk fra 19. årh. Karnevallet var oprindelig en helligdag for ”farvel til kødet” før fasten indledtes. Senere blev karnevals-festen nærmere en anledning for kødet…
Fritid bør være fri tid

Fritid må være ”fri tid”. Tid fri for krav, pligter, byrder og opgaver. Tid vi har reserveret til at ”være”. Tid til at lege med børn eller børnebørn. Se sin elskede i øjnene. Spise en middag med gode venner. Besøge en kær ven. Måske en syg, der kender til at komme ned i tempo og derfor kan lære os om balancen mellem udgifter og indtægter. Være et helt menneske.
Men det kan være vanskeligt. Derfor vil de fleste af os have brug for at øve sig. At begynde med korte perioder. Og siden udvide til længere tid. Men hele tiden holdt enkelt og simpelt. KIS som englænderne siger: Keep It Simple. Og øvelse vil gøre mester.
Faste og øvelse er på bibelens sprog egentlig det samme ord. Faste er givet os, for at vi kan øve os i al enkelhed.

Faste er en øvelse

Den svenske forfatter og retræteleder Peter Halldorf skriver:
– Øvelsen er givet os for at luge ud. Det lille stykke jord, vores liv er, kan umuligt bære ubegrænsede mængder af planter, hvis vi samtidig ønsker, at frugten skal blive rigelig og velsmagende.
– Vi kan ikke nå alt, være alt og gøre alt, hvad der står på vores ønskeseddel og samtidig forvente et rigt indre liv. At rydde ud i bunkerne med ulæste bøger, at rense ud i alle de indre stemmer, der afkræver os opmærksomhed, at skære de grene væk, der får livet til at sprede sig i alle mulige og umulige retninger – det er ganske vist smerteligt, men alligevel uundgåelige indgreb for den, der vil dyrke sit livs have…
– Når det drejer sig om ukrudtet, skal der overhovedet ikke vises nogen nåde. Den der vil holde sin have ren, afsætter ikke et hjørne til ukrudt. Det er nødvendigt skånselsløst at luge ukrudtet væk, men det er endnu mere virkningsfuldt at lade den gode vækst brede sig i en sådan grad, at ukrudtet kvæles, skriver Peter Halldorf.

Guds barmhjertighed

Fasten er en øvelse i at være et helt menneske og handler bl.a. om at tilpasse mængden af planter til den plads, vi har til rådighed for at opnå balance, og lade den gode vækst brede sig i stedet. Være et helt menneske.
Det bedste, vi kan opdyrke i fasten, er Guds barmhjertighed og lade den kvæle ukrudtet. Over for Guds barmhjertighed har hverken overforbrug eller ukrudt en chance.
God faste. God øvelse.

Fra Kirkebladet Kontakt, bragt med tilladelse.

Faste i Bibelen

Faste betyder i Bibelen generelt det at afholde sig fra mad og drikke for en tid (f.eks. Est 4,16) snarere end afholdenhed i forhold til udvalgte spiser.

1. Det Gamle Testamente
Der var for det første de faste årlige fastedage.
Israelitterne fastede på den store forsoningsdag (3 Mos 16.29.31: 23.27-32; 4 Mos 29,7). Efter eksilet blev fire årlige fastedage iagttaget (/Zak 8,19); ifølge Talmud var de alle ihukommelser af store katastrofer i jødedommens historie. Est 9,31 bør ikke tolkes som grundlæggelsen af en fast tilbagevendende fastedag.
I tillæg til disse forekom lejlighedsvise faster, somme tider iagttaget individuelt (f.eks. 2 Sam 12,22), til andre tider fælles (f.eks. Dom 20,26; Joel 1,14). Faste var udtryk for sorg (1 Sam 31,13; 2 Sam 1,12; 3,35; Neh 1,4; Est 4,3; SI 36,13-14) og bod (1 Sam 7,6; 1 Kong 21,27: Neh 9,1-2; Dan 9,3-4; Jon 3,5-8), Det var en måde at ydmyge sig på (Esra 8,21; SI 69,11).
Til tider har fasten været betragtet som en selvpåført straf. (jf. et af de hebraiske ord for faste, ”tugtelse af sjælen”). Ofte var den udtryk for et ønske om at sikre sig Guds vejledning og hjælp (2 Mos 34,28; 5 Mos 9,9; 2 Sam 12.16-23; 2 Krøn 20,3-4; Ezra 8,21-23).
Fasten kunne være stedfortrædende (Ezra 10,6: Est 4,15-17). Nogle udviklede den tanke, at fasten pr. automatik sikrede Guds bønhørelse (Es 58,3-4). Imod denne tanke proklamerede profeterne, at den faste, som ikke ledsagedes af ret livsførelse, var frugtesløs og forgæves (Es 58,5-12; Jer 14,11-12; Zak 7).

2. Det Nye Testamente
Den store forsoningsdag er den eneste al GT”s årlige fastedage, som der henvises til i NT (ApG 27,9). Nogle af de strenge farisæere fastede hver mandag og torsdag (Luk 18,12). Andre fromme jøder, som Anna, kunne faste ofte (Luk 2,37).
Den eneste lejlighed, ved hvilken der tales om Jesus som fastende, er i forbindelse med fristelsen i ørkenen.
Det er imidlertid tænkeligt, at denne faste ikke var noget, han bevidst havde opsøgt, men simpelt hen en følge af, at han befandt sig i ørkenen. Den første fristelse viser, at føde ikke var tilgængelig på det sted, hvor hans forberedelsesperiode fandt sted (Matt 4,1-4), jf. Moses’ (2 Mos 34.28) og Elias’ (7 Kong 19,8) 40 fastedage.
Jesus gik ud fra, at hans tilhørere fastede lejlighedsvis, og lærte dem at gøre det med henblik på Gud og ikke på mennesker (Malt 6,16-18).
Når han blev spurgt, hvorfor hans disciple ikke fastede som Johannes Døbers og farisæerne, afviste han i sit svar ikke selve den praksis at faste, men erklærede det for upassende for brudesvendene at faste, ”så længe brudgommen er sammen med dem” (Matt 9,74-17; Mark 2,18-22; Luk 5,33-39).
Når han ikke længere var hos dem, kunne de faste som alle andre.
I ApG faster menighedens ledere i forbindelse med valg af missionærer (ApG 13,2-3) og ældste (ApG 14,23). Paulus henviser to gange til sin egen faste (2 Kor 6,5; 11,27). I det første tilfælde synes der at være tale om en frivillig faste som indøvelse i selvdisciplin, mens den anden sammenhæng nævner både den ufrivillige sult og det frivillige afkald på indtagelse af føde.
(Lohses bibelleksikon)

Læs også