Forfatter Thomas Teglgaard: ”Dommedag er blevet min trøst”

I sin nye bog ”En anden mands hævn” sætter Thomas Teglgaard spørgsmålstegn ved, om vi mennesker må tage hævnen i egen hånd.Coca Cola er Thomas Teglgaards yndlingsdrik. Først når han har drukket adskillige glas af denne tjærefarvede boblende stimulans, får mundtøjet ben at gå på. Fremragende formuleringer flyder ud af munden på ham. Måden han svarer på og fortæller om sit liv er ligeså fascinerende og fængslende, som de historier han skriver.
Hvad handler din nye bog ”En anden mands hævn” om?
– Leon, bogens hovedperson, tager ud i verden med det formål hævne sin eneste ven nogensinde, som er død. Om han er blevet myrdet, vil jeg ikke afsløre her, fortæller Thomas Teglgaard.
– Pointen er først og fremmest at sætte spørgsmålstegn ved, om det tilkommer Leon at tage en anden mands hævn? Har han ret til det? Mit svar er, at det har han ikke. Den eneste, der har ret til at hævne og dømme, er Gud. Det står klart og tydeligt i Romerbrevet, at vi skal give plads for Guds vrede. Hævnen tilhører ham.

En politikommissær i din bog, har gennem årene i sit arbejde oplevet meget ondskab. Tanken om, at det skal gå i glemmebogen er uudholdeligt for ham. Han har studeret bibelen og håber, det er sandt, at Gud er retfærdig og at han en dag vil dømme og straffe folk efter deres gerninger. Er dommedag retfærdig?
– Når mennesker taler om dom og straf, himmel og helvede, bagatelliserer eller dæmoniserer de det. At Gud straffer mennesker for deres onde gerninger, mener man er urimeligt. En kærlig Gud straffer ikke.
Men, ville det være retfærdigt og kærligt ikke at straffe Hitler? Han, som måske ikke engang har bedt om tilgivelse for de onde gerninger, han har gjort. Skal han gå fri på dommens dag efter at han har påført millioner af mennesker ubegribelige lidelser?
For øjeblikket arbejder jeg to dage om ugen på en retspsykiatrisk afdeling. Her sidder folk, som har begået forfærdelige forbrydelser. Jeg er læge, og min opgave er, at behandle disse mennesker. Jeg har en pligt til at vise dem kærlighed og omsorg. I en lang periode, har jeg været vildt vred på de mennesker. Når jeg har siddet overfor dem, og de ikke har vist nogen form for anger over det onde, de har gjort. Ja, jeg har været ved at gå ud af mit gode skind af vrede, og det har været virkelig svært ikke at reagere og fortælle dem, hvor modbydelige de er.
Det kan godt være, det lyder mærkeligt, det jeg nu fortæller, men jeg har fået det sådan, at dommedag er blevet min store trøst. For til syvende og sidst tilkommer det ikke mig, at dømme et menneske for hvad det har gjort. Jeg er sikker på, at Gud på dommedag nok skal sørge for, at regnskabet bliver gjort op.
Med den indstilling i mit hjerte er det nu muligt at behandle både mordere og voldtægtsforbrydere uden at blive vred på dem. Jeg kan give dem det, de har krav på, når de bliver indlagt, nemlig kærlighed, omsorg og respekt.

Leon i bogen plages af dårlig samvittighed. Han kan ikke komme af med den. Han føler det som om nogen har plantet den følelse i ham. Hvor kommer samvittigheden fra?
– Samvittigheden er Guds stemme. Han bruger den til at drage os til Kristus. Når Jesus siger ”kom til mig I som bærer tunge byrder,” så ved han, at de byrder vi bærer rundt på og som piner os dag ud og dag ind, er skyld.
– Indenfor psykiatrien betragter man ikke skyld som noget særligt. Hvis en patient henvender sig til sin læge og fortæller, at han plages af skyld, vil lægen sige: ”Det skal du ikke tage så tungt, det er meget normalt.”
Jeg kan ikke stå model til sådan en behandling. Derfor går jeg den modsatte vej.
– Det første, jeg spørger en patient om, er om han føler skyld. Hvis han siger ja, svarer jeg, at det kan jeg godt forstå. Det har han også god grund til. Jeg foreslår, at vedkommende først tilgiver sig selv og herefter seriøst overvejer, at tage ud til de mennesker, som har været offer for hans ondskab, og beder dem om at tilgive ham.
Opfordrer du ham også til at sige det til Jesus, som er den eneste, der kan tilgive skyld?
– Nej, på grund af nogle helt specielle faglige omstændigheder, har jeg ikke mulighed for, at sige det til en patient. Men da jeg godt ved, at det er den eneste vej, går jeg for tiden og overvejer at lave en lille kristen psykiatrisk praksis, hvor jeg som læge vil behandle mine patienter ud fra det, jeg tror på.

Da jeg tager mit kamera frem, fordi vi nu er nået til den visuelle del af interviewet, siger Thomas: ” Vent lige lidt.” Han går ind ved siden af, og kommer tilbage iført sin elskede militærjakke, som han engang har købt i England.
– Ja, jeg er lidt bange for, at hvis jeg ikke har den på, vil folk have svært ved at genkende mig, siger han og griner lidt.
Den er mit varemærke, mit brand. Jeg har haft den på hver gang, jeg i forbindelse med en ny bog er blevet fotograferet.
Der er ting som kan gøre dig vildt vred. Men hvad kan gøre dig vildt glad?
– At jeg nu for første gang i flere år har fået mit eget kontor. Jeg kan blive helt høj af glæde over endelig at kunne tage hjemmefra, og gå hen til et sted, hvor jeg i fred og ro kan sidde og skrive.
At skrive er for mig en slags terapi, fortæller Thomas. De emner jeg altid tager op i mine bøger, synd, straf, tilgivelse og retfærdighed hjælper mig til at forstå mig selv. Det er en form for selvindsigt..

– I min nye bog skriver jeg, hvor lettet jeg er over, at Gud engang vil straffe onde mennesker, for det de har gjort.
Men hvad med mig selv. Render jeg rundt og tror, at jeg er bedre end andre. At jeg er ved at blive ligesom Jesus.
Hvis jeg tror det, så skal Hellig Ånden nok minde mig om, at det er jeg ikke. Langt fra. Hver dag må jeg arbejde på min frelse. Jeg begår den samme synd igen og igen. Adskillige gange må jeg bede Jesus om tilgivelse. Men det er bedre at dømme sig selv nu, og omvende sig fra sin ukærlige adfærd og sine onde hensigter, end det er, at stå foran Gud på dommens dag, hvor det er for sent at gøre det onde godt igen.
Det vigtigste er, at jeg på dommens dag kan falde ned på min knæ og sige: ”Jesus, vær mig arme synder nådig.”