Gud giver ikke efter fortjeneste – heldigvis
Kim Legarth er sognepræst i Horne og Asdal ved Hirtshals.
En ansat i et firma havde til sin store glæde opdaget, at han en måned havde fået mere udbetalt, end han skulle have.
Firmaets bogholder havde åbenbart selv opdaget fejlen, for næste måned var beløbet trukket fra på medarbejderens lønseddel.
Det så den ansatte også, men denne gang klagede han.
Da han blev spurgt, hvorfor han ikke havde påpeget fejlen første gang, svarede han: Jeg kan godt se igennem fingre med en fejl, men hvis det sker to gange i træk, så er det tid til at klage.
I Jesu lignelse ender det også med klager.
Ejeren af vingården havde i løbet af dagen hentet flere hold daglejere på markedet og ladet dem arbejde i vingården. Alle havde accepteret den løn, han havde tilbudt dem, men da lønnen blev udbetalt efter fyraften, blev der ballade.
Det viste sig nemlig, at de daglejere, som kun havde arbejdet et par timer, fik samme løn, som de, der havde knoklet hele dagen.
Det var ikke fair, mente de, der havde arbejdet mest, selv om de havde fået, hvad de havde krav på.
Fair betyder rimeligt, og vi, der holder på, at alting skal være fair ned i mindste detalje, får en slem overraskelse i ugens tekst. Pointen er nemlig, at Gud er ligesom ejeren af vingården.
Gud er ikke fair.
Havde han været det, havde det set sort ud for dig og mig.
Vi er nemlig alle syndere, selv om vi prøver at skjule vores onde tanker bag et uskyldigt smil.
Og nogen må betale for den synd, for i Guds verden kan synd aldrig forblive ustraffet!
Derfor måtte Guds søn, Jesus, dø på et kors for at betale for vores synder, dine og mine. Det var ikke fair!
Daglejerne i vingården var alle det samme værd. Uanset indsats fik de en dagløn.
Det samme kan siges om os: Uanset forudsætninger, indsats, livslængde, lykke eller ulykke er alle vurderet med samme værdi: Jesu Kristi liv.
Det er den pris, der sættes på et menneske i dåben.
Hvor meget er de børn værd, vi døber? Spørger du forældrene, ville de næppe kunne svare. En million? Næh, det duer ikke, sådan kan det slet ikke gøres op. Men der findes alligevel en pris: Han eller hun er Jesu Kristi kors værd.
Den, der bærer et korssmykke om halsen, har prismærket hængende – måske uden at vide det.
Korset er prisen for hvert eneste menneske, både for den, hvis liv synes at være uplettet og rent, og den, som vi andre fordømmer.
Gud elsker den muslimske terrorist lige så meget, som han elsker dem, terroristen har lemlæstet og slået ihjel.
Guds nåde er svær at forstå. Ikke mindst når vi bedsteborgere bliver behandlet ud fra samme målestok som terroristen!
Det er ikke fair! Nej, for Gud er ikke fair – og det skal vi være glade for!
I Guds rige får man ikke løn efter fortjeneste, men efter behov, nemlig det evige liv.
Uanset om man har knoklet et helt liv, eller man først har lært ham at kende som gammel.
Gud forskelsbehandler, fordi han elsker os alle med den samme store kærlighed.
Det kan virkelig være svært at forstå Guds kærlighed, og det behøver vi heller ikke.
Vi skal bare tage imod den. Tænk, hvis vi skulle forstå vores forældres, vor børns, vor kærestes eller vor ægtefælles kærlighed, før vi kunne tage imod den – jamen, så ville vi nok aldrig tage imod den.
Der er ting, der skal tros, før de kan blive set.
Hvis vi tager imod Guds kærlighed, vil vi se, at Gud Gud være lovet ikke er fair, men generøs.
