Signe holder kirke om natten
I år er det 10 år siden Signe Malene Berg blev ansat til at påbegynde Natkirken i København. Den utraditionelle kirke har 50.000 besøgende om året og op til 500 på en velbesøgt aften.
Signe Malene Berg er Danmarks første natkirkepræst. Til august er det 10 år siden hun blev ansat i Vor Frue Kirke – også kaldet Københavns Domkirke – til at åbne kirken for hjemløse og psykisk syge om natten.
Det startede som et tilbud om sjælesorg, men er blevet til er rum for meditativ stilhed og åndelig vejledning. Og det kom helt bag på mig, fortæller Signe Malene Berg.
– Jeg har, helt siden jeg startede på teologistudiet, brændt for at forene ritual og liturgi med tro og kultur på et eksperimenterende niveau. Det må folk da været interesseret i, tænkte jeg. Når jeg er interesseret i det, og kristendommen har så meget at byde på, så må det være noget, der siger folk noget. Men det, der skete, var, at folk og jeg selv blev grebet og afhængig af stilheden og det meditative. Det kom bag på mig.
Men ikke desto mindre er Natkirken opfyldelsen af Signes drøm: At formidle kristendommen – og Kristus selv – på en visuel måde.
– Jeg har altid troet på Gud. Så blev jeg katolik på et tidspunkt, fordi min mor gik over i Katolsk Kirke. Og så blev jeg sat i Johannesskolen i Hillerød, som var en Luthersk Missionsk privatskole. Da blev hele troens snak naturlig, og da jeg kom på et rødt gymnasium i Helsingør, som var meget ateistisk, blev jeg meget bevidst om at være troende.
– Jeg blev tændt på gudstjenesten, på det liturgiske. Da jeg var katolik, hjalp jeg præsten som såkaldt minestrant og hele det sanselige rum, som den katolske kirke er så god til, er jeg betaget af: mystikkens verden, den gådefulde verden, eventyrets, magiens og religionens verden. Jeg brændte for at formidle kristendommen.
Signe har talt sig varm:
– Kristendommen har noget at tilbyde i alle sfærer. Der er ikke noget område, hvor den ikke har noget at skulle have sagt. Kristendommen er den anden side af virkeligheden. Den ene virkelighed er afhængig af den anden – troens virkelighed.
Mener du religion generelt?
– Nej, for det er som to forskellige erkendelser, med Kristus eller uden Kristus. Det ene er som at snakke ud fra, at jorden er flad, og det andet som at jorden er rund. Det er jo ikke, fordi man går rundt og tænker over, at jorden er rund, men det påvirker jo bare ens forståelse og tænkemåde. Det giver en tredimensionalitet, hvor det andet er todimensionelt, synes jeg. Kristus er jo nærværende for mig i den daglige bøn, så det er ikke kun en erkendelse. Det er også en praksis.
Ind imellem arrangerer Signe Berg liturgisk laboratorium med elektronisk musik. Men det bliver ikke altid forstået af natkirkegængerne:
– Nogle har svært ved, at Natkirken er mangfoldigheden. Liturgisk laboratorium kan være larmende, og det er der nogle, der er imod. Det er jo pudsigt, at Natkirken nu er blevet så gammel, så folk siger: Sådan plejer det ikke at være!
Men ikke desto mindre har Natkirken mange besøgende. I 2007 var der 40.000.
– Jeg har kunnet mærke det sidste halve år, hvor vi har udviklet forskellige koncepter, at besøgstallet er stigende. Så det ville ikke være forkert at regne med 50.000 om året.
Hvor mange kommer en velbesøgt aften?
– I vinterhalvåret 3-400, om sommeren er det måske 4-500. Men vi lægger ikke op til, at folk skal komme i store mængder. Vi vil ikke have grupper på flere end 15 ad gangen, for så sker der noget andet i rummet til den enkeltes andagt. Så i virkeligheden ser det ikke ud af at være ret mange, selv om der er 400 mennesker igennem en aften. Nogle er bare inde for at tænke lidt og skrive en bøn måske og så ud igen.
Møder dig på vej ud?
– Ja, jeg er lidt over det hele i løbet af aftenen, men hvis jeg har en samtale, går jeg ind i et afsides rum.
Hvordan kommer forkyndelsen så ind i Natkirken?
– Vi står ikke konstant alle tre åbningsaftener om ugen og siger ordet Kristus. Og det hænger sammen med, hvor vi er Natkirke, og det er vi jo i Københavns Domkirke, hvor Kristus i den grad er synligt tilstede ud fra Thorvaldsens store Kristusfigur. Folk reagerer på den statue. Og han står der endda som den opstandne Kristus, der velsigner.
– Vi kan ikke lave Natkirke uden at gå igennem Kristus, fordi den åbenhed overfor kulturen og de mennesker der kommer ind, den har vi kun fordi vi er Kristustroende.
– Det er også vores Kristustro der gør, at vi gerne vil åbne rummet og gøre det så rummeligt som muligt for, at folk kan være mere eller mindre Kristusbekendende. Sådan er det i det første store rum. Derefter har vi indlagt muligheder for dem, der vil lære den kristne Gud at kende.
Der er fx et spejlalter, hvor man kan skrive sit navn på et spejl og sætte det op sammen med de andre spejle. Alteret er indrettet med et Kristusikon, så man ser Kristus i sit eget spejl. Der er mulighed for at skrive bønner. Og der ligger kristne hæfter og bøger, man kan læse.
I midtergangen er der et kors på vejen op til den opstandne Kristus.
– For vi skal ikke ende ved korset, men ende ved Kristus som er opstanden, fastslår natkirkepræsten.
Da Natkirken åbnede den 1. september 1999 var den meditative bølge ikke så kendt indenfor Folkekirken.
Var det tungt at begynde?
– Nej, for folk kom bare ind og begyndte at stille spørgsmål. Det første, der møder os, er en enorm taknemmelighed over, at vi åbner rummet og gør det til et sted til stilhed og eftertanke. Og det er den almindelige dansker, københavneren, som ellers ikke normalt kommer i kirken. Og efterhånden, som der kommer kontinuitet og der bliver opbygget et tillidsforhold, så begynder der at komme folk, som stiller spørgsmål til mig. Og vi får samtaler i gang med folk, som ikke rigtig ved noget om kirke og kristendom.
Hvad er grunden til at folk vil møde Gud uden ord, men i det visuelle og tavse?
– Det er jo netop forskellen på vores tid og Luthers tid, at vi er bare overbebyrdet med ord og misbrug af ord. En masse smukke ord som folk ikke lever op til. Indenfor kirke, politik, litteratur.
Hvis du skulle tegne et billede af tidens spiritualitet?
– Den er meget individualistisk. Det er ikke at side rundt om et bord eller mødes om en, der står og snakker. Man vil selv kunne være med på forskellig måde. Man vil selv stykke det sammen. Det er det, Natkirken går med på.
– Når de ikke påduttes et fællesskab, går folk ikke i forsvarsposition og føler sig omklamrede. Alligevel er det enormt stærkt at være i stilhed sammen. Der opstår en sanselighed, når man pludselig er alene.
Kan den enkeltes åndelige udvikling hen imod Kristus stå alene her i Natkirken?
– Man kan godt, for vi vil jo netop gerne udvikle os. Og vi har både nadver, prædiken og små grupper til samtale og lægger op til, at man endelig gerne må sætte noget i gang. Vi prøver også at koble spiritualiteten på et socialt engagement og vil gerne have flere samfundsengagerede projekter igang. Vi vil nemlig ikke kun være indadrettede, men også udadrettede i vores spiritualitet, slutter natkirkepræsten.
