Min korte fodboldkarriere
Kender du det, når én bestemt hændelse popper op i ens tanker? Der kan gå 1, 10, 20 år, og den dukker stadig op.Da jeg var teenager i 1980erne, nåede mit fodboldhold til finalen ved en turnering i den norske by Skien. Jeg var angriber og tog mit ansvar meget alvorligt over for disse gedeost-spisende nordboere.
Men de kæmpede godt, disse nordmænd. Lidt for godt. I et frustreret forsøg på at stoppe modstanderholdets topspiller, der gang på gang legede sig gennem vores forsvar, leverede jeg verdens længste glidende tackling, hvor jeg bevidst gik efter topspillerens ben.
Hun faldt prompte, jeg stjal hurtigt bolden og susede op mod modstanderens mål for at afgøre kampen i de sidste sekunder. Der var stort set ingen forsvarsspillere, der løb efter mig, så jeg kunne legende let løbe op til målmanden, som underligt nok ikke fokuserede på mig. Jeg knaldede bolden ind i nettet og begyndte min sejrsrunde for at modtage publikums ære. Men ingen reagerede. Jeg sænkede forundret mine arme. Der var helt stille. Alle kiggede ned på banens anden halvdel.
Der lå hun. Topspilleren, som jeg havde stjålet bolden fra. Hun lå stadig ned. Ambulancen ankom, og det viste sig senere, at jeg havde brækket hendes knæ.
I dag – 20 år efter – kan denne norske dygtige fodboldpige stadig dukke op som et lig i min underbevidstheds urolige flod.
Havde jeg mon givet hende kroniske knæsmerter, som hun stadig døjer med? Sidder hun mon ligefrem i kørestol på grund af mit svinetrick for at vinde en ligegyldig fodboldfinale, hvor jeg alligevel fik det røde kort? For at trøste mig selv finder jeg på en romantisk historie om, at hun mødte sin kommende ægtefælle på hospitalet og i dag har 10 børn.
Jeg indser til sidst, at mine cirkeltanker bare er endnu et eksempel på omvendt storhedsvanvid, for hver gang jeg tænker: Det hele er min skyld, implicerer jeg samtidig, at jeg ejer al magt over sådanne situationer, og det gør jeg jo ikke. Der er forskel på skyld og magt.
I stedet ryster jeg på skuldrene af min fortids Scrooge-spøgelse. Men hun findes stadig. Hun sidder i miniformat i min bukselomme som en kærlig påmindelse om, at historien ikke må gentage sig.
At tilgive sig selv er en af de største gaver, man kan give sig selv.
