God indføring i nådegaverne
Det er spændende, hver gang en ny dansk forfatter debuterer, som tilfældet er her. Og som det fremgår af bogens titel, er det en bog om nådegaverne – bredt forstået.Forfatteren dækker både de karismatiske nådegaver, tjenestegaverne eller embederne, de såkaldte motivationsgave og diverse andre gaver, som Bibelen nævner i forbifarten, såvel som Åndens frugter og de forskellige personlighedstyper.
Stilen og den brede, men hurtige introduktion til de enkelte emner lægger op til, at bogen kan anvendes som studiebog eller lærebog for nye kristne.
Der er dog passager i bogen, som kunne være redigeret væk til fordel for en mere dybdegående behandling af det resterende stof. Den første del, som er et rids over frelseshistorien, har vel kun perifer forbindelse til nådegaverne. Desuden er et kapitel dedikeret til de fire klassiske personlighedstyper, og hvordan disse siger noget om den enkeltes træk og duelighed. Men folk, som beskæftiger sig professionelt med den slags, er for længst gået over til bedre modeller, fx Meyers-Briggs, hvorfor afsnittet reelt ikke er særlig anvendeligt.
De afsnit, som handler om de forskellige åndelige gaver, er derimod udmærkede og generelt anvendelige. Forfatteren anlægger et klassisk og gængs karismatisk syn på de enkelte gaver, hvad enten det drejer sig om nådegaver, tjenestegaver eller motivationsgaver. Hertil er der nogle sunde og fornuftige betragtninger om udviklingen og brugen af de enkelte gaver.
Alt i alt er der derfor tale om en god studiebog for specielt den nye kristne, der har brug for en indføring i Bibelens ord om de forskellige nådegaver.
Mirjam Elbæk Rasmussen:
Guds Gaver
– menighedens udrustning
146 sider 158 kr.
DOMO forlaget