Hjertets lovsang
Jeg er med i lovsangsgruppen i min menighed, hvor jeg både synger og spiller klaver til en hel del af vores gudstjenester. Jeg har bemærket, at rigtig mange lovsange kredser om linjer som dette er Herrens dag, I dag gir vi os til dig og Hver en dag vil jeg herliggøre dig. Det lyder alt sammen enormt smukt, når man står der midt i lovsangen og tilbedelsen, men er det også sådan, vi har det, når vi står op om morgenen?
Jeg har en fornemmelse af, at det vi synger i lovsangen mere handler om, hvordan vi gerne vil have det med Gud, end hvordan vi rent faktisk har det. Det kan selvfølgelig lyde lidt hårdt, men misforstå mig ikke. Det er ikke fordi, jeg anklager os alle sammen for at være nogle hyklere, der siger ét og mener noget andet. Jeg synes bare, at det er noget, der er værd at tænke over.
Når jeg synger lovsang, udtrykker jeg min pris og kærlighed til Gud, og mit ønske om, at han må være det vigtigste i mit liv. Men når jeg kommer hjem, er der pludselig en hel masse andre ting, der virker mere vigtige lige i det øjeblik.
Det her er et klassisk problem, som de fleste kristne kæmper med i perioder. Når man er i kirke eller til et møde, hvor man beder og lovsynger Gud, så føler man sig helt tæt på ham. Men når man så kommer hjem igen, tager hverdagen over, og så føles det, som om Gud er langt væk.
Jeg tror ikke, der er nogen magisk eller nem løsning på det problem. Det vigtigste er at være klar over, at det er os, der har problemet, og ikke Gud. Gud er aldrig langt væk fra os, men vi kan bevæge os langt væk fra Gud. Når først vi forstår det, kan vi begynde at arbejde med os selv.
Man kan fx begynde med virkelig at lægge hver dag over i Guds hånd. Hvis det første man gør hver dag, er at tale med Gud, måske bare 5 min., så vil man gradvist opleve en større nærhed med ham.
Hvis vi rent faktisk prøver at gøre det, vi synger om, vil vi finde ind til den virkelige tilbedelse. En af mine yndlings-lovsange lyder: Jeg vil tilbage til hjertets lovsang.
Det er det, jeg vil, vil du med?
