Paradoksernes fest
Czeslaw Kozon har polske rødder, men
er født på Falster og opvokset på Lolland.
Efter teologiske studier i Rom blev han i 1979 præsteviet, og i 1995 blev han biskop for
Danmarks godt 35.000 katolikker.Påsken er paradoksernes fest. Død og opstandelse, nederlag og sejr, afmagt og styrke står over for hinanden; men heldigvis vinder det gode til sidst.
Det er påskens budskab.Palmesøndag begynder den intensive uge, der rummer de her nævnte modsætninger. Jesu indtog i Jerusalem afvikles nærmest som en folkefest, en kåring af en politisk helt, der modtages med stor forventning og begejstrede tilråb.
Jesu festlige indtog og hans opstandelse indrammer med hver sin søndag den stille uges alvor og grusomhed.
Langfredag er dagen, der står som den grelle modsætning til både palmesøndag og påskedag.
Langfredag blev palmesøndags hyldestråb erstattet af et folkekrav om korsfæstelse; men den død, der syntes at have sejret, blev overvundet påskemorgen.
Opstandelsen påskedag er en glæde, der ikke kan anfægtes; palmesøndags jubel er skrøbelig.
Hvad kan vi i dag lære af det? Ved at høre palmesøndags evangelium får vi noget at vide både om Jesus og om os selv.
Om Guds sandhed og kærlighed sat over for menneskers svingende stemning.
Selv om Jesus blev modtaget som en politisk redningsmand, skal vi ikke for hurtigt drage paralleller til vor tids ledere.
De kommer og går, de har deres fejl og en ikke altid uselvisk dagsorden.
De bliver også ofte tiljublet, nogle gange på trods af deres fejl, fordi mennesker forventer noget af dem.
Forventningerne er store, og opfyldes de ikke, bliver man vraget.
Mangen en leder har erfaret den korte afstand mellem at blive jublet ind til magten og kravet om hovedet på et fad.
Jesus er ubestridt centrum i dagens indtog.
Vi bliver dog også medinddraget. Vi skal se os selv blandt de mennesker, der hylder Jesus som den, han er: Gud og frelser.
Vi kan ikke forestille os også at være blandt dem, der langfredag råbte korsfæst ham.
Vor hyldest til Jesus bliver vel ikke vendt til had mod ham, men dog ind imellem til glemsel og ligegyldighed.
Jesu indtog i Jerusalem er også et billede på hans indtog i vor og vore medmenneskers virkelighed.
Derfor skal vi også se lidt på de stemningsskift, vi har over for vor næste.
Her kan vi tydeligt erfare en grel veksel mellem kærlighed og had, engagement og ligegyldighed, solidaritet og selvoptagethed.
Det er en konkret opgave for os at få nedbrudt disse spændinger.
Jesu bevæggrunde er altid ægte, så hvis vi nærer negative følelser over for ham, har vi altid uret.
I menneskelige uoverensstemmelser er der altid to potentielle parter, der begge kan have uret og være skyldige i konflikten.
Det kan give en forklaring på had, ligegyldighed og selvoptagethed, men aldrig retfærdiggøre dem.
Alle tre sindsstemninger er nogle, vi skal prøve på at nedbryde med udgangspunkt i vor begejstring for Jesus.
Han magtede at bevare kærligheden trods hadet til sig, menneskers frelse interesserede ham trods deres ligegyldighed, og mens andre tilgodeså sig selv, bevarede han tjenersindet.
Det er ikke altid let at holde ud, ikke altid let at bevare begejstringen, men vi skal gøre alt for at kunne slå bro mellem palmesøndag og påskedag, selv om langfredag ligger imellem.
For os består denne forbindelse egentlig af to broer, fordi langfredag ligger som en ø mellem dem.
På denne ø lander vi alle på én eller anden måde, enten ved selv at opleve lidelse eller ved at være skyld i andres smerte.
Palmesøndag minder os om, at Jesus er frelseren og derfor berettiget til hyldest uanset hvilke motiver, vi har for at tiljuble ham.
Han fortæller med sit indtog, at denne vision har en fremtid, og med sin opstandelse bekræfter han, at den kan lykkes trods langfredagens nederlag.
