Er målet at udradere Israel?
Mange i den arabiske verden ønsker Israel udraderet fra verdenskortet. Siden statens oprettelse i 1948 har der været lagt pres på staten Israel, men staten har modstået presset.Men nu kan Israel så opleve et pres fra en ganske uventet kant. Bibelselskabet udgav i efteråret 2007 et Nyt Testamente (NT) på hverdagsdansk Den Nye Aftale. Her er ordet Israel udeladt.
I tidligere bibelske oversættelser er der en nøje sammenhæng mellem Israels folk og Israels land. I Den Nye Aftale er den sløret til ukendelighed. Og man må spørge: Er det teologisk eller politisk tilsigtet?
Formålet med Den Nye Aftale har været at gøre NT mere læsbar for mennesker, der ikke var kendt med den bibelske terminologi, men gøres det nemmere ved at lade ordet Israel udgå?
Ordet Israel - eller Israels – forekommer ca. 65 gange i NT. Ordet bruges både om folket Israel og landet Israel. I Den Nye Aftale har man konsekvent valgt at omskrive Israel til jøderne eller jødisk. Davids by, Jerusalem, omtales ikke som Israels hovedstad, men som den jødiske hovedstad.
Geert Hallbäck, lektor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet og medlem af redaktionsgruppen bag oversættelsen, har hævdet, at det ikke har været formålet at afspejle en negativ holdning til staten Israel, og at man ved brugen af ordet Israel let kunne forveksle det med det nuværende Israel.
Men hvorfor må den nutidige læser ikke få den tanke, at der skulle være en historisk forbindelse mellem Israel i Bibelen og Israel i dag?
Betegnelsen Erets Israel (landet Israel) var vidt udbredt i slutningen af det andet tempels tid, altså på nytestamentlig tid. Betegnelsen Erets Israel er ikke kun en etnisk enhed, men i høj grad også en geografisk, det vil sige et konkret sted i Mellemøsten.
Det virker, som om megen nutidig teologi vil sløre forbindelsen mellem det jødiske folk og landet Israel, og man kan let opleve Den Nye Aftale som et led i denne sløring. Den udvikling må vi som kristne vende os imod.
Læs i øvrigt Salme 83:1-5.