Laver ikoner for at huske konfirmationsord

Præstens konfirmationsord drukner let i fest og gaver på den store dag, men i to jyske landsogne har konfirmanderne fået en særlig hjælp til at huske bibelverset i årene fremover.I disse uger bliver cirka 50.000 teenagere konfirmeret rundt om i de danske kirker. Her svarer de ja til, at de tror på Gud, og til sidst læser præsten et bibelvers op, som konfirmanden enten selv har valgt, eller som præsten har valgt til den enkelte konfirmand.

Der blev grinet og tænkt store tanker, da billedkunstner, Helle Noer besøgte konfirmanderne i Hejnsvig for at lære dem at lave moderne ikoner ud fra deres konfirmationsord. Foto: Frands Nedergaard Pedersen

Ofte er det lille konfirmationsord dog hurtigt glemt på en dag, som for mange står i festens og gavernes tegn. Og det er ærgerligt, mener sognepræst Frands Nedergaard Pedersen fra de to jyske landsogne Hejnsvig og Vesterhede.
– Hos mig vælger konfirmanderne selv konfirmationsordet, og jeg vil gerne, at det bliver mere end bare et ord. Konfirmationsordet må meget gerne blive et motto, et ord for livet, som de husker og glæder sig over, siger sognepræsten.

En kreativ proces

Konfirmationsordet ”Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud” (Esajas’ Bog 41,10) er baggrund for Helene Jensen Søgaards ikon.

I moderne undervisning lægges der vægt på, at eleverne lettere forstår og husker stoffet, hvis ord knyttes sammen med billeder i undervisningen. Derfor besluttede Frands Nedergaard Pedersen sig sidste år for at lade konfirmanderne arbejde med deres konfirmationsord i billedform.
Han kontaktede billedkunstneren, Helle Noer, og sammen tilrettelagde de en workshop, hvor konfirmanderne fik til opgave at lave en moderne ikon ud fra deres konfirmationsord.
– Vi gav hver konfirmand et ark med nogle spørgsmål, som skulle sætte gang i den kreative proces. De skulle tænke over, hvad deres konfirmationsord betød, hvad det sagde om Gud og hvilke symboler de ville bruge for at illustrere det.
– Til sidst lavede de nogle skitser, som jeg skulle godkende, før de gik i gang med at lave ikonen, fortæller Helle Noer, som i flere år har arbejdet med moderne ikoner.

Spændende og svært

Thomas Mohrsen har lavet dette ikon ud fra sit konfirmationsord ”Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind.” Salme 37,5.

Formålet var at gøre konfirmationsordet mere personligt og forståeligt for den enkelte, og det lykkedes, hvis man spørger konfirmanderne selv.
– Det var ret spændende at lave en ikon og vise, hvad mit konfirmationsord udtrykker, siger Helene Jensen Søgaard, som blev konfirmeret den 26. april i Hejnsvig Kirke.
Hun havde valgt konfirmationsordet: ”Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud.” Og det voldte hende en del kvaler at beskrive det bibelvers med symboler. Men med hjælp fra Helle Noer blev det til en ikon, hvor Helene har tegnet sig selv i en stor hånd.
Lettere gik det for Thomas Mohrsen, der altid har tegnet og betegner sig selv som ”én af Guds tilhængere”.
Han har valgt konfirmationsordet ”Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind.”
”Der skulle være noget med Gud, Jesus, vej og kors, og så skulle det være blåt, som er min yndlingsfarve,” siger Thomas.
Anette Ingemansen
Kristeligt Pressebureau


Artiklen fortsætter efter annoncen: