Scleroseramt pige og ung landmand tager til Afrika
Selv om Lisbet er handikappet, og Kurt har sit landbrug, rejser de nu begge til Mozambique for starte et kristent udviklingsprojekt.- Da vi købte gården, var vi enige om, at vi skulle bruge mindst to år på at rejse ud. Mange syntes, at jeg var naiv, hvis jeg hoppede på den, siger Lisbet.
Men Lisbet Terp havde helt siden sit volontørophold på et børnehjem i Honduras haft en drøm om at rejse ud igen.
Bagefter tog hun på Ungdom Med Opgaves DTS-skole i Sjellebro og var på out-reach til Recife i Brasilien.
– Der havde jeg en åndelig oplevelse en aften i det lille kapel på basen. Jeg følte helt klart, at jeg skulle gøre noget for folk, der har det hårdt. Vi havde set så mange børn, der levede på gaden og i slummen. Mange af os kunne næsten ikke holde ud at være der, men jeg havde lyst til at komme tilbage igen og give dem et bedre liv, fortæller Lisbet, som da var 21 år.
– Kurt og jeg var kærester, før jeg tog derover. Vi skulle giftes i juni, når jeg kom hjem.
– Hun talte så meget om det her, da hun kom hjem, at vi overvejede, om vi overhovedet skulle giftes, for min drøm var at blive landmand. Min mor og far havde en gård i Stenderup Krogager, som jeg skulle overtage, fortæller Kurt.
Men Kurt valgte Lisbet, og da hverken han eller de to brødre ville overtage gården, solgte forældrene gården til nogle hollændere.
– Jeg kunne godt have drevet gården, hvis jeg ville. Den var stor nok. Der var 100 køer på gården, men ingen af naboerne havde dyr, så der var mulighed for at udvide gården, hvis det skulle være, forklarer Kurt.
– Det var et meget svært valg at træffe, men jeg elskede jo Lisbet, konkluderer Kurt.
– Mens Lisbet var i Brasilien, havde jeg også en drøm. Jeg så mig selv gå rundt blandt sorte mennesker og stråhytter i Afrika. Jeg tænkte, at det kunne være noget fra Gud, men det passede jo ikke lige ind i mine planer dengang. På det tidspunkt kom jeg i KFUM & KFUK i Vorbasse. Og dér var det ikke så normalt at tale om drømme, så jeg sagde det ikke til nogen. Men drømmen satte sig alligevel fast.
Lisbet og Kurt mødte hinanden gennem fælles venner på Sydvestjyllands Efterskole.
Lisbet boede og gik på gymnasiet i Grindsted, men kom i Vorbasse KFUM & KFUK, hvor der var 20 unge, der havde gået på Sydvestjyllands Efterskole. Og så var der jo også Kurt…
Da Kurt havde lovet, at de to skulle rejse ud – engang, giftede de sig og flyttede til Århus. Men Kurt var ikke glad:
– Jeg var pædagogmedhjælper i Randers, og jeg syntes da det var spændende, men det var ikke lige dét, jeg brændte for. Jeg savnede den friske luft…
– Men så satte Kurts morbror og tante deres gård i Fitting ved Vorbasse til salg. Så havde vi igen nogle lange drøftelser, og det endte med, at vi købte den, fortæller Lisbet.
Hun fortsatte nu med at læse på lærerseminariet i Jelling i stedet for i Århus.
– Jeg har altid tænkt, at selvom man er landmand, behøver man jo ikke at være ligesom ens bedsteforældre, der aldrig kunne holde ferie.
Det kan godt være, at jeg var lidt naiv at tro, at vi bare kunne tage af sted i to år, men det tænkte jeg altså, og det besluttede vi os for, siger Kurt.
Men så blev Lisbet syg…
– Jeg begyndte at få symptomer kort efter, at vi købte gården i 2001.
Jeg kunne næsten ikke gå. Jeg havde svært ved at bevæge min krop. Jeg var også helt vanvittigt træt. Det var en stresset tid. Jeg var virkelig ikke glad for, at vi skulle flytte. Det var rigtig hårdt for mig at flytte langt ud på landet, når man nu boede i Århus.
Det var en beslutning, vi tog sammen. Jeg ville jo også gerne have en glad mand. Men jeg var nok lidt bitter…
Jeg fik rigtig meget besvær med at gå. Jeg væltede rundt. Udefra så det nok ud, som om jeg var fuld, når jeg dinglede rundt. Det var svært at løfte benene og få dem med.
Jeg var så heldig, at min læge havde specialiseret sig i neurologiske sygdomme. Han var bange for, at det var sclerose, og jeg fik taget en masse prøver.
I 2002 fik vi diagnosen, at det var sclerose.
– Det var faktisk rart at få at vide, hvad det var… Så var der da en god grund til, at jeg var så mærkelig og havde så mange underligheder.
Det er bare ikke fedt, hvis man fortæller Nej, jeg er virkelig træt for tiden… og folk så bare siger: Jamen, jeg er også så træt for tiden.
Så gider man jo ikke sige det, når folk ikke tror, det er noget særligt.
Men nu gik det faktisk hurtigt ned ad bakke. Sclerose kommer jo attack-vis.
Jeg havde 3-4 store attacker om året. Det var en lang periode, hvor jeg fx ikke kunne bruge mine hænder. Jeg kunne slet ikke skrive, så man kunne læse det. Der skete mange voldsomme ting. Jeg blev også følelsesløs engang imellem og kunne ikke holde på ting. Jeg kunne næsten ikke spise selv. Jeg var virkelig sølle…
– Det var ikke en nem tid, husker Kurt, som også var slået ud. Når de skulle ud af huset, skulle Lisbet køres i kørestol.
– Jeg gik ned på færre og færre timer på seminariet. Et af mine største problemer var, at jeg næsten var blind det meste af tiden. Synsnerven blev angrebet af sclerosen.
Når det blev lidt varmt, eller jeg blev lidt presset, eller hvis jeg anstrengte mig fysisk, så blev det helt sort.
På seminariet brugte man ofte overhead, og jeg kunne simpelthen ikke se, hvad der skete der – overhovedet.
Jeg var inde i min egen lille osteklokke. Når jeg gik i kantinen, kunne jeg ikke se de andre. Det var hårdt til sidst, og jeg kunne ikke koncentrere mig særlig godt. Jeg blev ved med holde ud, men til sidst blev det helt umuligt, og min læge sagde, at nu blev jeg altså nødt til at stoppe.
Det var noget af det værste – ikke at kunne tage sin uddannelse færdig… Det var virkelig svært for mig. Det var krise. Men jeg stoppede altså i 2004. Jeg nåede at læse i 3 år.
Mange kristne venner har undervejs bedt for Lisbet.
– Dengang vi boede i Århus, kom vi i Århus Valgmenighed. Der var næsten altid nogen, jeg kendte, der bad for mig.
Men jeg havde en periode, hvor jeg næsten blev irriteret, når nogen ville bede for mig.
Jeg forsøgte at indstille mig på, at jeg måske ikke skulle blive rask, og forsøgte at overbevise mig selv om, at det heller ikke var verdens undergang.
Jeg kæmpede meget med min identitet som syg og ville accepteres som normal, selv om jeg var syg, fortæller Lisbet. Men Gud hjalp hende:
– Jeg følte, han blev ved med at sige til mig, at han godt kunne bruge mig, selv om jeg var syg. Min værdi kom ikke an på, om jeg var rask eller syg. Det skulle jeg bare give over til ham. Og det fik jeg en rigtig god fred med.
Lisbet kom på førtidspension, og i 2005 begyndte hun at få Novantrone intravenøst med drop på Rigshospitalet. Og det fik hun det faktisk bedre af.
– Det kom så vidt, at jeg også kunne løbe og hoppe igen. Men når jeg lige havde fået det godt, så gik det ned ad bakke igen.
Så kom der noget nyt medicin, der hedder Tysabri. Jeg var en af de første, der prøvede det. Det tog lang tid, før det virkede, men så mærkede jeg en tydelig forbedring.
– For 2½ år siden var jeg på SommerOase. Der tog jeg et gennemgående seminar-spor om nådegaver. Merete Esmark underviste om at finde sin passion. Efter hendes undervisning skulle vi bruge tiden til at sidde og spørge Gud om, hvad han ville bruge vores liv til.
Jeg sad og tænkte på, hvad Gud mon kunne bruge mig til. Så fik jeg nogle tanker om, at jeg skulle undervise!
Ej, hvor kommer de her tanker fra? tænkte jeg.
Nu havde jeg jo lige affundet mig med, at jeg nok blev ved med at være syg, så hvorfra kom de her tanker om, at jeg skulle blive rask nok til at kunne undervise?
Så sagde jeg til Gud:
– Jeg kan altså slet ikke holde det ud, hvis det bare er mine tanker. Du må simpelthen vise mig, om det er fra dig.
Det var en meget varm sommer, og solen bagte på teltet. Så jeg kunne næsten ikke se noget, og jeg kunne da slet ikke se op på den der overhead. Jeg anede ikke, om der var billeder eller bogstaver deroppe; det var bare blankt for mig.
Så jeg sagde: Gud vil du ikke godt vise det med, at når jeg åbner øjnene, så vil jeg kunne se, hvad der står deroppe, og hvis jeg ikke kan det, så gider jeg overhovedet ikke at tage det her seriøst.
Og så åbnede jeg øjnene, og så kunne jeg se alle bogstaverne, én for én. Det var en meget stor bekræftelse!
– Men hvad ville Kurt sige. Jeg var alene, for Kurt havde jo fået sin gård og arbejdede.
Men Kurt blev glad, da han hørte om Lisbets oplevelse.
– Ja, jeg blev rigtig glad. Jeg syntes også, det var rart at få en afklaring, og fra den dag følte Lisbet, at Gud ville gøre det muligt. Det var rart.
Vi passede kvier for fem landmænd, fortæller Kurt.
– Vi begyndte nu at forberede dem på, at vi skulle af sted. Vi var meget spændte på, hvad de ville sige til det, men de var meget positive.
– Så skulle vi finde ud af, hvor vi skulle hen. Vi var i Brasilien hos Ulrik og Nubia, som ud fra UMO-basen i Recife driver et hjem for tidligere gadedrenge.
Det var en rigtig god og spændende tur. Men da vi kom hjem, var det, som om alle dørene lukkede sig. Det var vildt frustrerende.
– Indtil da havde vi troet, at Kurt kunne lære at give mig min medicin derude. Men det er der kun en godkendt neurolog, der må, for man kan faktisk dø af det.
Og man kan jo ikke flyve fra Brasilien til Danmark hver 5. uge…
– Vi havde været på ProjectServe med YFC i 2001 i Mozambique. Jeg kan huske, at Kurt hele tiden snakkede om, hvordan deres majs groede. Fem majs i et hul, sagde han, og hvorfor vander de ikke det her, og hvorfor gør de ikke sådan her?
Vi ville kontakte Mark Harper, som stod for projektet, men vi vidste ikke, hvordan vi skulle få fat på ham.
Samme aften tjekkede vi vores mail, og så var der kommet et forslag om at være venner med Mark på Facebook…!
Vi skrev og spurgte, om han kendte til et landbrugsprojekt i Mozambique. Dagen efter skrev han ellevild tilbage: Kom til Mozambique.
Han havde i mange år bedt om nogen til at hjælpe med at starte et landbrugsprojekt, fordi der er så stort behov.
I mailen skrev Mark også, at nu havde han ellers endelig opgivet sine planer og sagt til Gud, at Han måtte tage over.
Og så skrev vi…!
– Vi tog derned i oktober og havde en uge, hvor vi arbejdede på højtryk sammen med Mark, fortæller Kurt.
– Vi kiggede på jord og brainstormede og snakkede visioner. Det blev så til, at vi skulle starte en praktisk landbrugsskole dernede med kun 7-10 elever om året. Det skal være småt og simpelt i starten, og der skal ikke være fine maskiner. Det skal være autentisk og realistisk, så de kan kopiere det, de har lært, når de tager hjem. Når eleverne er færdige på skolen, skal de være ambassadører for den måde at dyrke landbrug.
Landbrugsskolen skal ligge i Gaza-provinsen i det sydlige Mozambique i nærheden af byen Xai-Xai.
Mozambique har haft 30 års krig. Først ti års krig om uafhængighed fra Portugal, og så 20 års borgerkrig. Men siden 1994 har der været fred. Landet er blandt verdens fattigste, men de har den 8. største økonomiske vækst.
– Xai-Xai er en by med butikker, vand og strøm, så man godt kan klare sig. Og det ligger ud til Det Indiske Ocean. Så jeg kan holde min krop i gang ved at svømme i havet, fortæller Lisbet.
– Vi har lagt et budget for projektet på ca. 600.000 kr. for de første to år, – men vi ved ikke helt, hvor vi skal få dem fra, indrømmer Kurt.
– Vi havde regnet med nogle fonde, men foreløbig går det ikke så godt.
Eleverne skal have løn, mens de går på skolen. Og så har vi jo også brug for noget til at få startet skolen op.
Vi regner med, at der skal føres penge til projektet de første 5 år, og derefter skulle det gerne kunne køre af sig selv.
Vi har bestilt billetter derned den 9. juni i år. Mark vil sørge for, at der er et sted, vi kan bo.
Vi skal på sprogskole de første tre uger og bo ved en familie, som kun kan tale portugisisk.
Vi er begyndt at lære portugisisk herhjemme. Vi har fundet en lærer, der er uddannet sproglærer, opvokset i Mozambique, taler perfekt dansk – og bor i Billund et kvarter fra os.
Vi har ansat én til at tage sig af gården, mens vi er væk, og så har vi lavet et gårdråd af en økonomikonsulent, en fodringskonsulent og én, der selv har et kviehotel, forklarer Kurt.
– Vi føler meget kraftigt, at det er Gud, der vil have os til at gøre det her, og så må vi jo stole på ham. Vi føler også, at når det er hans projekt, må det også være hans problem at få de her penge til at gå i orden, når vi bare gør, hvad vi kan, siger Lisbet.
– Jeg kan meget mere end før, siger Lisbet, som ikke er i tvivl om, at Gud har gjort hende i stand til at rejse.
– Jeg føler, at det her er en kombination af medicinen og af Guds kraft. For da jeg begyndte på medicinen, fik jeg at vide, at det ville sætte sygdommen i stå, men at man ikke ville få det bedre af det – og det har jeg altså fået!
Følg med på Lisbet og Kurts hjemmeside: Wutomiagri.dk (Ordet betyder på det lokale stammesprog Liv og Landbrug).
