Sigurds bønnetime
Entertaineren Sigurd Barretts liv har været fyldt med musik og kristendom.Han er blevet kaldt den nye Victor Borge, og såvel børn som voksne er nær ved at miste pusten, når 43-årige Sigurd Barrett ruller sig ud ved flyglet. Uanset om det er ved et af hans over 100 årlige pianoshows rundt om i landet, eller det er på tv-skærmen sammen med Bjørnen Bjørn og de andre figurer fra Sigurds Bjørnetime.
Men bag den uimodståelige musikalitet, det smittende engagementet og de farvestrålende slips gemmer sig et menneske, for hvem livet ikke altid har været en fingerdans over tangenterne.
Sigurd Barretts liv begyndte i mol. Som spæd blev han bortadopteret af sin unge mor, og i skolen blev han mobbet for at være lidt for kæk og velbegavet. I mangel af bedre blev klaveret hans foretrukne legekammerat, og i sin ensomhed skrev han små bøger og komponerede musik i et forsøg på at berettige sin egen eksistens.
Sin nød har han lige fra barnsben klaget til Gud, og selv om taknemmeligheden i dag klinger kraftigere end klagesangen, så er troen på Gud stadig en uundværlig støtte i hans liv. Både når karrieren og privatlivet stiller ham over for svære valg, og når han hver aften samler dagen i en aftenbøn med familien hjemme i Valby.
– Faktisk sætter jeg mig sjældent alene med foldede hænder og beder til Gud. Det sker meget oftere helt spontant på en løbetur i skoven eller under en indkøbstur i Netto. Så tager vi lige en snak, sagde entertaineren, da han for nylig fortalte om sit liv og sin tro i en kirke i Fredericia.
– Mine adoptivforældre var et lærerpar fra Viborg, som forgæves havde forsøgt selv at få børn. De hentede mig den 10. august 1967 på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup og gav mig et kærligt hjem, der var fyldt med især to ting: musik og kristendom, fortæller han.
– Mor var meget troende, mens far var mere leverpostej. Han troede da på Gud og alt det der, men om Jesus nu lige havde gået på vandet, var han usikker på. Det var mor, der gav mig kristendommen, og far, der gav mig musikken.
Adoptivsønnen greb begge dele, og som fire-årig spillede han små melodier på klaveret i stuen. Hver dag blev rundet af med fadervor og aftensang.
– Når jeg spurgte mine forældre om noget, var essensen af svaret altid, at sådan havde Gud bestemt det, husker han.
– Da jeg kom i skole, fandt jeg hurtigt ud af, at de andre havde en anden tilgang til tingene, end jeg havde. Jeg opdagede også, at det med at tro var tabu. Derfor var det godt for mig, da min far foreslog, at jeg skulle gå til FDF. Der kunne man godt tale om tro, og andagt. Bøn og salmesang havde sin plads, siger han.
Troen var dog ikke det eneste, som gjorde ham anderledes. Han var højt begavet, enebarn og endda vokset op i en lærerfamilie. Da han samtidig skelede så voldsomt, at han hverken kunne kaste, gribe eller sparke til en bold, blev han naturligt midtpunkt for drillerierne i skolegården.
Først da han skiftede skole og pålagde sig selv en mindre storskrydende attitude, blev det bedre. Dengang hed han stadig Søren, men kammeraterne i den nye klasse gav ham hurtigt navnet Sigurd efter den islandske sagnhelt Sigurd Skallesmækker.
– Nok mest fordi jeg var klassens mest håbløse slagsbror, smiler han.
Da Sigurd Barrett skulle konfirmeres, var højtideligheden i kirken det vigtigste for ham.
– Vi konfirmander fik hver et bibelord med fra præsten. Det, jeg fik, lyder: Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Så tænkte jeg, at så går det sikkert ikke helt galt.
– Det ord var faktisk det, der fyldte mest i mit hjerte i forbindelse med konfirmationen, selv om stereoanlægget og de andre gaver selvfølgelig heller ikke var ringe.
Selv om troen allerede tidligt fyldte meget i Viborg-drengens liv, har han aldrig følt trang til at trække den ned over hovedet på andre. Han fortæller gerne om sin tro, hvis nogen spørger, men vil være den sidste til at dømme mennesker, der tror noget andet, eller slet ikke tror.
– Men jeg synes da, at det er ærgerligt, fordi jeg selv synes, det er herligt at tro, siger han.
I 1994 blev Sigurd Barrett gift med operasangerinden Winnie Merete Barrett efter tre års kæresterier. Alligevel var frieriet en stor beslutning.
– Jeg var ude at løbe en tur i skoven og sagde så til Gud, at jeg havde besluttet mig for at fri. Men jeg var alligevel en smule usikker, for hvad nu hvis hun ikke var den rigtige. Det ville jo være en katastrofe. Så jeg sagde til Gud: Kan du ikke lige give mig et tegn, hvis jeg er helt galt på den.
– Da jeg kom hjem, havde Winnie gjort noget, hun aldrig havde gjort før. Hun havde bagt kage til mig og sagde, hun havde gjort det, fordi hun elskede mig. Så faldt det på plads for mig: Hende tager jeg.
Parret har holdt sammen siden og har fem børn sammen. En af styrkerne i det musikalske ægteskab er, at de er fælles om den kristne tro.
– Det er vigtigt, at vi har det sammen, uden at det er noget, der fylder rigtig meget. Men på nogle vigtige områder betyder det meget.
– Vi har altid kunnet bede sammen, og det er stadig noget af det mest intime, jeg kan forestille mig. Vi beder også Fadervor med vores børn hver eneste aften, fortæller Sigurd.
Sigurd Barrett er kun få gange i sit liv blevet anfægtet i sin tro. Mest voldsomt, da begge hans adoptivforældre døde med fire ugers mellemrum i sommeren 2002.
– Jeg blev så sur på Gud og sagde til ham: Det kan du simpelthen ikke være bekendt. Jeg synes, det var en meget hård skæbne, at de begge skulle dø næsten på en gang. Men det blev en stor trøst for mig, at jeg tror, at vi engang skal ses igen.
– Det har jeg altid troet, selv om jeg ikke kan forklare, hvordan det skal ske. Og det skal vi nok heller ikke forsøge at forklare. Når livet her på jorden slutter, så er vi i Guds hånd, og jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at være.
Alligevel kom tvivlen snigende et års tid efter forældrenes død.
– Jeg var dybt fortvivlet over, at de ikke var her mere, og jeg blev med ét usikker på, om alt det, de havde lært mig, slet ikke passede. Om de alligevel ikke var hos Gud. Om darwinisterne alligevel havde ret i, at vi nedstammer fra aberne, og at det hele bare er slut, når vi dør.
Da gjorde Sigurd Barrett noget, som han aldrig har gjort før eller siden, og som han heller ikke er sikker på, at han burde have gjort. Han bad Gud om et bevis.
Han tog ind på Assistens Kirkegård i København, udvalgte et tilfældigt gravsted og placerede et billede af forældrene ved gravstenen.
– Så sagde jeg til Gud: Vil du ikke nok give mig et bevis på, at min far og mor er oppe hos dig i himlen.
– Nogle vil sikkert sige, at det var tilfældigt, eller de vil ringe efter den blå vogn. Himlen var helt overskyet den dag, men mens jeg bad, åbnede himlen sig, og en enkelt solstråle slap igennem og ramte lige ned på den grav, jeg sad ved. For mig var det helt vildt at opleve det. Selv om jeg ikke tror, at vi skal samle beviser, så fik jeg det faktisk den dag, siger Sigurd Barrett, som helst vil tro på, at alle mennesker en dag skal mødes i himlen.
– Da jeg var barn, var jeg overbevist om, at alle vil blive tilgivet og lukket ind i Guds himmel. Uanset hvor ond man havde været, ville man på et tidspunkt forstå de fejl, man havde begået, og blive tilgivet.
– Men jeg har også hørt argumentet om, at hvis Hitler eller Stalin, som har dræbt millioner, kom i Himlen, ville det ikke være et rart sted at være, og så kan jeg godt komme i tvivl. Men det er naturligvis op til Gud, og ikke noget vi skal forsøge at blande os i.
