Tidligere nonne Helene Hagglund:
”Først da jeg forlod klosteret, lærte jeg Gud at kende.”

Hvordan leves livet egentlig i et kloster? Nonnerne, den kristne elite, som har lagt deres liv ned for Gud, praktiserer de Bibelens budskaber om næstekærlighed? Er de i stand til at leve i fuld fordragelighed med hinanden – uden ævl og kævl, bagtalelse og sladder?– Nej, ikke altid, er svaret fra tidligere nonne Helene Hagg-lund, som i bogen ”Nonne tur/retur” gør op med den rosenrøde romantiske forestilling, som de fleste af os har af livet bag klosterets mure.
– I nogle klostre foregår der lige så mange moralsk forkastelige ting inde i klosteret som udenfor. Forskellen er, at bag klosterets mure er det sjældent, at offentlige instanser griber ind og stopper det magtmisbrug, den manipulation og de menneskelige overgreb, som kan finde sted.
Da kritik i klosteret er bandlyst, kan det uhæderlige spil fortsætte. Den skyldige drages ikke til ansvar for sine gerninger.
Ikke engang da én af nonnerne dør på grund af et umenneskeligt overgreb fra abbedissen, reagerer du og bebrejder abbedissen hendes adfærd.
– Nej, og det har jeg det også dårligt med. Det piner mig den dag i dag. Men som alle de andre turde jeg ikke sige abbedissen imod. Hun var jo Guds talerør, og siger man hende imod, siger man også Gud imod. Vi lærte i klosteret, at gør man oprør mod Gud og sætter spørgsmålstegn ved ham, fjerner man sig fra Gud, og så lurer fortabelsen lige om hjørnet. Man adlyder, ydmyger sig og er lydig – og forbliver tavs. Og man tror virkelig, at det, man oplever, på en eller anden måde må være det rigtige.
Det var din samvittighed, der tyngede dig så meget, at du blev nødt til at reagere og komme ud af det, du var en del af?
– Ja, det jeg havde oplevet kunne jeg ikke fortrænge længere, og jeg var ved at slå min samvittighed ihjel. Men heldigvis, kan man sige, lod den mig ikke i fred. Jeg kunne ikke sove og havde det elendigt med mig selv på grund af de ting, jeg havde oplevet.
Hvad vil du opnå med din kritik?
– Formålet med bogen har for det første været at bryde min egen tavshed. Så længe jeg er tavs, forbliver jeg en del af de gerninger, som jeg nu tager afstand fra, men ved at bryde tavsheden sætter jeg ord på mine oplevelser og opnår derved en afstand til dem. Samtidig gør jeg resten af verden opmærksom på nogle misforhold, som befinder sig midt iblandt os.
For det andet, som nok er det vigtigste, tror jeg, at folk, som lever under lignende forhold, kan genkende mønsteret. Jeg har allerede fået en del tilkendegivelser fra privatpersoner, som kan nikke genkendende til det, jeg har beskrevet i bogen. Jeg ønsker at give folk mod til at gennemskue det spil, som kan forekomme ikke kun i kristne og kirkelige kredse, men også i andre grupper, i et parforhold eller på en arbejdsplads.
Gud har givet dig livet, og du må selv tage ansvaret for det. Han har givet dig et sæt leveregler i Biblen for, hvordan du skal holde fast i det gode.

Du har nu forladt klosteret og lever en ganske almindelig tilværelse i dag med børn og mand, du bor i Sverige. Du er ikke længere katolik og er blevet løst fra dine løfter af vatikanet. Hvad med Gud, har du også valgt ham fra?
– Jeg kunne ikke finde Gud inde i klosteret. Uanset hvor meget jeg bad og læste i Bibelen, forblev han tavs og fraværende. Først efter at jeg forlod klosteret, lærte jeg Gud at kende.
Hvordan lærer man ham at kende?
– Hvis vi virkelig ønsker at lære Gud at kende, må vi ikke kun gøre det, Jesus siger, men også efterleve hans måde at være på. Han åbnede sit hjerte og havde hermed en konstant kontakt til oven.
Han drog ud til øde steder, ud i stilheden, hvor han kunne være i fred…
– Nogle gange, når børnene er lagt i seng, tager jeg et glas hvidvin og sætter jeg mig ud på vores balkon. Når der er helt stille omkring mig, åbner jeg mit hjerte for Gud. Først kommer hans fred, og ud fra den vokser så hans vejledning.
Jeg ønsker ikke at presse mine børn ned i en eller anden kristendom, og om de går i kirke er også ligegyldigt for mig. Det jeg ønsker at lære dem og give videre, er den personlige kontakt til Gud, som jeg har lært at sætte pris på, og som er noget af det mest værdifulde i mit liv.