I duel med Gud
I den næste spaltes tid vil jeg som troende – tillade mig at gøre det forbudte: Tvivle. Jeg græd første gang, da jeg i Frederikshavn i 1998 så filmen The Truman Show i en mikrolille biograf, som jeg nok snarere vil kalde en offentlig tv-stue.
Filmen handler om en dreng, der uden hans viden vokser op i et live tv-show, hvor han selv er hovedpersonen, og hans familie er ansatte skuespillere. Der er kameraer skjult overalt lige fra fosterstadiet til hans ikke uventede udbrudskrise i 30erne.
Hans liv udfolder sig i en gigantisk kuppel, et specialbygget indendørs tv-studie med en hel by og et hav. Han får mistanke og kæmper sig som enhver filmhelt ud til kanten af kuplen og indser, at hans liv er en illusion. Han tøver ikke med at forlade kuplen for at møde verden.
For enhver, der er vokset op i en kristen familie, er det ikke svært at sammenligne sig selv med denne film. Den kan beskrive overgangen fra at leve på forældrenes tro til at udvikle sin egen identitet og tro.
På det tidspunkt i mit dengang 24-årige liv fjernede jeg min tros grænser, hvilket samtidig ledte til en stor troskrise.
Jeg lærte med tiden, at kun gennem troskrisen, blasfemien, modet at kritisere Gud, kan jeg finde dybere ind til den autentiske tro. Kun sådan finder jeg Gud selv. Kun Gud og mig, i duel om min sjæl.
Menneskers trusler om død og ulykke mod den tvivlende preller af på den modige. Jeg vil ikke tale med præster eller religiøse ledere; jeg vil tale med Gud selv. Andres tro er irrelevant for mig; jeg vil opbygge min egen tro.
Er der ikke plads til kritiske spørgsmål eller tvivl i et kristent fællesskab, kan gruppen hurtigt udvikle sig til en gruppe af angstfyldte mennesker, der i hemmelighed hver især sidder med skam, skyld og ubesvarede spørgsmål.
Den personlige tros ingenmandsland er samtidig tvivlens siamesiske tvilling og troens omvendelse i ét. Tvivl er troens genfødsel. Og jeg er en kronisk tvivler med en urokkelig tro.
Gud har givet os den frie vilje til at tænke frit og ubegrænset. Lad os bruge den til noget.
