Modgang har gjort mig stærk

– men den har også gjort, at jeg farer i flint, hvis jeg fornemmer, at folk igen er ude på at ødelægge mit liv, fortæller den engang så
omtalte præst fra Hanstholm, Inge Lise Wagner. Hvor blev hun af? Udfordringen har opsøgt hende.
Der står hun så. Inge Lise Wagner. Sidst jeg talte med hende var engang i 80’erne. Dengang var hun iklædt en blå kedeldragt. I dag har hun taget jordbærrøde shorts og en solkinsgul T-shirt på.”Uha, den gule farve på din trøje vil tage sig helt forkert ud på billedet,” siger jeg diskret til Inge Lise i håbet om, at hun vil gå ind og tage en anden på.
Men hun lader, som om hun ikke hører, hvad jeg siger. Hun går i hvert fald ikke ind og skifter bluse for at tilfredsstille en mega forfængelig foto-freak, der bare sidder og tørster efter at få et godt billede. Ingen skal hundse rundt med hende. Hun går i det tøj, hun har lyst til.
– Når jeg som barn skulle med mine forældre i byen, var jeg tvunget til at tage fint tøj på. Jeg hadede det. Kunne ikke udholde at have kjole eller nederdel på. Noget af det værste var de afskyelige gamachebukser, man som pige skulle gå med dengang. De kradsede så forfærdeligt. Jeg græd hver dag, når min mor sagde, at jeg skulle have dem på i skole. Det var ren tortur, fortæller Inge Lise.
– Når jeg gik i det tøj, jeg kunne lide, lød det fra mine forældre: ”Vi vil ikke følges med dig på gaden, hvis du ser sådan ud.”
Hele livet igennem har jeg måttet kæmpe mod mennesker, der har ønsket at lave mig om og presse mig ned i noget, der strider mod min natur.

Næsten 30 år er gået, siden du stod midt i vulkanens øje og i Hanstholm blev forfulgt af vrede folk, der havde svært ved at godtage din måde at være på og i hvert fald slet ikke brød sig om dine meninger. Hvordan kom du egentlig videre efter den hetz?
– Jeg ønskede at fortælle min historie og ville gerne skrive en bog. Men da det for mig ville være selvpineri at sidde og genopleve alle de dårlige minder, fortalte jeg min historie til Preben Østerfelt, som skrev bogen: ”Præsten og Divaen”, der udkom på Gyldendals forlag.
Hvis man er interesseret i at vide noget om alt det hurlumhej og postyr, der var dengang i Hanstholm, vil jeg anbefale, at man læser bogen.
– Jeg er god til at løfte andre mennesker op, når de er nede. Da jeg selv gik ned med flaget, fordi det hele simpelthen bare blev for meget for mig, var der ingen anden end mig selv, der ville løfte mig op fra det sorte hul, jeg var faldet ned i.
Livet er en gave fra Gud, og meningen med det er ikke, at vi skal sidde inden døre og kukkelure og være kede af det.
Forestil dig, at din hjertenskær forærer dig et flot og meget kostbart smykke, og i bare angst for at tabe det går du hen og anbringer det i en bankboks. Det var ikke lige det, hjertenskæren havde til hensigt, det var at se dig bære smykket.
Det samme med livet, vi skal ikke stuve det af vejen i angst for at miste det, vi skal bruge det, leve det, nyde det.
Har du lært noget af al den modgang du har oplevet? Hvis du var som alle andre, ville du have det nemmere… – Modgangen har gjort mig stærk, men den har også gjort, at jeg farer i flint, hvis jeg fornemmer, at folk igen er ude på at ødelægge mit liv.
Folk må gerne opsøge mig, hvis man har brug for sjælesorg af en eller anden art, altid er jeg parat til at løfte, opmuntre og trøste folk, der har det svært. Men har folk ikke reelle hensigter, eller er de ude på at snage i mit privatliv, skal de holde sig langt væk fra mit territorium.

Du er ikke en, der går tolv af på dusinet. Du er kendt for at være kompromisløs. Du står altid ved dine meninger og holdninger og vil ikke være som de andre. Har du altid været sådan?
– Ja, jeg har altid været egenrådig, også da jeg var barn. Min far – som led af humørsyge – kunne ikke holde mig ud, fordi jeg var så selvstændig og stærk. Han mente, at den facon kunne tæskes ud af mig, så i tide og utide fandt han en bøjle eller en livrem frem og tæskede løs på mig.
– Dengang vedtog jeg med mig selv, at når jeg blev stor, ville jeg ikke finde mig i noget som helst fra nogen som helst.
Den pagt jeg indgik med mig selv dengang, indrømmer jeg, har givet mig store vanskeligheder.
En bisp fra Helsingør sagde engang til mig: ”Inge Lise, hvis du bare ville være ligesom alle os andre, ville dit liv være meget nemmere.”
Men jeg kan ikke holde ud at tale folk efter munden og give dem ret bare for at blive godtaget. Jeg vil ikke ligge under for nogen, makke ret eller parere ordre. Så hellere falde uden for flokken…
Hvad laver du i dag?
– Jeg er kirkesanger og vikarierer som præst i sognene heromkring. Jeg elsker at synge, og den store diva Maria Callas har beriget mit liv mere end nogen anden. Den livsglæde og livskraft, der strømmer ud fra hende, når hun synger, smitter, og hver gang jeg lytter til hendes sang, bliver jeg i godt humør.

Hvad er kristendom for dig?
– Gud er kærlighed, og det kan mange ikke forstå, når de ser al den ondskab, der er i verden. Men når vi mennesker pludselig havner i en meget svær situation, hvor alt er gået i hårdknude, og hvor vi ikke længere har magt over noget som helst og hænger helt ude over kanten, hvor vi kun kan håbe på et mirakel, da kommer Gud og siger til os:
”Fortvivl ikke, for du er min alligevel. På trods af alt.”
Det er selve hjertet i kristendommen, at Gud elsker os og vil os på trods.
Uforståeligt måske, men hvorfor skal vi også altid forstå det hele – sådan er det bare. Det må vi leve med. Og helt ærligt: Kan det være så svært at leve med en Gud, der elsker os og aldrig giver slip på os…?